Klage over tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin i depotform

Klage over tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin i depotform

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at iværksætte en tvangsbehandling ikke var opfyldt, da kravet om mindst indgribende foranstaltning ikke var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten indtil en uge forinden havde medvirket ved en frivillig behandling, og at hun, i den forløbne uge op til beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet, ikke var søgt motiveret til fortsat frivillig behandling.

En 76-årig kvinde havde gennem de sidste 25 år været indlagt 15 gange på psykiatrisk afdeling, fortrinsvis under diagnosen sindssygdom med forfølgelsesforestillinger. Senest havde patienten været indlagt i 5 måneder, efter at hun var ophørt med at tage den ordinerede antipsykotiske medicin. Under denne indlæggelse var patienten blevet tvangsbehandlet med injektioner Trilafon depot 54 mg hver 2. uge med god effekt på hendes sindssygdom.

Aktuelt blev patienten tvangsindlagt på farlighedskriterium, fordi hun nogle uger forinden igen var ophørt med at tage den ordinerede antipsykotiske medicin. Ved indlæggelsen fremtrådte patienten psykotisk med vrangforestillinger af forfølgelsesmæssig og kropslig karakter, ligesom hun virkede usamlet, agiteret og tidvist aggressiv. Patienten var afvisende overfor behandling med antipsykotisk medicin, indtil hun 8 dage efter indlæggelsen frivilligt modtog en injektion TrilafonDepot 54 mg. Da injektionen skulle gentages efter en uge, nægtede patienten videre behandling, og der blev derfor samme dag truffet beslutning om tvangsbehandling.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, og klagen blev tillagt opsættende virkning. Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.Patienten ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.