Klage over manglende aktindsigt
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende aktindsigt
Patientklagenævnet fandt, at overlægen på sygehus 1 havde overtrådt lov om patienters retsstilling ved ikke at tage stilling til datterens anmodning om aktindsigt indenfor 10 dage.
Patientklagenævnet kan oplyse, at hvis en anmodning om aktindsigt ikke er imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson, skal patienten underrettes om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Patientklagenævnet fandt, at overlægen på sygehus 2 ikke havde overtrådt lov om patienters retsstilling. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af en påtegning på brevet, at materialet kunne tilsendes, og at overlægen på sygehus 2 således inden 10 dage havde givet besked om, at materialet kunne sendes. Da det ikke havde været muligt at fastslå, hvem der havde ansvaret for, at materialet ikke blev sendt, kunne nævnet ikke tage stilling til, om det var en sundhedsperson, der var ansvarlig for, at materialet ikke blev sendt.
En datter anmodede om aktindsigt i sin afdøde moders journal på 2 sygehuse. 7 uger senere rykkede hun for svar på sine henvendelser. 4 dage derefter svarede overlægen på sygehus 1, at alt det materiale, som var tilgængeligt for aktindsigt, var udleveret. 1 uge efter skrev datteren til sygehus 1 og oplyste, at hun ikke havde fået udleveret materiale fra sygehuset. På datterens første brev til sygehus 2 var der en påtegning 5 dage efter modtagelsen om, at materialet kunne tilsendes.
Der blev klaget over, at man ikke imødekom datterens anmodning om aktindsigt.