Klage over opstået lammelse af mellemgulvsnerve efter by-pass operation
Statutory Text (2 Articles)
Klage over opstået lammelse af mellemgulvsnerve efter by-pass operation
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere behandlingen. Nævnet lagde vægt på, at der i forbindelse med indgrebet blev benyttet en blodåre, der løber på indersiden af brystkassen til venstre for brystbenet, og at hjertesækken blev syet op med dybe sting. Nævnet oplyste, at blodåren udspringer fra toppen af lungehulen tæt på det sted, hvor også nerven til mellemgulvet udspringer. Ved frigørelse af åren ses, om end sjældent, påvirkning af nerven med lammelse af mellemgulvet til følge. Endvidere kan stingene afsnøre nerven og dermed lamme den.
I betragtning af, at nerven ikke har præcist det samme forløb hos alle mennesker, fandt nævnet, at det er hændeligt, at der af og til vil indtræffe en lammelse af mellemgulvsnerven.
En 69-årig kvinde fik foretaget en by-pass operation. Et røntgenbillede taget på 6. dagen efter indgrebet viste, at venstre mellemgulvskuppel stod meget højt. Man mistænkte derfor påvirkninger af nerven til venstre side af mellemgulvet, hvorfor der blev iværksat intensiveret fysioterapi med overtryksventilation.
Røntgenkontrol nogle dage senere viste fortsat højtstående mellemgulvskuppel. Ved ambulant kontrol i afdelingens ambulatorium viste et røntgenbillede uændrede forhold vedrørende venstre mellemgulvskuppel. Da patienten oplyste, at hun hurtigt blev forpustet og ikke kunne foretage sig ret meget, blev der gennemført funktionsoptagelser, og ved disse optagelser blev det konstateret, at der var tale om en lammelse af nerven til venstre side af mellemgulvet.
Der blev klaget over, at sundhedspersonalet ikke foretog en korrekt og tilstrækkelig behandling af patienten i forbindelse med en lammelse af nerven til mellemgulvet.