Klage over oversete brud ved røntgenundersøgelse
Statutory Text (2 Articles)
Klage over oversete brud ved røntgenundersøgelse
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af afdelingslægens vurdering af røntgenbillederne af patientens venstre hofte. Det var nævnets opfattelse, at røntgenoptagelserne var af acceptabel kvalitet og ikke viste tegn på brud på venstre hofte.
Patientklagenævnet fandt endvidere ikke grundlag for kritik af reservelægen. Nævnet lagde vægt på, at røntgenafdelingens speciallæger ikke kunne iagttage noget brud, samt at reservelægen i skadekortet anførte, at der ikke kunne påvises større knogleømhed svarende til venstre ben eller bækkenet, at det venstre ben var normalt lejret, at der ikke kunne påvises hævelse eller misfarvning, men at der blev fundet let ømhed af muskulaturen i venstre balle.
En 76-årig kvinde blev undersøgt på skadestuen efter at være blevet påkørt af en bil, hvilket medførte smerter i hoften og nedsat bevægelighed. Ved en røntgenundersøgelse af venstre hofteled og bækken fandt en afdelingslæge fra røntgenafdelingen ikke tegn på brud. Efter en klinisk undersøgelse foretaget af en reservelæge, som heller ikke fandt tegn på brud, blev patienten sendt hjem.
Der blev klaget over, at lægerne på røntgenafdelingen og skadestuen ikke foretog en korrekt og tilstrækkelig undersøgelse og behandling af patienten, idet de overså to brud på lårbenet.