Nyt fra Ankestyrelsen tendenser i indsendte afgørelser efter aktivloven af ankechef Kirsten Hannibal
Statutory Text (2 Articles)
Nyt fra Ankestyrelsen – tendenser i indsendte afgørelser efter aktivloven – af ankechef Kirsten Hannibal
Ankestyrelsen har i årets løb modtaget en del afgørelser fra de sociale nævn på aktivlovens område.
Fra enkelte nævn har vi ikke modtaget afgørelser.
De afgørelser, der har været meget konkret begrundede, har vi ikke fundet anledning til at kommentere.
Nogle af afgørelserne har vi også modtaget som klagesager med henblik på principiel behandling, og vi har truffet afgørelse i flere sådanne sager. Nogle af disse afgørelser er offentliggjort som SM.
Vores bemærkninger til de øvrige sager må tages med det forbehold, at vi alene har set de indsendte afgørelser, men ikke sagsakterne.
Aktivlovens § 5
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at ansøger alene var berettiget til at bevare kontanthjælpen i 1 måned i forbindelse med et familiebesøg i USA. Ansøger havde ønsket at opholde sig i USA i 3 måneder.
Nævnet henviste til, at afgørelsen beroede på et skøn. Kommunens afgørelse havde ikke været ulovlig eller åbenbart rimelig.
Ankestyrelsen ville formentlig være kommet til det samme resultat, hvis sagen havde været principielt behandlet.
Et nævn har truffet afgørelse om, at ansøger, der modtog supplerende kontant-hjælp, kunne bevare kontanthjælpen under et 4 ugers ophold i udlandet.
Ansøger havde barselsorlov og skulle dermed ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Nævnet henviste til, at hendes ægtefælle modtog fuld løn fra sin arbejdsgiver under udlandsopholdet, og at han dermed udnyttede sine arbejdsmuligheder efter aktivlovens § 13.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Aktivlovens §§ 11, 13, 25, 26 og 30
Der er modtaget 7 afgørelser vedrørende berettigelsen til og udmåling af kontant-hjælp.
2 sager drejede sig om udmåling af supplerende kontanthjælp til ansøgere, hvis ægtefælle drev selvstændig virksomhed.
I den ene sag havde kommunen meddelt afslag på kontanthjælp, da virksomhedsregnskabet til beregning af det månedlige supplement ikke var indsendt til tiden.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og dispenserede for fristen for indsendelse. Afgørelsen var konkret begrundet.
Den anden sag drejede sig om supplerende kontanthjælp til en medhjælpende ægtefælle der var sygemeldt.
Nævnet fandt at ansøger havde været udsat for en social begivenhed fra det tidspunkt, hvor hun ikke længere modtog løn som medhjælpende ægtefælle.
Nævnet hjemviste iøvrigt sagen til kommunen til beregning efter principerne i SM O-106-93 og SM O-17-99.
Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til disse sager.
1 sag drejede sig om kontanthjælp til en kvinde for en måned, hvoraf de 14 dage var mellem ophør af uddannelse på VUC og påbegyndelse af et uddannelsesforløb i militæret samt 14 dage fra påbegyndelse af uddannelse i militæret til 1. lønudbetaling.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag med den begrundelse, at hun ikke havde været udsat for ændringer i sine forhold, der kunne begrunde kontanthjælp. Endvidere havde ansøger selv valgt at ophøre med den igangværende uddannelse og påbegynde en ny.
Vedrørende den 1. periode var begrundelsen, at der først var søgt den 13. i måneden, jfr. aktivlovens § 88.
Ankestyrelsen ville formentligt have antaget sagen til principiel behandling, hvis den var indbragt, da der kan rejses tvivl om, hvorvidt begrundelsen er rigtig.
Spørgmålet er om begrundelsen snarere er, at ansøgeren må betragtes som studerende og derfor ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
1 sag drejede sig om, hvorvidt en 16-årig, der havde boet sammen med sin kæreste i ca. 6 måneder og var blevet delvist forsørget af ham, var berettiget til kontant-hjælp i forbindelse med graviditet.
Ansøger havde opgivet sin uddannelse og det arbejde hun havde i fritiden (med en løn på ca. 1.600 kr.pr. måned). Ansøger modtog børnefamilieydelse med 2.100 kr. pr. kvartal.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag på kontanthjælp med den begrundelse, at ansøger ikke havde været selvforsørgende forud for ansøgningen og ikke havde måtte opgive arbejde eller anden indtægtsgivende beskæftigelse på grund af graviditet.
Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med praksis.
