Klage over utilstrækkelig undersøgelse på skadestuen
Statutory Text (2 Articles)
Klage over utilstrækkelig undersøgelse på skadestuen
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den behandling, patienten modtog af skadestuelægen, idet nævnet fandt, at det baggrund af de journalførte data var overvejende sandsynligt, at patienten havde et ankelbrud. Nævnet fandt således, at det ikke kunne kritiseres, at skadestuelægen ikke fik mistanke om, at der var en pågående infektion i foden eller underbenet.
Nævnet oplyste, at knoglebetændelse med stafylokokbakterier er en særdeles sjælden tilstand, der ofte først kan diagnosticeres, når patienten pludselig får voldsom hævelse og svært påvirket almentilstand. Sygdomsforløbet er almindeligvis snigende med sparsomme sikre kliniske tegn i starten, og sygdommen er kendt for sin svære påvirkning af almentilstanden med svigt af vitale organer, primært grundet den udbredte og snigende betændelse. Trods en tidlig intensiv behandling er dødeligheden således høj inden for de første døgn.
En 41-årig kvinde henvendte sig på skadestuen, da venstre fod var hævet og øm, efter at hun havde vredet om på den. Da røntgenundersøgelsen viste tegn på brud, blev foden lagt i gips, og der blev aftalt kontrol efter en uge. Patienten fik de følgende dage tiltagende smerter og henvendte sig efter 2 dage på skadestuen, hvor bandagen blev fjernet. Det viste sig, at der var en massiv hævelse omkring ankelleddet med store blærer og blodunderløbning under huden. Hele underbenet var desuden hævet, og der var udtalt ømhed op til midt på låret.
Patienten blev indlagt akut, og da hun den følgende nat blev alment påvirket, blev hun akut opereret med omfattende hud- og bindevævshindespaltninger på hele benet. Da det ikke lykkedes at få tilfredsstillende blodcirkulation i benet, og kredsløbet og nyrefunktionen blev påvirket, fik hun den følgende morgen bortamputeret lårbenet. Akut mikroskopi fra vævsvæske viste angreb af stafylokokker. Efterfølgende blev det endvidere konstateret, at hun var angrebet af streptokokker.
Der blev klaget over, at patienten ikke blev tilstrækkeligt grundigt undersøgt på skadestuen ved hendes første henvendelse, hvorved der blev stillet en fejldiagnose.