Klage over manglende diagnostik af kræft i mandel
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende diagnostik af kræft i mandel
Nævnet fandt ikke anledning til kritik af overlægens behandling af patienten. Nævnet lagde vægt på, at overlægen ved første konsultation foretog en undersøgelse af øre-næse-hals- regionen, der viste normale forhold bortset fra spredt rødme i halsen. Videre lagde nævnet vægt på, at overlægen ved anden konsultation foretog en undersøgelse af halsen, der viste at den ene mandel var større end den anden, samt ømhed i og på halsen. Overlægen foranledigede en CT-scanning, der viste normale forhold. Der blev sendt kopi af journalen til henvisende læge samt egen læge. Endvidere var det nævnets opfattelse, at en læge, der har fået en patient til "second opinion", med rette kan forvente, at egen læge og henvisende læger forestår yderligere kontrol og undersøgelser og har det primære ansvar for behandlingen.
En 43- årig kvinde havde i nogle måneder haft ondt i den ene side af halsen, og hun blev derfor henvist til en praktiserende ørelæge, der ønskede en "second opinion" på ambulatoriet på sygehuset. Patienten blev her undersøgt af en overlæge. 14 dage efter blev patienten igen undersøgt af overlægen. Denne foranledigede en CT-scanning og afsluttede herefter patienten. Ca. 4 måneder efter blev patienten igen henvist til ambulatoriet på sygehuset. Ved denne konsultation blev der fundet indikation for at fjerne mandlen, som senere viste kræftforandringer.
Der blev klaget over, at overlægen ved de to konsultationer ikke behandlede patienten korrekt.