Klage over behandling af kariesangreb
Statutory Text (2 Articles)
Klage over behandling af kariesangreb
Patientklagenævnet fandt, at cheftandlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin undersøgelse og behandling af drengen, og det blev indskærpet ham at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Nævnet lagde vægt på, at drengen havde svært ved at opretholde en forsvarlig mundhygiejne, hvilket sammenholdt med de løbende fluorbehandlinger og fyldningsterapi burde have givet anledning til, at tandlægen med mellemrum tog sammenbidsrøntgen for at få et bedre overblik over kariessituationen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at efterfølgende røntgenbilleder og sammenbidsrøntgenbilleder viste, at der var flere behandlingskrævende kariesangreb.
Nævnet lagde endvidere for så vidt angår rodbehandlingen af kindtanden i undermunden vægt på, at der på trods af de adskillige behandlinger ikke blev taget et brugbart røntgenbillede, der kunne have givet radiologisk overblik over situationen og løbende kunne have bidraget til at følge udviklingen. Nævnet fandt videre, at den lange behandlingsperiode burde have givet anledning til at overveje andre behandlingsformer.
En 10-årig dreng, der var autist, blev i perioden fra februar 1983 til marts 2000 behandlet i specieltandlægeklinik, da det ikke var muligt at behandle ham i kommunal tandpleje.
De første 15 år af forløbet var der i alt 76 konsultationer, hvor der blev lavet fyldninger i mælketænder, trukket tænder ud, givet fluorbehandling og lavet fyldningsbehandling i blivende tænder. I oktober 1998 henvendte drengen sig med hævelse ud for den første store kindtand i undermunden. En rodbehandling blev påbegyndt, og der blev ordineret penicillin. Efter i alt 18 konsultationer fordelt over ca. 11/2 år, hvor der tillige flere gange blev foretaget kariesbehandling af 5 andre tænder, blev der på baggrund af telefonisk henvendelse på ny ordineret penicillin på grund af smerter fra tanden. Herefter blev drengen viderebehandlet hos anden tandlæge, hvor der blev konstateret et større behandlingsbehov.
Der blev klaget over, at drengen i perioden fra februar 1983 til marts 2000 ikke modtog en korrekt behandling, herunder relevant pleje og vedligeholdelse.