Klage over mangelfuld operation og undersøgelse efter indgreb på halsen
Statutory Text (2 Articles)
Klage over mangelfuld operation og undersøgelse efter indgreb på halsen
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægens behandling af patienten både af selve operationen og af den manglende kontrol. Nævnet lagde vægt på, at der i forbindelse med operationen ikke blev bemærket noget om nerver, der lå i relation til den fjernede lymfeknude.
Endvidere lagde nævnet vægt på, at der ikke i forbindelse med operationen eller i forbindelse med fjernelsen af stingene blev foretaget en funktionsundersøgelse af skulderen. Nævnet fandt, at en sådan undersøgelse burde foretages så hurtigt som muligt efter operationen og senest ved fjernelsen af stingene.
En 31-årig kvinde henvendte sig til speciallæge i kirurgi, fordi hun havde en knude på siden af halsen. Ved undersøgelse forud for operationen blev der fundet en lille overfladisk beliggende lymfeknude på siden af halsen. Operationen forløb ifølge operationsbeskrivelsen uden problemer. Ved en efterfølgende undersøgelse på neurologisk afdeling blev der fundet betydeligt svind af skulderågsmusklen og betydelig nedsat kraft ved skulderløft.
Der blev klaget over, at lægen i forbindelse med operationen havde overskåret en eller flere nerver til muskler.