Klage over manglende diagnostisering af kræft i mavesækken

Klage over manglende diagnostisering af kræft i mavesækken

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere afdelingslægen for hans behandling af patienten i perioden fra den 10. december 1998 til den 24. september 1999. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at gastroskopien den 17. februar 1999 ikke kunne gennemføres trods indgift af beroligende medicin (10 mg Stesolid), formentlig på grund af kraftige reflekser og spasmer (muskelkramper) i svælget. Herefter valgte afdelingslægen den 2. marts 1999 at sætte patienten i behandling med 2 antibiotika foruden et præparat mod mavesyre. Behandlingen havde forbigående effekt, hvorfor afdelingslægen henviste patienten til røntgenundersøgelse af mavesækken og tolvfingertarmen. Det var nævnets opfattelse, at denne fremgangsmåde var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, når gastroskopi ikke kunne gennemføres.

Nævnet lagde også vægt på, at røntgenundersøgelsen viste normale forhold, og at patienten ikke frembød alarmerende symptomer, idet der var 2 normale hæmoglobinværdier (blod-procent) fra den 10. december 1998 og den 30. juni 1999 samt stabil kropsvægt (4 værdier omkring 68 kg i perioden 10. december 1998 til 12. august 1999). På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at det var rimeligt at opfatte patientens mavesymptomer som godartede (og altså ikke som led i eventuel kræftsygdom i mavesækken).

En 56-årig mand blev første gang set på sygehuset af en afdelingslæge til en forundersøgelse på grund af mavesmerter. Den 17. februar 1999 blev der forgæves forsøgt en gastroskopi. Afdelingslægen valgte herefter at gennemføre den såkaldte eradikationsbehandling, som havde en god, men forbigående effekt.

På grund af fornyede gener i juni 1999 blev der gennemført en røntgenundersøgelse af mavesækken den 2. juli 1999. Denne undersøgelse var vellykket med velfremstillet slimhindemønster uden holdepunkter for patologiske forandringer i maven/tolv-fingertarmen.I august 1999 var der nye smerter i maven med vekslende hård afføring. Da afføringsmidler ingen effekt havde, gennemførte afdelingslægen en kikkertundersøgelse af endetarmen og røntgenundersøgelse af tyktarmen. Disse undersøgelser gav ikke mistanke om ondartet sygdom.

I april 2000 tog patienten til Iran, hvor der blev foretaget en gastroskopi, hvor de udtagne prøver påviste tilstedeværelsen af en stor kræftsvulst (adenocarcinom) udgået fra mavesækken med spredning til lymfeknuderne og tarmsystemet.

Der blev klaget over, at afdelingslægen afviste at foretage en kikkertundersøgelse af patienten, og at afdelingslægen ikke foranstaltede yderligere undersøgelser til afklaring af patienten symptomer.