Klage over brud på tavshedspligten og manglende sygemelding
Statutory Text (2 Articles)
Klage over brud på tavshedspligten og manglende sygemelding
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af lægens behandling af patienten. Nævnet lagde vægt på, at patienten henvendte sig i lægehuset med ønske om sygemelding, og at en læge undersøgte hende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at patienten henvendte sig igen den 19. april 2000 for at få lægeerklæring, således at hun ikke skulle i aktivering, og at der ikke var oplysning om ændringer i tilstanden.
Patientklagenævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved i november 1999 at videregive oplysning om patientens graviditet til kommunen. Nævnet lagde vægt på, at patienten var gravid og under 18 år og havde haft en lang og tung sygehistorie, og at lægen med rette kunne formode, at patienten og hendes ufødte barn kunne få behov for støtte.
Nævnet fandt derimod, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at have videregivet oplysninger om patientens graviditet til hendes fader. Nævnet lagde vægt på, at patienten på dette tidspunkt var fyldt 15 år, og at forældremyndighedens indehaver i henhold til 8 i lov om patienters retsstilling ikke uden videre skal inddrages i information om helbredstilstanden .
En 17-årig kvinde var til første graviditetsundersøgelse hos lægen. Da der havde været mange sociale problemer tidligere, orienterede lægen socialforvaltningen. Da patientens far to dage senere kom i Lægehuset, udtrykte lægen overfor faderen bekymring omkring graviditeten.
Den 19. april 2000 henvendte patienten sig til lægen for at få udfærdiget en lægeerklæring med henblik på sygemelding fra aktivering. Lægen fandt ikke grundlag for at sygemelde patienten.
Der blev klaget over, at lægen ikke undersøgte patienten i forbindelse med konsultation den 19. april 2000 og over, at han ikke ville sygemelde hende. Derudover blev der klaget over, at lægen tilsidesatte sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger om hende til hendes far og kommunen.