Klage over lægeerklæring i pensionssag, kronisk træthedssyndrom
Statutory Text (2 Articles)
Klage over lægeerklæring i pensionssag, kronisk træthedssyndrom
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af speciallægen for hans udfærdigelse af lægeerklæring. Nævnet lagde herved vægt på, at speciallægen ved undersøgelsen fandt, at der var legemlige symptomer fra flere organsystemer, træthed, anfaldsvis lammelse, koncentrationsbesvær og anfaldsvis hukommelsestab. Speciallægen anførte i erklæringen, at patientens sygdomsforløb og aktuelle symptomer ikke lod sig forklare alene med udgangspunkt i diagnoserne kronisk træthedssyndrom og neurasteni. Det var nævnets opfattelse, at de i lægeerklæringen anførte diagnoser lod sig begrunde i de fund, speciallægen havde gjort ved sin undersøgelse af patienten.
En 49-årig kvinde havde i begyndelsen af 1990'erne udviklet massiv træthed, muskel- og ledmerter, muskelsvækkelse og koncentrations- og hukommelsesbesvær efter en infektion. Hun fik herefter stillet diagnosen kronisk træthedssyndrom.
I december 1999 blev hun i forbindelse med en pensionssag undersøgt af en speciallæge i psykiatri med henblik på udfærdigelse af en lægeerklæring. Speciallægen anførte i lægeerklæringen, at der var tale om diagnoserne somatiseringstilstand (en tilstand med nervøst betingede legemlige symptomer), anfaldsvis bevægelsesforstyrrelse, anfaldsvis hukommelsestab, neurasteni (nervøsitet karakteriseret blandt andet ved almindelig legemlig træthed) og kronisk træthedssyndrom.
Der blev klaget over, at diagnoserne i lægeerklæringen ikke var begrundet i undersøgelsesresultaterne.