Klage over manglende fjernelse af spiral
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende fjernelse af spiral
Patientklagenævnet fandt grundlag for kritik af, at overlægen ikke sikrede sig, at der ved indgrebet blev foretaget en røntgenundersøgelse til afklaring af spiralens placering. Nævnet lagde vægt på, at der ved ultralydscanning forud for indgrebet blev konstateret en spiral i livmoderhalsen, og at den opererende reservelæge derfor tilkaldte mere erfarne kollegaer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen i sin udtalelse anførte, at han ikke kunne huske, hvilke råd han havde givet til reservelægen, og at reservelægen i sin udtalelse anførte, at der ifølge hans erindring ikke blev bragt andre forslag frem til afklaring af spiralens placering end de allerede foretagne.
En 42-årig kvinde henvendte sig på gynækologisk afdeling, idet hun var blevet gravid på trods af anvendelsen af spiral. Der blev ved ultralydsundersøgelse konstateret en spiral i livmoderhalsen. Ved det efterfølgende indgreb kunne den opererende reservelæge ikke genfinde spiralen, hvorfor en 1. reservelæge blev tilkaldt. Da denne heller ikke kunne finde spiralen tilkaldtes en overlæge. Der blev ikke udført røntgenundersøgelse i forbindelse med indgrebet og patienten blev udskrevet. Ved en senere undersøgelse fandtes spiralen at være beliggende i bækkenet.
Der blev klaget over, at den tilstedeværende spiral ikke blev påvist i forbindelse med indgrebet og at patienten ikke modtog fyldestgørende information om det videre forløb i forbindelse med, at spiralen ikke var fundet.