Legislator Case Law & Legislation
W20011238325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 87/2001

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2001 12383 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 87/2001

Fort Østerlund & Fort Østerlund Paint Ball har ved advokat Poul Gudberg klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Midtjyllands Avis den 24. august 2001, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af en artikel bragt på forsiden af 1. sektion med overskriften "Kritik af Fort Østerlund" fremgik, at

"SILKEBORG: Anne-Mette Iversen, Hesteinternatetet af 1999 i Bryrup, beskylder Fort Østerlund i Virklund for misrøgt af heste. Hun købte for nylig en pony på stedet.

Ponyen var ifølge formanden for internatet og en tilknyttet dyrlæge i så dårlig stand, at den betegnes som misrøgtet.

Men Fort Østerlunds dyrlæge, Hans Schougaard, afviser at have set tegn på misrøgt på Fort Østerlund og siger, at den pågældende hest var syg og under behandling.

En række tidligere ridelejrgæster bakker henholdsvis den ene og den anden side op.

Dyreinternatet har valgt ikke at indgive politianmeldelse, fordi Anne-Mette Iversen har erfaring for, at det ikke hjælper.

Derfor forsøger hun at få såvel fødevareministeren som justitsministeren til at lave strammere regler".

Af en artikel bragt på forsiden af 2. sektion med overskriften "Fort Østerlund beskyldes for at vanrøgte ponyer" fremgik det af en underrubrik, at

" Anne-Mette Iversen, formand for Hesteinternat af 1999, kritiserer dyrevelfærden på Fort Østerlund."

I artiklen hed det

"Formand for Hesteinternatet af 1999 i Bryrup, Anne-Mette Iversen, kritiserer de forhold, som Fort Østerlund byder de heste, som stedet udlåner til børn på ridelejr.

Anne-Mette Iversen har således købt en pony fra stedet, fordi hun mente, at den var så dårlig i stand, at den burde væk.

Hesten havde været brugt på ridelejre i sommeren, var til salg med oplysningen om, at den "havde været lidt forkølet".

Hesten blev transporteret til det godkendte hesteinternat Engholm ved Køge, hvor dyrlæge Anders Favrholdt konstaterede, at ponyen var "tydeligt underernæret, havde en kraftig øjenbetændelse i begge øjne, særdeles uplejede hove, fyldt med lus, havde orm, en synlig kræftknude ved endetarmen og var i for ringe stand til at blive vaccineret".

Jeg blev tilbudt at prøve hesten, men den var for tynd til at bære sadel, siger Anne-Mette Iversen.

Pengemaskiner

Hesteinternatetet i Bryrup var blevet opfordret til at tage ud at se på forholdene på Fort Østerlund af en tidligere gæst på stedet.

På det tidspunkt var der ifølge Anne-Mette Iversen 10 ponyer tilbage, som ikke var blevet solgt efter sommerens ridelejre. Hun købte den ene.

Hun fik af medindehaver Trine Kristensen at vide, at der om foråret var indkøbt 65 ponyer.

Ponyerne kan så købes af de børn, der har redet på dem på sommerens ridelejr.

- Det er en ren pengemaskine, hvor udgifterne begrænses mest muligt, siger Anne-Mette Iversen.

Kan ikke stoppe

Hesteinternatet har valgt ikke at indgive politianmeldelse.

- Det er vores erfaring, at sagerne bliver henlagt, fordi loven og myndighederne ikke er skrappe nok overfor folk, der misrøgter dyr, siger Anne-Mette Iversen.

Hun arbejder derfor på at bearbejde såvel fødevareminister Ritt Bjerregård og justitsminister Frank Jensen for at få dem til at stramme lovgivningen op.

Forældres ansvar

Men det er ikke kun den juridiske vej, der hjælper.

Det er også vigtigt, at forældre ikke ukritisk ser på, at deres børn kan have det sjovt, mens dyrene har det skidt, siger Anne-Mette Iversen.

Internatet har gjort en undtagelse ved at købe hesten fra Fort Østerlund, men Anne-Mette Iversen fraråder, at folk køber dyr af medlidenhed.

