Klage over manglende mikroskopisk undersøgelse af fjernet modermærke
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende mikroskopisk undersøgelse af fjernet modermærke
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den praktiserende læge for hans undersøgelse og behandling af patienten den 20. juli 1998. Nævnet lagde vægt på, at det af lægens journal af 20. juli 1998 fremgik, at patienten havde kradset sig i et lille godartet udseende modermærke med efterfølgende blødning, og at lægen foretog afskrabning af modermærket uden at sende det fjernede væv til mikroskopisk undersøgelse. Lægen oplyste i sin erklæring, at det fjernede væv var minimalt, og at han ikke havde mistanke om noget ondartet.
Nævnet oplyste, at det er fagligt anerkendt, at det ikke er muligt sikkert at skelne mellem godartede og ondartede modermærker ved hjælp af syn og følesans, hvorfor det er vanlig faglig standard ved fjernelse af modermærker at foretage mikroskopisk undersøgelse på mindste anledning til mistanke om kræftudvikling. Dette gælder i særlig grad, når modermærkerne er nyopståede hos voksne, har ændret sig med hensyn til farve og størrelse, og hvis der har optrådt blødning og/eller sårdannelse. Nævnet fandt på denne baggrund, at det var kritisabelt, at lægen undlod at sende det fjernede væv til mikroskopisk undersøgelse. Nævnet fandt derimod ikke grundlag for kritisere, at lægen ikke fjernede omkringliggende væv, da han ikke havde mistanke om, at modermærket var ondartet.
En 50-årig mand opsøgte den 20. juli 1998 sin praktiserende læge, da han havde opdaget en lille hudforandring på venstre underarm. Lægen fjernede det misfarvede væv. Den 7. januar 1999 henvendte patienten sig på ny til lægen, da der nu var fremkommet et meget mørkt modermærke på stedet. Lægen fjernede moderrmærket og sendte det til mikroskopi, som viste modermærkekræft.
Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling af sin praktiserende læge den 20. juli 1998, idet lægen overså, at der kunne være tale om kræft, og derfor hverken sendte vævsprøve til mikroskopi eller fjernede omkringliggende væv.