Klage over brystløftoperation
Statutory Text (2 Articles)
Klage over brystløftoperation
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af speciallægen i forbindelse med gennemførelsen af den dobbeltsidige brystløftoperation. Patientklagenævnet fandt derimod, at speciallægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved, i forbindelse med sygebesøget i hjemmet, at have foretaget udtømning af flere blodansamlinger uden at iværksatte yderligere behandling eller foranledige patienten indlagt.
En 34-årig kvinde fik på en plastikkirurgisk klinik ambulant foretaget en dobbeltsidig brystløftoperation. Da patienten samme aften fik kraftige smerter i brysterne, tilså speciallægen hende i hjemmet på mistanke om blodansamling. Ved sygebesøget åbnede speciallægen den yderste del af sammensyningen under højre bryst og udpressede koaguleret blod. Senere samme aften kontaktede patienten alarm 112. Patienten blev via skadestuen indlagt på plastikkirurgisk hospitalsafdeling, hvor der blev foretaget spaltning under begge bryster og udtømt store mængder koaguleret blod. Blødningerne blev stoppet, huden syet, og der blev iværksat antibiotisk behandling. Patienten blev udskrevet efter 4 dage.
Der blev klaget over, at operationen ikke blev udført korrekt, og at speciallægen efterfølgende ved sygebesøget i hjemmet udtømte flere blodansamlinger uden at iværksætte yderligere behandling.