- Hvis man køber en sølle hest på et marked eller af en hestehandler, er der helt sikkert, at hestehandleren går ud og køber tre nye, som han kan sælge - så man er bare med til at holde pengemaksinen i gang, siger hun.

I stedet bør man fotografere dyrene og få navnet på de personer, som misrøgter dyrene, så det kan komme frem i lyset.

Alle større sager sender hesteinternatet videre til myndighederne.

Ros og ris

Anne-Mette Iversen har fået en del breve, efter at hesten var blevet vist i et tv-program.

Een har blandt andet skrevet

"Min datter deltog i uge 27 på ridelejr. Jeg kan kun sige, at ponyerne var i en udmærket foderstand den uge. Men det er korrekt, at hovene på hestene var meget lange, og at smeden for længe siden burde have været der forbi.

Vi forhørte os i øvrigt også om det ikke var forbudt at holde heste i pigtrådsindhegninger."

Artiklen var ledsaget af et billede af en hest, hvortil var knyttet følgende tekst

"Hesteinternatet af 1999 i Bryrup har købt en hest på Fort Østerlund, fordi formand Anne-Mette Iversen syntes, at den var så sølle, at den ikke burde være der. Hun mener, at forholdene på Fort Østerlund ikke er gode nok for hestene, og at forældre burde stille større krav."

I artiklen var endvidere indsat en faktabox med udvalgte bestemmelserne i dyreværnsloven.

Af en anden artikel bragt på forsiden af 2. sektion med overskriften "Fort Østerlund: Vanvittig påstand" fremgik det af en underrubrik, at

"Fort Østerlunds dyrlæge har aldrig set tegn på vanrøgt."

I artiklen hed det

"- Det er urimeligt, at nogen så ubegrundet skal få lov til at rejse en kritik, siger en meget vred og kortfattet Glenn Mogensen, der er medindehaver af Fort Østerlund.

Han påpeger, at Fort Østerlund har drevet ridelejr i 30 år, og at der aldrig har været tale om, at hestene har været vanrøgtede.

Dette støttes af dyrlæge Hans Schougaard, som gennem en lang årrække har været dyrlæge for Østerlund.

- Vi skal indberette, hvis vi ser tegn på vanrøgt, og det har aldrig været tilfældet her, siger Hans Schougaard.

Han har ikke selv tilset den hest, som Anne-Marie Iversen har købt fra Fort Østerlund. Men det har hans kolleger.

- Det er rigtigt, at hesten var syg, og den var i behandling for forkølelse, siger Hans Schougaard.

At hesten derfor var meget tynd, undrer ikke Hans Schougaard.

- En hest kan tabe 50 kilo på otte dage, hvis den er syg, og det kan tage den måneder at tage det på igen, så den kommer hurtigt til at se afpillet ud, siger han.

Hans og kollegernes erfaring med Fort Østerlund, er, at indehaverne bekymrer sig for hestenes velfærd.

- Hvis ikke hestene var i orden, ville der vel også være noget utilfredshed hos de børn, der skulle bruge hestene, siger Hans Schougaard.

Han mener i øvrigt ikke, at en enkelt hest i en flok kan vanrøgtes - der skal være tale om generel dårlig pleje af en hel flok - og han mener, at den pågældende pony var syg.

Glenn Mogensen anerkender, at der skal gøres et arbejde for at sikre dyrs velfærd, og han fortæller, at Fort Østerlund er medlem af Dyrenes Beskyttelse og Dyrenes Værn.

- Men det er forargeligt, at Dyreinternatet af 1999 køber en hest på falske forudsætninger - blot for at udstille den som et eksempel på vanrøgt, siger han.

Han anslår, at Fort Østerlund gennem de 30 år, stedet har holdt ridelejre, har haft omkring 10.000 heste gennem systemet.

Hestene købes ind til ridelejrene om foråret, og kan så købes af de børn og unge, der har været på lejr.

