Legislator Case Law & Legislation
W20011266825 DK

Klage over lægers behandling samt sen imødekommelse af aktindsigt

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2001 12668 Historic

Klage over lægers behandling samt sen imødekommelse af aktindsigt

I journalen fra den 7. september 1999 havde en afdelingslæge anført, at røntgen af brystkassen fortsat viste luft i lungesæk (pneumothorax) på højre side. Ifølge udtalelse til sagen fra afdelingslægen måtte dette bero på en skrivefejl, idet hun ikke mente luft i lungesækken, men væske i lungesækken. En læge havde i sin udtalelse til sagen oplyst, at han ved undersøgelsen den 8. september 1999 fandt både væske og luft i lungesækken.

Nævnet kunne oplyse, at uanset om det drejer sig om luft eller væske i lungesækken, er behandlingen udtømning ved anlæggelse af pleuradræn. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen og afdelingslægen på baggrund af røntgenbilledet, der blev taget den 7. september 1999, havde journalført, at der var fundet væske i lungesækken.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere bedøvelsen af patienten, idet nævnet lagde vægt på, at det ikke havde været muligt at forudse patientens reaktion på behandlingen, særligt henset til, at patienten kort tid forinden uden problemer havde været fuldt bedøvet.

Nævnet fandt, at patienten og hendes pårørende var bekendt med det, der skulle foregå, såvel ved oplysninger fra lægen under det thoraxkirurgiske tilsyn som ved oplysninger fra tidligere anlæggelser af dræn i patientens lungesæk foretaget i fuld bedøvelse.

Vedrørende anmodningen om aktindsigt fandt nævnet, at lægerne havde imødekommet anmodningen samme dag, som den var fremsat. Udlån af journalen til thoraxkirurgisk afdeling, som havde været involveret i behandlingen af patienten, var relevant. Nævnet fandt videre, at der ikke gik uforholdsmæssigt lang tid fra anmodningen om aktindsigt blev fremsat, og til kopi af journalen blev fremsendt. Nævnet fandt dog anledning til at bemærke, at nævnet ikke har kompetence til at vurdere behandlingen, som er foregået i hospitalets sekretariat i forbindelse med den lange ekspeditionstid.

Endelig adm. afgørelse 2001 12668 Historic

En 14-årig pige med leukæmi siden juli 1997 blev behandlet med kemoterapi på en børneafdeling. Den 12. juni 1999 blev patienten indlagt på grund af genopblussen af leukæmien med væske i højre lungesæk med leukæmiceller. I perioden fra den 12. juni til den 5. september 1999 fik patienten flere gange indlagt dræn i højre lungesæk på grund af tiltagende væske.

Den 7. september 1999 fik patienten akut smerter i højre side af brystet, og samtidig faldt iltindholdet i blodet. En afdelingslæge fandt nedsat luftskift i højre lunge. Røntgen af brystkassen viste fortsat væske i højre lungesæk (hydrothorax) og som følge deraf en delvis sammenklappet højre lunge. Det blev besluttet at anlægge et pleuradræn (slange placeret i lungehulrummet for at fjerne væske, blod, luft etc.) i højre lungesæk. Det blev anført i journalen, at der fortsat var luft i lungesækken (pneumothorax). Umiddelbart efter start af bedøvelsen med henblik på anlæggelse af drænet den 8. september 1999 kl. 3 udviklede patienten hjertestop. Døden indtrådte den 8. september 1999 kl. 17.05.

Den 28. oktober 1999 havde patientens forældre en samtale med en overlæge, der informerede om patientens sygdomsforløb og om obduktionen. Under denne samtale anmodede forældrene om en kopi af journalen, hvilket de dog først fik omkring den 18. december 1999 efter at have rykket flere gange.

Der blev klaget over, at lægerne anlagde et luftdræn natten mellem den 7. og 8. september 1999, idet røntgenbillederne ikke viste tegn på luft ved lungerne. Der blev ligeledes klaget over, at lægerne ikke ved operationen tog hensyn til den store morfindosis, som patienten havde indtaget, og at lægerne ikke informerede patientens moder tilstrækkelig om operationen, og hvilke konsekvenser den kunne få. Der blev desuden klaget over, at overlægen først sendte patientens moder en kopi af patientens journal ca. 1 måned efter, at han havde tilkendegivet, at han ville imødekomme hendes anmodning om aktindsigt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →