Legislator Case Law & Legislation
W20011273225 DK

Klage over lægelig undersøgelse og behandling samt sygeplejemæssig observation

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2001 12732 Historic

Klage over lægelig undersøgelse og behandling samt sygeplejemæssig observation

Nævnet lagde vægt på, at der i forbindelse med indlæggelsen blev foretaget relevante undersøgelser og ordineret relevante prøver. Endvidere lagde nævnet vægt på, at patienten ved indlæggelsen ikke viste symptomer, der i almindelighed ville lede tanken hen på mistanke om meningitis eller alvorlig livstruende sygdom.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den behandling, som patienten havde modtaget i indlæggelsesdøgnet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at de ordinerede blodprøver blev kontrolleret i det omfang, dette var muligt, og nævnet fandt således ikke anledning til kritik heraf.

For så vidt angår patientens behandling, da hun mistede bevidstheden, lagde nævnet vægt på, at afdelingslægen straks iværksatte yderligere undersøgelser med henblik på nærmere udredning, da han blev bekendt med fundet af stafylokokker i blodet, og samtidig satte patienten i antibiotisk behandling, samt at han foretog lumbalpunktur og bestilte akut svar på prøverne, da svaret på CT-scanningen forelå. Nævnet lagde videre vægt på, at undersøgelse med lumbalpunktur på dette tidspunkt var relativt kontraindiceret, da patienten ikke havde feber. Nævnet fandt således ikke grundlag for kritik af de undersøgelser og de behandling, der blev iværksat i forbindelse med, at patientens tilstand blev forværret.

For så vidt angår plejepersonalets behandling af patienten lagde nævnet vægt på, at der blev foretaget hyppige og relevante observationer og handlinger på baggrund af det iagttagne, og nævnet fandt således, at der ikke blev udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved den sygeplejefaglige behandling af patienten.

Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt om de enkelte sygeplejersker under deres vagt havde foretaget måling af temperatur, puls, blodtryk og respiration, idet disse værdier er vigtige parametre i den samlede vurdering af patientens tilstand og af diagnostisk betydning.

Nævnet fandt videre, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygeplejersken, der havde nattevagten, havde noteret i sygeplejekardex, hvordan patientens tilstand havde været i løbet af natten.

Endelig adm. afgørelse 2001 12732 Historic

En 82-årig kvinde blev indlagt på medicinsk afdeling på grund af mistanke om betændelsestilstand i skjoldbruskkirtlen. Der blev ved indlæggelsen ordineret diverse prøver. Ved modtagelse af patienten i afdelingen blev det konstateret, at der var rødme og hævelse på den ene side af halsen. Sygeplejersken tilkaldte siden forvagten på grund af mistanke om borreliainfektion og målte iøvrigt patientens puls, blodtryk og temperatur. Sygeplejersken talte flere gange i løbet af natten med patienten, som ikke blev vurderet som dårlig eller sløv.

Om morgenen var patienten sløv og slap. Den lægelige forvagt fandt, at patienten var svær at komme i kontakt med og tilkaldte bagvagten. Afdelingslægen fandt, at patienten var bevidsthedssløret, men at hun reagerede på berøring. Der var mistanke om hjerneblødning. Kl. 11.30 forelå der svar på blodprøver, der viste indhold af stafylokokker, og afdelingslægen iværksatte intravenøs behandling med antibiotika. Kl. 12.45 viste CT-scanning, at hjernen var normal. Lumbalpunktur viste rygmarvsvæske med et indhold, der tydede på en bakteriel infektion, og afdelingslægen iværksatte efter konference med mikrobiologisk afdeling behandling herfor.

Da det var konstateret, at patienten havde blodforgiftning og meningitis, blev hun overflyttet til intensiv afdeling, hvor hun trods intensiv behandling døde 5 dage senere.

Der blev klaget over, at patienten ikke blev tilstrækkeligt undersøgt i indlæggelsesdøgnet.Der blev endvidere klaget over, at de foretagne blodprøver ikke blev kontrolleret.Videre blev der klaget over, at patienten ikke modtog en fyldestgørende behandling, da hun mistede bevidstheden den 4. december 1999. Endelig blev der klaget over, at patienten ikke i tilstrækkeligt omfang blev observeret af plejepersonalet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →