Klage over manglende røntgenundersøgelse, henvisning og smertebehandling i forbindelse med brud i skulder og albue
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende røntgenundersøgelse, henvisning og smertebehandling i forbindelse med brud i skulder og albue
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af lægernes behandling af patientens skulder og albue og lagde herved vægt på, at der ved den første objektive undersøgelse ikke fandtes symptomer, der gav mistanke om brud i albuen. Nævnet lagde med hensyn til skulderbruddet vægt på, at der var tale om et uforskudt brud, som lægerne valgte at behandle med en stabiliserende bandage og smertestillende medicin.
Nævnet lagde desuden vægt på, at lægerne, da patienten skulle opereres for bruddet i albuen, anlagde et drop for at sikre effekten af antibiotikabehandlingen, da et drop medførte den bedste fordeling af antibiotikaen til vævet. Nævnet lagde tillige vægt på, at patienten under indlæggelsen modtog smertestillende medicin i form af Pamol 1 g., 4 gange dagligt og Ibuprofen 400 mg., 4 gange dagligt.
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af fysioterapeutens behandling af patienten. Nævnet lagde herved vægt på, at øvelserne bestod i at bøje og strække fingrene, bevæge håndleddet og løfte den brækkede arm med det formål at undgå hævelser i de opererede led samt at bevare smidigheden i leddene. Nævnet fandt dog, at det havde været mere hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten havde læst journalen, før den fysioterapeutiske behandling blev iværksat og lagde herved vægt på, at journalen indeholdt oplysning om diagnoser og forhold, der kunne have betydning for den fysioterapeutiske behandling.
En 54-årig kvinde havde skadet sin venstre arm. En røntgenundersøgelse af skulderen viste et brud. En uge senere havde patienten tiltagende smerter i sin venstre albue. En røntgenundersøgelse af albuen viste, at der også var brud i albuen, hvorfor patienten blev opereret. Under indlæggelsen blev hun blandt andet behandlet med antibiotika og fysioterapi.
Der blev klaget over, at patienten ikke ved den første undersøgelse fik foretaget en røntgenundersøgelse af albuen, og at hun ikke efterfølgende blev henvist til speciallæger. Der blev endvidere klaget over, at patienten under indlæggelsen fik anlagt drop med antibiotika, og at hun ikke modtog tilstrækkelig smertebehandling. Endelig blev der klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling af en fysioterapeut.