Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 3/2002

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 3/2002

Klager klagede over en artikel, hvori klager deltog, ikke omhandlende biltyverier generelt som journalisten havde sagt, at artiklen skulle gøre.

Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at det på baggrund af det i artiklen knyttede billede ikke kunne udelukkes, at det var muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere ham som den i artiklen omtalte person. Klager var derfor berettiget til at klage til Pressenævnet.

Da der mellem klager og bladet var modstridende forklaringer om, hvad der blev aftalt før og under interviewet, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af bladet.

---RESUME-

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ekstra Bladet den 1. januar 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "Steen Stjæler for 20.000 om dagen" fremgik af en underrubrik, at

"- Jeg har nok lavet indbrud for tre-fire millioner konstaterer 23-årig."

I artiklen hed det

"Champion" står der trykt på maven af Steens træningstrøje.

Han har ikke vundet nogen medaljer, men gennem fem-seks år har han scoret kassen på indbrud.

- Min far har arbejdet i 30 år. På en sjettedel af den tid, har jeg nok tjent lige så mange penge på indbrud i villaer, fabrikker og på biltyverier, forklarer 23-årige Steen, som vil være anonym og til hverdag har et andet navn.

Han sidder inde i Vridsløselille Statsfængsel. Dømt til fængsel for fjerde gang.

- Denne gang for knivstikkeri. Så var der vold med pistol, en dom for sprængstof og før det én for 10-20 biltyverier, remser han op.

FØRST VILLAER

Som 12-13-årig startede han bevæbnet med en skruetrækker og en lommelygte med de første villaer.

- Jeg tog de største. Dem i to etager, der ligner millionærboliger, husker han.

Med lommelygten tjekkede Steen, om der var nogen hjemme. Var familien ude og kysten klar, fjernede han enten en vinduesrude eller brækkede terrassedøren op med skruetrækkeren.

Så gik turen gennem stuen, soveværelset og kontoret. De rum hvor flest værdier ligger gemt.

- Jeg fik 150 kroner i lommepenge dengang. Og kunne jeg skaffe en video, så havde jeg pludselig 1000 kroner ekstra, forklarer Steen.

LAMPER TIL FORRETNINGER

PH-lamper var eftertragtet bytte. Forretningsejere bestilte af og til et par stykker hos Steen, mindes han.

En Puch Maxi var også okay. Den kunne omsættes til 20 gram hash.

Biltyverier var også et af Steens specialer. På under fem minutter kunne han få sig et køretøj.

- Hvis jeg for eksempel var havnet ude i Rødovre og jeg ikke gad gå hjem, brækkede jeg bare en bil op selvfølgelig en der kunne køre hurtigere end politiets og så var jeg hjemme på fem minutter. Egentlig var jeg ligeglad med ejeren. Han har jo en forsikring, og får sig bare en ny bil, kommenterer Steen.

20.000 PR. DAG

Her var redskaberne en rørtang til låsen og en flad skruetrækker til tændingen.

Siden hen blev det mere avanceret. Med sprængstof brød han ind i bankers døgnbokse og firmaers pengeskabe. Han rippede fabrikshaller for B&O-anlæg.

- Jeg har nok lavet indbrud for op omkring tre-fire millioner kroner, regner Steen sig frem til.

Der er blevet brugt til at føre sig frem og leve fedt for. Han købte, hvad han ville. Venner og familie blev begavet med dyre ting, og Steen selv er rejst på de ferier, han har haft lyst til.

- Som kriminel er man sin egen herre. Man kan leve fedt uden at være tvunget til at stå op klokken otte og gå på arbejde hver dag fem dage i ugen. Jeg har kunnet stå ud af sengen klokken 12 og måske leve endnu bedre end dem med fast job. For 20.000 skulle man gerne kunne skaffe på en dag, og så er der 30 dage i en måned, siger han og sammenligner sin levefod med en person med en 37 timers arbejdsuge.

Den indstilling har gjort Steens liv til en evig legen kispus med politiet.

- Det gælder om ikke at blive knaldet. Tager de én, har man tabt. Og man skal ikke tage fejl af panserne. De er langtfra dumme, beskriver han sine modstandere.

Derfor er det altid med politiets evner og straffelovens rammer i mente, når Steen kaster sig ud i et knæk. Er risikoen udbyttet værd.

I bakspejlet føler Steen, at han har været heldig, de gange politiet "vandt" og han selv endte på rettens anklagebænk.

Fire gange er det sket, og sammenlagt har Steen tilbragt fire år i fængselsceller.

- Jeg har vel nok udnyttet Danmarks lave straffe for tyveri. I USA ville jeg for eksempel aldrig have været kriminel, siger han.

RIG FAR

Karrieren som kriminel vil Steen erstatte med en titel som ejer af en café eller en tøjforretning.

- Som selvstændig gælder der de samme regler. Man er herre over sin egen arbejdstid, og man bestemmer selv, hvor meget man vil tjene. Alternativet ville være at have en stinkende rig far for et kunne leve et lige så frit og fedt liv, mener Steen.

Men før forretningsdrømmen engang kan blive opfyldt, skal Steen lige afsone sin dom for at stikke en fyr ned, der havde taget kokain i hans lejlighed og klappet hans kæreste en lussing.

