Klage over tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og tvangsfiksering

Klage over tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Nævnet fandt at betingelserne for indgivelse af beroligende medicin var opfyldt, idet det havde været nødvendigt for at bringe ham til ro med henblik på en bedring af hans tilstand og fandt endvidere, at kravet om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at han havde været højt råbende, udskældende, truende og forpint, samt at man havde forsøgt at berolige ham ved enten at korrigere ham, tilbyde ham beroligende medicin til frivillig indtagelse eller ved at bede ham gå til egen stue.

Nævnet fandt endvidere, at betingelserne for at tvangsfiksere ham var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred, og at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at han havde været højtråbende, til gene for medpatienter og truede personalet på livet, og at man forinden havde forsøgt at berolige ham ved at bede ham gå til egen stue, samt at ham var fortsat urolig efter indgivelse af beroligende medicin. Endelig lagde nævnet vægt på, at han blev løsnet fra bæltet, da han var faldet til ro.

Vedrørende beslutningen om tvangsbehandling fandt nævnet, at han var sindssyg, og at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, og at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at han var i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger, samt at man havde forsøgt at motivere ham i 5 dage forinden, hvilket konkret blev vurderet tilstrækkeligt, idet han havde været indlagt i gennem længere tid i afdelingen, hvorfor personalet havde et grundigt kendskab til ham, samt at han var meget aggressiv. Endvidere lagde nævnet vægt på, at der blev besluttet tvangsbehandling primært med tablet/mixtur og sekundært injektion, samt at der var tale om et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk middel i sædvanlig dosering.

En 38-årig mand havde været indlagt i 3 måned på en psykiatriske afdeling. Man havde på et tidspunkt truffet beslutning om tvangsmedicinering med Semap 30 mg x 2 ugentligt, men vurderede aktuelt, at der ikke havde været den fornødne effekt af behandlingen, idet patienten fortsat var psykotisk, truende og urolig. Man begyndte derfor at motivere for behandling med et andet medikament, hvilket blev afslået. I det fortsatte forløb var han meget udskældende, urolig og forulempende over for medpatienter, og han blev derfor givet beroligende medicin 4 gange i forløbet, herunder en gang i forbindelse med en tvangsfiksering. Der blev endvidere efter fortsat forsøg på at motivere til en ændret medicinsk behandling, truffet afgørelse om tvangsmedicinering med tablet Serenase 5 mg x 2 stigende til 30 mg dagligt afhængig af effekt og bivirkninger, alternativt injektion i halv dosis.

Patienten klagede over beslutningerne om tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og tvangsfiksering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, der godkendte beslutningerne. Patienten ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.