Klage over manglende kejsersnit, manglende information og manglende behandling af sprængning af endetarmslukkemusklen
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende kejsersnit, manglende information og manglende behandling af sprængning af endetarmslukkemusklen
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere, at 1. reservelægen ikke ordinerede kejsersnit. Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at der var en langsom, men dog acceptabel fremgang i fødselsforløbet og kl. 23.30 påbegyndtes presseperioden. Det var nævnets opfattelse, at på baggrund af forløbet og de foretagne observationer var lægens skøn om vaginal forløsning i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, og der var efter nævnets opfattelse ikke indikation for at forløse ved kejsersnit.
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere beslutningen om at anlægge blød sugekop. Det var i den forbindelse nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at søge at forkorte forløbet ved anlæggelse af en blød sugekop, da der efter presseperiode på en time ikke var tilfredsstillende fremgang i forløbet, og da det blev skønnet, at fødslen kunne afsluttes vaginalt.
Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere den informationen, som patienten modtog om det vestimulerende drop af jordemoderen. Nævnet lagde vægt på, Syntocinon er et syntetisk fremstillet stof, der kemisk er identisk med oxytocin, som er det hormon, der dannes i hypofysen og fremkalder fødselsveerne. På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at det ikke er forkert at betegne den vestimulerende medicin som "naturlig".
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere 1. reservelægen for hans syning af lukkemuskelsprængningen. Nævnet lagde vægt på, at 1. reservelægen syede rift og ruptur i generel anæstesi efter afdelingens retningslinier.
En 37- årig førstegangsfødende kvinde blev indlagt til fødsel i uge 43. Kl. 11.00 foretog jordemoderen hindepunktur med udtømmelse af en lille skylle klart fostervand og kl. 16.20 blev der sat et drop op med vestimulerende medicin. Herefter skred fødslen fremad i normalt tempo, og syv timer efter start af droppet begyndte presseperioden. Efter 1 times pressen i forskellige stillinger tilkaldte jordemoderen den vagthavende 1. reservelæge, da der ikke var fremgang. Hjertelyden var fin hele tiden. 1. reservelægen anlagde blød cup og efter 3 vesynkrone træk blev barnet født med en arm ned langs hovedet. Der var udrift bagtil medinddragende endetarmslukkemusklen og 1. reservelægen syede derfor efter afdelingens retningslinier rift og ruptur i fuld bedøvelse (generel anæstesi).
I efterforløbet fik patienten vedvarende problemer med at holde på afføring og luft, og hun blev henvist til yderligere undersøgelser. Senere måtte man operere for defekter i både interne og eksterne muskelring af endetarmens lukkemuskel (analsphinkter).
Der blev klaget over, at der ikke blev ordineret kejsersnit, og at man forløste barnet med sugekop, når han havde den ene arm fremme. Der blev endvidere klaget over, at patienten fik forkert information om vestimulation. Endelig blev der klaget over, at 1. reservelægen ikke foretog en korrekt syning af sprængningen, og at man ikke i efterforløbet ordinerede mere afføringsmiddel.