Klage over kikkert galdevejsoperation
Statutory Text (2 Articles)
Klage over kikkert galdevejsoperation
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægernes behandling af patienten.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at der ved en ultralydsscanning i september 1998 var fundet en lille skrumpet galdeblære indeholdende galdesten. Levertallene forud for operationen var normale. Nævnet fandt, at der ikke forelå oplysninger, der tydede på kræft i galdeblæren, men der var fundet sten i den dybe galdegang. Nævnet fandt herefter, at det var velindiceret at foretage operation med fjernelse af galdeblæren. Nævnet lagde videre vægt på, at galdeblæren ved operationen blev fundet fortykket af arvæv, og at der under indgrebet opstod et hul på denne.
Nævnet oplyste, at det er en kendt komplikation, at der kan ske en afglidning af clips, hvilket medfører galdeudsivning i bughulen. Nævnet oplyste videre, at utæthed i galdevejene er en kendt komplikation til galdevejsoperationer. Nævnet fandt, at operationen var udført i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. At der under operationen gik hul på galdeblæren, måtte betegnes som hændeligt.
For så vidt angik klagen over, at patienten først 3 dage efter operationen blev overført til andet sygehus, lagde nævnet vægt på, at hun havde diffuse smerter, men uden tegn på muskelværn. Hun havde let feber. Ultralydscanning og CT-scanning havde ikke vist tegn på væskeansamling i bughusen. Ved en kikkertundersøgelse (ERCP) lykkedes det ikke at fotogrefere de dybe galdeveje. På fortsat mistanke om, at galden sivede ud i bughulen, blev hun overflyttet til andet sygehus.
71-årig kvinde blev efter at have haft galdestensanfald gennem et par år i april 1999 indlagt og opereret gennem kikkert (laparoskopi). Hun blev 3 dage efter operationen overført til større sygehus. 5 dage senere forelå mikroskopisvar, som viste kræft (adenocarcinom) i den fjernede galdeblære. Hun afgik ved døden i oktober 1999.
Der blev klaget over, at lægerne i forbindelse med operationen ikke var tilstrækkeligt omhyggelige, at de undlod at tilkalde en mere erfaren læge til trods for, at der var besvær med at clipse galdevejene, og at lægerne først 3 dage efter operationen overførte patienten til andet sygehus.