Klage over tvangsfiksering, herunder stillingtagen til tvang contra ikke-tvang

Klage over tvangsfiksering, herunder stillingtagen til tvang contra ikke-tvang

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at den første fiksering var en tvangsfiksering og godkendte denne, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred, og idet tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Vedrørende den anden fiksering fandt nævnet, at der ikke var tale om et tvangsindgreb. Nævnet lagde vægt på, at hun blev foreslået bæltefiksering, og at hun uden videre accepterede forslaget og frivilligt gik hen til sengen og lod sig fiksere. Nævnet lagde endvidere vægt på, at grunden til, at der blev anlagt en fodrem var, at hun tidligere havde sparket ud efter personalet, og at denne blev løsnet, så snart hun var faldet til ro. Endelig lagde nævnet vægt på, at fikseringen blev registreret som en frivillig fiksering i tvangsprotokollen.

En 21-årig kvinde blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hun blev under indlæggelsen tiltagende psykotisk og aggressiv, hvorfor man fandt det nødvendigt at fiksere hende. Dette skete i alt 2 gange.

Beslutningerne om at fiksere patienten blev efterfølgende indbragt for Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, der valgte at betragte begge fikseringer som tvangsfikseringer og godkendte begge. Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse blev indbragt for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.