Klage over manglende behandling af mavesmerter og feber hos en psykisk udviklingshæmmet person

Klage over manglende behandling af mavesmerter og feber hos en psykisk udviklingshæmmet person

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den praktiserende læge, men fandt anledning til at kritisere, at lægen fra medicinsk afdeling ikke bad om tilsyn fra en kirurgisk læge. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at patienten havde haft mavesmerter i ca. 6 dage, og at han havde haft vekslende let temperatur forhøjelse, samt at lægen ved sin undersøgelse havde fundet en diffus ømhed af bugen. Nævnet oplyste, at psykisk udviklingshæmmede personer kan have alvorlig sygdom i bugorganerne med forholdsvis beskedne symptomer.

Resumé

En 31-årig udviklingshæmmet mand på en boinstitution med hjælpepersonale, gik foroverbøjet og havde mavesmerter, hvorfor personalet på institutionen tilkaldte en læge. Lægen vurderede, at der var tale om influenza. Da patienten 2 dage senere stadig havde mavesmerter og 38,3 i feber, blev lægen på ny kontaktet. Lægen ordinerede rigeligt at drikke samt hvile. Vagtlægen blev kontaktet på ny senere samme dag, men mente ikke, at der skulle foretages noget udover det, der allerede var iværksat. Da patienten var blevet tiltagende dårlig og havde voldsomme smerter, kontaktede personalet 3 dage derefter patientens praktiserende læge, hvorefter patienten blev kørt på skadestuen. På skadestuen blev patienten undersøgt af en læge fra medicinsk afdeling, som konkluderede, at der ikke var tale om en behandlingskrævende lidelse i mave- tarmsystemet, men at han formentlig var blevet svimmel efter længere tids sengeleje og væskeunderskud. Han blev herefter sendt hjem og personalet på boinstitutionen fik besked på at observere ham og sørge for rigeligt væskeindtag. Dagen efter blev han på ny indlagt, og samme dag blev det i forbindelse med en operation konstateret, at blindtarmen var sprængt.

Der blev klaget over, at den praktiserende læge afviste at tilse patienten, samt at lægen på medicinsk afdeling ikke iværksatte tilstrækkelige undersøgelser til afklaring af, hvad patienten fejlede.