Indberetning vedrørende læges manglende opfølgning på depression og selvmordstanker
Statutory Text (2 Articles)
Indberetning vedrørende læges manglende opfølgning på depression og selvmordstanker
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægens behandling af patienten i forbindelse med den første konsultation og lagde vægt på, at patienten klagede over træthed, dårlig appetit samt vægttab trods behandling med Fontex, hvorefter lægen ordinerede Zoloft. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen havde truffet en aftale om opfølgning 2-3 uger senere for at vurdere, om behandlingen havde haft effekt.
Patientklagenævnet fandt grundlag for kritik af lægens behandling af patienten i forbindelse med den anden konsultation og lagde vægt på, at patienten siden 1975 havde lidt af en maniodepressiv psykose, som lægen havde behandlet siden 1995. Lægen ordinerede litiumpræparatet uden at aftale opfølgning af denne behandling. Nævnet oplyste, at Litium overvejende anvendes som forebyggende behandling mod tilbagefald af depression eller som supplement til egentlig antidepressiv behandling. Der ordineres således ikke et litiumpræparat som den eneste behandling af en svær depression.
Patientklagenævnet fandt grundlag for kritik af lægens behandling af patienten i forbindelse med den tredje konsultation og lagde vægt på, at lægen konstaterede, at hun var meget forpint psykisk og havde selvmordstanker, hvorfor han henviste hende til ambulant behandling på en psykiatrisk afdeling. Nævnet oplyste, at en patient, der er stærkt deprimeret med selvmordstanker, ikke må henvises til ambulant vurdering på en psykiatrisk afdeling, uden at der er truffet en fast aftale om, hvornår patienten kan modtages.
På denne baggrund fandt nævnet, at lægen burde have foranlediget en akut psykiatrisk vurdering af patienten eller have tilbudt og aftalt efterfølgende konsultationer for nøje at vurdere udviklingen i hendes tilstand, indtil den psykiatriske vurdering var blevet udført.
En 75-årig kvinde led af en maniodepressiv psykose. I forbindelse med en konsultation hos sin praktiserende læge anmodede hun om antidepressiv medicin, hvorfor lægen ordinerede præparatet Zoloft. Denne behandling ophørte patienten dog med på grund af en allergisk reaktion. 3 uger senere konsulterede patienten atter sin læge, som fandt hende depressiv og med selvmordstanker. Hun ønskede litiumbehandling, hvilket lægen ordinerede. Ved en konsultation en uge senere oplyste patienten, at hun ikke kunne tåle Litium og derfor var ophørt med behandlingen. Lægen fandt hende fortsat depressiv, forpint og med selvmordstanker. Han henviste hende derfor til ambulant undersøgelse på en psykiatrisk afdeling.
4 dage senere begik patienten selvmord.
Sundhedsstyrelsen indberettede lægens behandling af patienten.