1 sag drejede sig om beregning af kontanthjælp og starttidspunktet for udbetaling i forbindelse med ophør af arbejde.
Der var i sagen tale om forskydning af lønudbetalinger, endvidere var der tale om udbetaling af feriepenge samt udbetalinger for forskudt arbejdstid.
Sagen er senere antaget til principiel behandling og er nu afgjort. Ankestyrelsen tiltrådte nævntes afgørelse.
Sagen er udsendt som SM A-34-01.
Ansøger skulle »leve sin løn op « , herunder den forskudte lønudbetaling, før hun var berettiget til kontanthjælp.
1 sag drejede sig om kontanthjælp til en ansøger, der ikke ville opgive sit deltidsarbejde, hvorved hun mistede dagpengeretten fra a-kassen.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at udbetale kontanthjælp.
Ansøgeren skulle være indstillet på at søge arbejde på fuld tid. Nævnet tog ikke stilling til, om eventuel hjælp kunne kræves tilbagebetalt.
Afgørelsen må anses for at være rigtig, forudsat at deltidsjobbet ikke er til hinder for eventuelle bestræbelser på at gøre ansøgeren selvforsørgende efter aktiveringsreglerne.
1 sag vedrørte bestemmelsen i aktivlovens § 13, stk. 5.
Ansøger underskrev en erklæring om, at hun fravalgte at udnytte sine arbejdsmuligheder og ønskede ydelser efter aktivlovens § 13. stk. 5.
Underskrivelsen var sket efter at kommunen havde bedt hende om at overveje det.
Der var tale om en ansøger, hvor kommunen ikke havde formået at få hende ud af hjemmet. Der var endvidere tale om et ægtepar med 4 børn, som ikke kunne klare sig for den lave ydelse.
Nævnet ophævede kommunens afgørelse med den begrundelse, at parret ikke opfyldte betingelserne for at få hjælp efter § 13, stk. 5, da ansøger tidligere havde modtaget kontanthjælp efter aktivlovens § 11, jfr. § 13, og at det dermed havde været forudsat, at ægtefællen havde stået fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet.
Konsekvensen af nævnets afgørelse var, at ægtefællerne ikke var berettiget til kontanthjælp efter aktivloven, sålænge kvinden nægtede at deltage i aktivering.
Sagen ville være blevet antaget til principiel behandling, hvis den var blevet indbragt som klagesag til belysning af reglen i aktivlovens § 13, stk. 5.
Aktivlovens § 14
Et nævn tiltrådte kommunens afgørelse om, at overskydende skat betragtes som formue. Ansøger var derfor ikke berettiget til kontanthjælp i april måned 2000, og kontanthjælpen for maj måned skulle reduceres.
Kommunen havde set væk fra et beløb på 20.000 kr. af den overskydende skat.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger ved udbetalingen af den overskydende skat havde fuld råderet over det udbetalte beløb, da hans gæld ikke var forfalden.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Aktivlovens § 23
Ansøger havde været i aktivering fra den 10. maj 1999. Hun havde herefter en del sygeperioder. Hun havde i perioden 10. maj 1999 til 3. juli 2000 haft et fremmøde på 13 uger. Hun ønskede at være aktiveringsfri i juli måned 2000.
Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse om, at ansøger ikke kunne få aktiveringsfri, da afgørelsen ikke var ulovlig eller åbenbart urimelig.
Nævnet fandt, at aktiveringen havde været afbrudt på grund af sygdom i et omfang, som gjorde, at der ikke havde været tale om aktivering i en sammenhængende periode på 11 måneder.
Ansøger havde på denne baggrund ikke noget krav på 1 måneds aktiveringsfrihed.
Ankestyrelsen har ikke nogen praksis på området, men afgørelsen forekommer rigtig.
Aktivlovens § 33, stk. 1
Et nævn har truffet afgørelse om, at indtægter fra hvervet som domsmand skal fradrages i kontanthjælpen.
Ankestyrelsen har ikke kommentarer til afgørelsen.
Aktivlovens § 40
Kommunen standsede udbetalingen af beskæftigelsestillæg til ansøger pr. 31. december 1999, efter at han havde været sygemeldt fra den 21. september 1999.
Kommunen henviste til, at ansøger havde været sygemeldt i mere end 3 måneder, og at beskæftigelsestillæg kun kunne udbetales under korterevarende sygdom.
Nævnet hjemviste sagen til ny behandling.
Nævnet lagde vægt på pkt. 129 i Socialministeriets vejledning af 15. marts 1998, hvorefter der også udbetales beskæftigelsestillæg for timer, hvor den aktiverende har haft begrundet fravær f.eks. sygdom.