Klagerne har anført, at klagerne stedse har behandlet sine heste på en god og samvittighedsfuld måde. Det er stærkt krænkende for klagerne, at de i det lokale dagblad bliver udstillet, som om de skulle have vanrøgtet hestene.

Klagerne har videre anført, at de i forbindelse med bladets behandling af sagen efter samtale med den journalist, der har skrevet artiklen og inden artiklen blev bragt, anmodede journalisten om at komme tilstede på klagernes adresse for selv at besigtige forholdene evt. sammen med klagernes dyrlæge. Dette ønskede pågældende ikke. Et sådant forarbejde er dybt kritisabelt og i strid med god presseskik.

Klagerne har yderligere anført, at formen i de i bladet bragte artikler den 24. august ikke fremtræder som "læserbrevsagtige" indlæg, men som almindelige og underbyggede artikler. Bladet har udelukkende henholdt sig til de af Anne-Mette Iversen fremkomne oplysninger, uagtet de meget alvorlige beskyldninger. Det forhold, at Anne-Mette Iversen tillige har formået at få "historien" bragt i TV-avisen ændrer ikke på det forhold, at bladet burde have undersøgt oplysningerne selvstændigt.

Bladet har anført, at Anne-Mette Iversens kritik forekom bladet alvorlig og velunderbygget, og på den baggrund tog bladet sagen op og kontaktede såvel Glenn Mogensen fra ridelejren som dyrlæge Hans Schougaard, der er ridelejrens dyrlæge. Begge udtalte sig om sagen, og såvel angreb som svar blev bragt i samme dags udgave af bladet. Alle parter er således blevet hørt og er kommet til orde, såvel i forsideartiklen som i hovedartiklen bragt på Silkeborg-siderne. Bladet har samtidig bemærket, at sagen tidligere har været omtalt i TV-avisen den 10. august 2001. Her blev ridelejren på Fort Østerlund dog ikke nævnt ved navn, men den omtalte hvide pony blev fremvist på tv.

Bladet har videre anført, at det ikke var formålstjenligt at opsøge ridelejren, da et besøg hverken ville kunne be- eller afkræfte den konkrete anklage. Den omtalte hest var for længst blevet solgt, og det må formodes, at eventuelt andre vanrøgtede dyr eller kritisable forhold i øvrigt ville være blevet bortskaffet eller udbedret inden et planlagt besøg af en journalist og en fotograf. Der skal heller ikke lægges skjul på, at Glenn Mogensens ordvalg og sprogbrug over for journalisten ikke yderligere indbød til at aflægge ham et besøg.

Bladet har endelig anført, at sagen ikke drejer sig om læserbreve, men om de to artikler, der blev bragt den 24. august 2001. De til Pressenævnet fremsendte læserbreve fra den 31. august og 6. september 2001 er udelukkende fremsendt som supplerende oplysninger, således at nævnets medlemmer kan se, hvordan sagen løbende har udviklet sig.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Det fremgår endvidere, at angreb og svar, hvor det er rimeligt, bør bringes i sammenhæng og på samme måde.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at artiklen med overskriften "Fort Østerlund beskyldes for at vanrøgte ponyer" indgår i en redaktionel sammenhæng med artiklen bragt nedenfor med overskriften "Fort Østerlund: Vanvittig påstand".

Nævnet finder, at bladet i forsideartiklerne i 1. og 2 sektion på en afbalanceret måde har redegjort for de involverede parters synspunkter, og at klagerne fuldt ud er kommet til orde i forhold til de fremsatte beskyldninger.

Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Afsagt den 31. oktober 2001.

Endelig adm. afgørelse 2001 12383 Valid

Klagerne anførte, at de stedse havde behandlet sine heste på en god og samvittighedsfuld måde, og det var derfor stærkt krænkende for dem, at de i det lokale dagblad blev udstillet, som om de skulle have vanrøgtet hestene.

Nævnet fandt, at bladet i artiklerne på en afbalanceret måde havde redegjort for de involverede parters synspunkter, og at klagerne fuldt ud var kommet til orde i forhold til de fremsatte beskyldninger.

Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →