Klage over manglende diagnostik af hoftebrud
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende diagnostik af hoftebrud
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den læge, som undersøgte patienten umiddelbart efter faldet. Nævnet lagde vægt på, at lægen ved sin undersøgelse fandt ømhed og smerter i højre skulder og venstre hofteled, hvorfor han ordinerede akut røntgenundersøgelse heraf.
Patientklagenævnet fandt endvidere ikke grundlag for kritik af den læge, som efterfølgende undersøgte patienten. Nævnet lagde vægt på, at lægen foretog en objektiv undersøgelse, som blandt andet indeholdt bøjning af hofteleddene. Herunder viste patienten ingen tegn på smerter.
Videre fandt Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik af de undersøgelser, som en praksisreservelæge efterfølgende foretog. Nævnet lagde vægt på, at praksisreservelægen ikke fandt tegn på knoglebrud, men alligevel ordinerede røntgenundersøgelse af begge hofter for at afklare, om der forelå slidgigt. Idet patienten kunne gå og støtte på benet, fandt nævnet endvidere, at henvisningen til ikke-akut røntgenundersøgelse var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.
Endelig fandt Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik af lægerne på medicinsk afdeling. Nævnet lagde vægt på, at det ved den kliniske undersøgelse ikke kunne vurderes, om der var nedsat kraft i benene, da almentilstanden var meget svækket, men patienten gav imidlertid ikke udtryk for smerte hverken i højre eller venstre hofte. Dagen efter indlæggelsen kunne patienten støtte på benene. Endvidere lagde nævnet vægt på, at medicinsk afdeling ikke var blevet oplyst om, at praksisreservelægen havde iværksat henvisning til røntgenafdelingen vedrørende røntgenoptagelse af bækken og højre hofte senere på måneden. Henvisningen var derfor ikke lægerne på medicinsk afdeling bekendt.
En 78-årig kvinde blev efter et fald undersøgt af en praktiserende læge, som henviste hende til en røntgenundersøgelse af venstre hofteled, der tidligere havde været brækket. Røntgenundersøgelsen viste ingen tegn på brud.
I løbet af de følgende 2 måneder blev patienten tilset flere gange ved sygebesøg samt indlagt på grund af almen utilpashed og mentalt fravær, uden at der opstod mistanke om hoftebrud. I stedet blev patienten skrevet op til en ikke-akut ambulant røntgenundersøgelse af højre hofteled på mistanke om slidgigt eller kræft i knoglerne. Ved denne røntgenundersøgelse blev der i højre lårbenshals påvist et brud, som sandsynligvis ikke var helt friskt.
Der blev klaget over, at det ikke tidligere blev opdaget, at patienten havde pådraget sig et hoftebrud.