Klage over behandling af brud på overarm

Klage over behandling af brud på overarm

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for kritik af operationen og den efterfølgende behandling. Operationen var ifølge journalen foretaget i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet oplyste, at brud i overarmsknoglen lige over albueleddet hos børn er et hyppigt forekommende brud som behandles på alle landets ortopædkirurgiske afdelinger. Behandlingen er oftest ikke operativ påpladssætning af bruddet. Nævnet lagde vægt på, at der blev anlagt en høj cirkulær bandage og ordineret elevation af armen samt kontrol af fingrene. Nævnet oplyste, at det ikke er almindelig praksis at ophænge armen i metalstativ, idet dette fordrer 2-3 ugers indlæggelse.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at en røntgenoptagelse viste, at bruddet sad i acceptabel stilling. Nævnet oplyste, at læsion af kar og nerver i regionen omkring bruddet i forbindelse med bruddets opståen, med påpladssætningen samt på grund af tryk fra bandage eller en kombination af bandage og hævelse, er et kendt men relativt sjældent fænomen. Da følgerne efter kar- og nerveskader kan have betydelig indflydelse på den senere funktion af armen, er det af stor betydning før, under og efter påpladssætningen at observere for bevægelighed af fingrene, berøringssans af fingrene, blodgennemstrømning i fingerspidserne samt pulsation i arterierne ved håndleddet med henblik på hurtig indgriben, såfremt der måtte være tegn på insufficiens. I ukomplicerede tilfælde er det almindeligt, at man kan udskrive et barn med et brud som det aktuelle dagen derpå.

Nævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for kritik af, at man valgte at udskrive drengen efter operationen, men fandt, at lægen burde have journalført sine iagttagelser af fingrenes tilstand. Samme kritik blev anført over for lægen, der tilså drengen dagen efter.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved de senere henvendelser ikke var observationer af drengen, der gav anledning til at mistænke læsion eller kompression af nerver eller pulsårer omkring albueleddet. Nævnet fandt dog, at ved en af henvendelserne på skadestuen havde det været hensigtsmæssigt, om en af lægerne havde foranlediget, at drengen blev vurderet af en mere erfaren kollega.

Nævnet bemærkede, at klohånd (Volkmanns kontraktur) er en kendt, om end sjælden komplikation til det omhandlede brud.

En 5-årig dreng blev indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling med et stærkt forskudt brud på nederste del af venstre overarmsknogle. Drengen blev opereret med påpladssætning af bruddet og fastholdelse af bruddet med to metaltråde. Efter operationen blev der anlagt en cirkulær gipsbandage. Ved efterfølgende røntgenkontrol var bruddet i acceptabel stilling, men med let nedsat bevægelighed.

Dagen efter hævede hånd og fingre op, og drengen kunne ikke bevæge fingrene. Gipsen blev herefter klippet op, og der blev anlagt midlertidigt støttebind. Efterfølgende blev der igen anlagt gipsbandage, og drengen blev set flere gange på skadestuen på grund af smerter og nedsat bevægelighed.

Knap 3 uger efter bruddets konstatering blev gipsen og metaltråde fjernet, og det viste sig da, at drengen havde udviklet klohånd (Volkmanns kontraktur) på grund af vævsbeskadigelse som følge af nedsat blodforsyning. Drengen blev henvist til intensiv ergoterapi og yderligere behandling på håndkirurgisk afdeling.

Der blev klaget over, at operationen blev udført på en ortopædkirurgisk afdeling og ikke på en mere specialiseret afdeling, at armen efter operationen ikke blev fikseret i stativ eller lignende for at forebygge bandageskader, at gipsen blev anlagt for stramt, og at drengen blev udskrevet inden behandlingens forløb var observeret tilstrækkeligt, samt at der ikke blev reageret tilstrækkelig på drengens gener ved tre senere henvendelser.