Klage over manglende behandling i forbindelse med tarmslyng
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende behandling i forbindelse med tarmslyng
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere den praktiserende læges behandling af patienten i perioden fra den 17. februar til den 5. maj 2000. Nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at lægen den 15. marts 2000 fandt, at irritabel tyktarm var den mest sandsynlige forklaring på patientens symptomer. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen den 28. april 2000, at lægen ved sin undersøgelse fandt ømhed svarende til galdeblærestedet. Der blev taget nye blodprøver, som viste normale forhold.
Nævnet oplyste, at irritabel tyktarm er en overordentlig hyppig lidelse, hvis nøjere årsag er ukendt, men almindeligvis opfatter man generne som delvist værende betinget af uhensigtsmæssig levevis (fiberfattig kost, tobaksrygning, for lidt væske og for lidt motion).
Nævnet fandt, at der ikke var noget i sygehistorien der pegede på, at tidligere indlæggelse end den 5. maj 2000 var påkrævet. Nævnet oplyste at tarmslyng i løbet af få timer kan udvikle sig dramatisk og indebære livstruende komplikationer, samt at tarmslyng har en udpræget tendens til i en periode at være selvhelbredende. Der findes ikke metoder, som på et tidligere tidspunkt havde kunnet belyse dette.
For så vidt angår indlæggelsen på medicinsk afdeling den 18. maj 2000 fandt nævnet ikke anledning til at kritisere overlægen. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen den 18. maj 2000, at overlægen fandt maven lidt spændt, men ved afledning var der normale forhold. Han planlagde en gentagelse af ultralydscanningen, og foranledigede, at der blev taget røntgenoversigtsbillede over bughulen, hvorefter diagnosen blev stillet.
En 32-årig mand havde siden efteråret 1999 haft problemer med maven med symptomer, der mest gav mistanke om mavekatar. Ved konsultationen den 15. marts 2000 hos den praktiserende læge oplyste patienten, at han havde forsøgt kostændring og nedskæring af cigaretforbruget, men der var fortsat megen luft og rumlen i maven samt periodisk tynd afføring. Smerterne opadtil i maven var forsvundet.
Den 25. april 2000 blev patienten henvist af den praktiserende læge til kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Den 2. maj 2000 konsulterede patienten atter sin praktiserende læge, fordi smerterne var tiltagende, og der nu var tilkommet opkastninger og kitfarvet afføring. Den 5. maj 2000 kontaktede patientens samlever den praktiserende læge telefonisk og oplyste, at patienten nu havde konstante kraftige smerter opadtil i maven samt diarré, hvorfor lægen meget hurtigt indlagde ham på medicinsk afdeling. Patienten blev udskrevet den 10. maj 2000.
Den 17. maj 2000 blev patienten af vagtlæge indlagt akut på kirurgisk afdeling, på grund af forværring af mavesmerterne. På kirurgisk afdeling gjorde man ikke fund, der indicerede behov for kirurgisk behandling, hvorfor patienten den 18. maj 2000 blev overført til medicinsk afdeling på samme sygehus. På medicinsk afdeling viste et røntgenbillede af bughulen begyndende tarmslyng i tyndtarmen, hvorfor patienten blev overflyttet til et andet sygehus og opereret.
Der blev klaget over, at den praktiserende læge ikke foretog korrekt undersøgelse og behandling af patienten i perioden fra den 17. februar til den 5. maj 2000. Der blev ligeledes klaget over de undersøgelser og den behandling, som patienten fik den 18. maj 2000 på medicinsk afdeling af overlægen.