Klage over glemt serviet og mangelfuld smertebehandling
Statutory Text (2 Articles)
Klage over glemt serviet og mangelfuld smertebehandling
Patientklagenævnet fandt, at der var grundlag for kritisere operationssygeplejersken. Nævnet lagde vægt på, at hun burde have sikret sig, at alle servietter indgik i optællingen efter operationen og udført den normale procedure med skriftlig slutkontrol.
Patientklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for kritik af de involverede anæstesilæger, der behandlede patienten i forbindelse med bedøvelsen. Nævnet lagde vægt på, at lægerne ikke ordinerer medicin til bedøvelse efter hvilken type operation der er tale om, men at der doseres efter den enkelte patients behov.
Patientklagenævnet fandt endvidere, at anvendelsen af doseringen af smertestillende medicin efter operationen var i overensstemmelse med sædvanlig praksis og almindeligvis vil sikre en behageligere opvågning.
En 39-årig kvinde blev indlagt på kirurgisk afdeling med henblik på fjernelse af galdeblæren. Indgrebet blev planlagt til at foregå ved hjælp af kikkert. Under indgrebet fandt lægen det nødvendigt at skifte fra den planlagte kikkertoperation til en åben operation af hensyn til oversigt.
Under operationen blev der anvendt 4 pakker servietter med 5 stykker i hver. En af servietterne blev anvendt til aftørring af operatørens pande, og man noterede, at man havde anvendt 19 servietter under indgrebet. Inden afslutningen af operationen blev der ikke udført skriftlig slutkontrol af de anvendte operationsservietter.
Efter udskrivelsen var patienten generet af smerter og gentagne infektioner i operationssåret, hvorefter hun af egen læge blev henvist til CT-scanning af maven. Herefter konstaterde man, at der under indgrebet var blevet glemt en operatiosserviet i maven på patienten.
Der blev klaget over, at der utilsigtet blev glemt en operationsserviet i maven på patienten. Der blev endvidere klaget over, at patienten fik for lidt smertestillende behandling under indgrebet, da dosis var beregnet på en kikkertoperation, samt at patienten efter operationen ikke fik tilstrækkelig smertebehandling.