Klage over for sen strålebehandling og afvisning af indlæggelse ved behandling

Klage over for sen strålebehandling og afvisning af indlæggelse ved behandling

Nævnet lagde vægt på, at det den 9. februar 2000 blev besluttet at tilbyde ham 10 lindrende strålebehandlinger, og han fik tid til planlægning af strålebehandlingen den 23. februar 2000 og tid til den først strålebehandling 2 dage senere.

Det var nævnets vurdering, at den planlagte tidsfølge med planlægning af strålebehandlingen fjorten dage efter første ambulante undersøgelse og start på strålebehandling to dage senere ikke kunne kritiseres ud fra et lægefagligt synspunkt, og nævnet fandt derfor, at der herved var handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet lagde videre vægt på, at patientens tilstand, da han mødte til planlægning af strålebehandling, var blevet betydeligt dårligere med udtalt åndenød og konstant hoste. Han blev fundet bleg og grå (kakektisk) med udtalt åndedrætsbesvær i hvile. Det blev således vurderet, at der alene var grund til at give én strålebehandling, og som følge af hans udtalte symptomer og hans dårlige almentilstand blev det arrangeret, at denne ene behandling kunne gives som en akut behandling samme dag. Der blev ytret ønske om indlæggelse på sygehuset, men der blev i stedet forslået indlæggelse på det lokale sygehus, hvilket imidlertid blev afslået.

Nævnet oplyste, at man i en situation som den aktuelle, hvor svulsten vokser hurtigt og ikke er følsom for kemoterapi, erfaringsmæssigt ved, at den forventede overlevelse er ganske kort, uanset hvad man gør. I denne situation ved man fra udenlandske undersøgelser, at én enkelt strålebehandling med en relativ høj enkeltdosis har lige så god symptomlindrende effekt i patientens restlevetid som en mere langvarig behandling med for eksempel 10 behandlinger. Formålet med en indlæggelse er alene at bringe lindring og ro i situationen, idet der i det første døgn efter strålebehandling kan indtræde en forværring af tilstanden.

Det var nævnets vurdering, at lægen opfattede situationen korrekt, og at det derfor var relevant at foreslå indlæggelse på et lokalt sygehus. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen havde informeret om, at der ville kunne indtræde en forværring af tilstanden, samt at der var blevet aftalt forholdsregler med henblik herpå, idet det ville have givet patienten og hans hustru et bedre grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om indlæggelse på det lokale sygehus.

Nævnet fandt det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at lægen havde overtrådt lægeloven i forbindelse med udskrivelsen. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om man havde sikret sig, at udskrivningen var foregået under betryggende omstændigheder, herunder at hjemtransporten kunne foregå på forsvarlig vis, og at der var rekvireret ilt til hjemmet.

En 38-årig mand fik i september 1999 diagnostiseret lungekræft af en speciel småcellet type, formentlig udgået fra lungen og med spredning til lymfeknuder både i brystskillevægen og i bughulen. Han fik fem serier kemoterapi uden virkning, hvorfor der i februar 2000 blev ordineret lindrende strålebehandling. Han havde ved den første strålbehandling svær åndedrætsbesvær. Der var i journalen intet anført om hans tilstand ved udskrivningen efter strålebehandlingen. Ved ankomsten til hjemmet samme dag var han fortsat stærkt generet af åndedrætsbesvær, havde blå læber og var kold. En ambulance blev tilkaldt, og han blev indlagt på et lokalt sygehus, hvor han blev fundet svært åndedrætsbesværet, gråbleg med blåfarvning af læber og negle. Blodtrykket var 164/114, puls 136 og iltindholdet i blodet svært nedsat (SAT 65%)

Der blev klaget over, at der først iværksattes strålebehandling i februar 2000 på trods af, at beslutningen herom allerede blev truffet ca. 14 dage tidligere. Der blev videre klaget over, at man afviste at indlægge ham med henblik på yderligere behandling, selv om hans tilstand var meget dårlig, og han havde brug for ilt til at kunne trække vejret.