Klage over at der utilsigtet var efterladt 2 handskestumper i et operationssår
Statutory Text (2 Articles)
Klage over at der utilsigtet var efterladt 2 handskestumper i et operationssår
Patientklagenævnet oplyste, at det er velkendt, at der kan ske en lædering af operationshandskerne, når kirurgen i forbindelse med påpladssætning af bruddet manipulerer med de spidse knoglestykker. Når der samtidig er blod på handskerne kan det være meget svært at se, hvorvidt der er gået hul på handskerne.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægens behandling af patienten. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om 1. reservelægen, der forestod operationen havde kontrolleret, om handskerne var defekte.
En 53-årig mand blev som cyklist påkørt af en bil og pådrog sig brud på 1. halshvirvel og åbent brud af højre underben. Det åbne skinnebensbrud blev behandlet med påpladssætning og fiksation. Af journalen fremgik, at der efter operationen var problemer med betændelse i såret på skinnebenet og langsom eller manglende heling af bruddet. Betændelsen blev forsøgt behandlet på forskellig måde uden tilstrækkelig godt resultat. Patienten blev derfor opereret igen. Under operationen fandt man 2 handskestumper liggende midt i brudstedet, nærmest i marvkanalen. Det var til sagen oplyst, at de 2 handskestumper var ca. 12 og ca. 15 mm i diameter svarende til fingerspidserne af en gummihandske.
Der blev klaget over, at der utilsigtet blev efterladt 2 handskestumper i operationssåret svarende til 2 fingre.