- Hvis der er noget, jeg ikke kan tolerere, er det folk, der tager stoffer, voldtager eller slår på piger. Mænd er stærkere end kvinder. Derfor er det ikke værd at slå dem, siger Steen vredt og tilføjer at straffen på det område er latterlig lille."

Artiklen var ledsaget af et billede af klager taget skråt bagfra, hvortil der var knyttet følgende tekst

"23-årige Steen har efterhånden tilbragt fire år i fængsel. Genvejen til mange penge er gået gennem indbrud og biltyverier."

Klageren har oplyst, at han blev spurgt, om han ville stille sig til rådighed for en journalist, der skulle lave en artikel om biltyverier. Klager var tøvende, og gik først rigtigt med til projektet, da han af bladets journalist fik bekræftet, at artiklen udelukkende skulle handle om biltyverier generelt. Aftalen var således, at artiklen udelukkende skulle handle om biltyverier.

Klageren har anført, at de første par minutter da også kun handlede om biltyverier, men derefter tog samtalen en vending, som klager da han aldrig tidligere havde snakket med en journalist før ikke fandt grund til at være mistænksom over for. Journalisten spurgte klager, om hun måtte stille nogle spørgsmål om klagers baggrund, "så hun vidste, hvem hun snakkede med", som hun udtrykte det. Klager så ikke noget forkert i det, men fik inden han udtalte sig hendes forsikring om, at det ikke ville blive trykt i bladet. I den forbindelse fik klager på ny løfte om, at artiklen udelukkende skulle handle om biltyverier alt andet var til hende selv.

Klageren har i den forbindelse anført, at det er korrekt, når bladet anfører, at der blev sprunget rundt i emnerne, men at det er forkert, når det samtidig anføres, at vi sprang rundt i emnerne. Det var alene journalisten, der blev ved med at springe frem og tilbage, hvilket var en af årsagerne til, at klager så sig nødsaget til igen og igen at få hendes løfte om, at det kun var de omhandlede biltyverier, der ville blive anvendt i interviewet. Af samme årsag ønskede klager heller ikke at gennemlæse artiklen, før den blev trykt, idet journalisten jo gentagne gange havde givet klager sit løfte.

Hvad angår artiklens overskrift så udspringer den af journalistens spørgsmål om, hvor meget man oftest kunne lave på et indbrud. Dette spørgsmål blev imidlertid kun stillet af journalisten, fordi hun var personlig nysgerrig, idet spørgsmålet blev ledsaget af følgende bemærkning: "Nej, bare rolig, det kommer ikke i avisen".

Klageren har endelig anført, at han finder det direkte foragteligt, at journalisten ikke kan "erindre", at visse af de i bladet berørte emner ikke måtte blive trykt i bladet, og at hun i den forbindelse har henvist til, at hun ikke har tilføjet bemærkninger på hendes blok om noget sådant som om dette skulle være det endegyldige bevis for, at klager ikke har haft sådanne krav.

Klageren har endelig anført, at artiklen har haft store personlige omkostninger for ham, idet hans forhold til sin familie, som han gennem det sidste år har arbejdet på at forbedre, har lidt måske uoprettelig skade.

Bladet har henvist til en udtalelse fra journalisten bag artiklen. Af denne fremgår, at klager virkede diffus omkring emnet for interviewet, da journalisten mødte ham i besøgsrummet. Derfor orienterede hun klager om, hvad hensigten med artiklen var, og hun refererede til den emnebeskrivelse, der stod i den mail, der var fremsendt til Vridsløselilles fængselsinspektør Troels Bloch. Samtalen med klager varede ca. 20 minutter. På grund af tidspres blev det et meget hektisk forløb, men trods dette blev der fra journalistens side fokuseret meget på at respektere klagers grænser. Intentionen med interviewet var heller ikke at få klager til "at tale over sig", men blot at tilføje artikelserien indbrudstyvens version. Samtalen med klager om de forskellige emner forløb ikke slavisk. Klager og journalisten sprang rundt i emnerne og vendte tilbage til de for artiklen mest relevante emner. Derfor snakkede klager og journalisten både om tyveri i starten og i slutningen af interviewet. Under samtalen så klager, at journalisten noterede alt det, han sagde, ned på sin blok. Journalisten kan ikke erindre, at klager undervejs i interviewet sagde, at visse af de i artiklen berørte emner ikke måtte blive trykt i artiklen, eller at visse specifikke notater ikke skulle videregives. Journalisten har derfor heller ikke tilføjet bemærkninger om, at visse dele skulle udelades. Klager udtrykte i øvrigt heller ikke ønske om, at han ville gennemlæse artiklen, før den blev trykt.

Bladet har på baggrund af ovenstående anført, at man ikke kan se, at vilkårene for samtalen er overtrådt. Klagerens navn er således ændret, ligesom han er fotograferet bagfra på aftalt vis, så han ikke kan genkendes i en videre kreds. Bladet påstår derfor klagen afvist.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det på baggrund af det til artiklen knyttede billede ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere ham som den i artiklen omtalte person. Klager er derfor berettiget til at klage til Pressenævnet.

Nævnet har ikke mulighed for at foranstalte en bevisførelse af hændelsesforløbet i forbindelse med interviewet med klager. Da der mellem klager og bladet er modstridende forklaringer om, hvad der blev aftalt før og under interviewet, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af bladet.

Afsagt den 6. februar 2002