Klage over tvangsbehandling
Statutory Text (2 Articles)
Klage over tvangsbehandling
Nævnet tiltrådte beslutningen om tvangsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at patienten var sindssyg, og at kravene om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt, idet hun gennem 2 uge var forsøgt motiveret til frivillig behandling, ligesom der var blevet besluttet behandling primært med tablet og sekundært med injektion. Nævnet fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
En 42-årig kvinde blev indlagt på psykiatrisk afdeling, da hun efter et selvmordsforsøg med tabletter henvendte sig i psykiatrisk skadestue. Hun fremtrådte under indlæggelsen ikke umiddelbart depressiv, men optaget af sine gener, herunder smerter fra blæren, i en sådan grad, at hun blev vurderet psykotisk og præget af legemlige vrangforestillinger. Diagnosen blev søgt yderligere bekræftet via psykologisk testning, som hun afslog. Hun blev kort efter indlæggelsen søgt motiveret for antipsykotisk virkende medicin og blev siden den 5. februar 2001 konkret tilbudt Cisordinol dagligt, som hun imidlertid kun indtog enkelte gange. Den 23. februar 2001 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling.
Beslutningen om tvangsbehandling blev indbragt for Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, der godkendte beslutningen. Patienten ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.