Beskæftigelsestillægget under sygdom var således ikke begrænset til kortvarige sygdomstilfælde.
Ankestyrelsen har behandlet en lignende sag, og afgørelsen er udsendt som SM A-21-01. Ved denne afgørelse tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse.
Aktivlovens § 46
Der er indsendt 4 sager om berettigelsen til revalideringshjælp.
Der er tale om konkrete skønsmæssige afgørelser.
Alle afgørelser er konkret begrundet og Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende bemærkninger til disse.
Der er indsendt 1 afgørelse om tidspunktet for udbetaling af revalideringsydelse.
I sagen havde kommunen, uanset at der forelå en fastlagt erhvervsplan med et forløb forud for påbegyndelse af en seminarieuddannelse, betragtet en del af planen som forrevalidering.
Kommunen ville først udbetale revalideringsydelse fra tidspunktet, hvor det var godtgjort, at ansøger opfyldte betingelserne for at blive optaget på seminariet.
Nævnet pålagde kommunen at udbetale revalideringsydelse fra erhvervsplanens start.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Aktivlovens § 58
Der er indsendt en enkelt afgørelse vedrørende fradrag for indtægter i revalideringsydelsen.
Det drejede sig om en indtægt for ulemper i forbindelse med praktik udenfor Storkøbenhavn.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse, da der ikke var tale om en ydelse, der kunne karakteriseres som en arbejdsindtægt.
Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med gældende regler, men sagen kunne eventuelt, hvis den var indbragt have været antaget til principiel behandling med henblik på yderligere belysning af begrebet arbejdsindtægter.
Aktivlovens §§ 60-62
Der er indsendt 3 afgørelser vedrørende virksomhedsrevalidering med helt eller delvist løntilskud.
2 sager vedrørte kommunens mulighed for at bringe en erhvervsoptræning med løntilskud til ophør, når fortsat optræning ikke længere tjente noget formål.
I den ene sag fandt nævnet, at kommunens ophævelse af erhvervsoptræningen var ulovlig.
I den anden sag fandt et nævn, at arbejdsoptræningen kunne bringes til ophør ved behørig varsel som foreskrevet i overenskomsten.
I den konkrete sag drejede det sig om funktionærlovens § 2, stk. 2, nr. 2, hvorefter arbejdsaftalen mellem arbejdsgiver og funktionæren kun kunne bringes til ophør fra arbejdsgiverens side med et varsel på 3 måneder til fratræden ved en måneds udgang.
Ankestyrelsen ville have antaget sagerne til principiel behandling, hvis de var blevet indbragt som klagesager.
1 sag drejede sig om, hvorvidt et uddannelsesforløb kunne henføres under mindstelønsordningerne. Det drejede sig om en uddannelse til socialformidler.
Ansøgeren var forsørger, over den sædvanlige uddannelsesalder og havde tidligere haft tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til løntilskud op til fagets mindsteløn begrundet i, at der ikke forelå særlige forhold, at praktikperioden udgjorde under halvdelen af det samlede uddannelsesforløb og at der ikke var indgået aftale om ansættelse eller løntilskud.
Vedrørende aftale om ansættelse, skal Ankestyrelsen bemærke, at efter praksis skal der foreligge en uddannelsesaftale.
En kommunal uddannelse til socialformidler kan næppe iværksættes uden at der foreligger en uddannelsesaftale med kommunen.
Aktivlovens § 63
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på støtte til specialstol og -bord under uddannelse på voksenundervisningscenter som en handicapbetinget udgift efter aktivlovens § 63.
Nævnet henviste til, at voksenundervisningscentrene efter HF-lovens § 9 kan yde special-pædagogisk bistand, herunder specialstol og -bord under uddannelse på centrene.
Sagen har været behandlet principielt. Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse.
Afgørelsen er udsendt som SM A-7-01.
Aktivlovens § 70
Nævnet tiltrådte, at kommunen havde givet afslag på oprettelse af fleksjob i ægtefællens virksomhed.
Ansøger havde tidligere haft et fleksjob, som hun var fratrådt pr. 31. oktober 1999.
Kommunen ville søge at etablere et andet fleksjob.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgers lidelse var af en karakter, som havde medført et stærkt vekslende fremmøde. Det var derefter vanskeligt at fastsætte omfanget af arbejdsindsats og tilskudsbehov.
Endvidere var der lagt vægt på, at arbejdspladsen i ægtefællens virksomhed var placeret i hjemmet, hvorefter det ville være vanskeligt at skelne mellem arbejde og familie.
Nævnet lagde også vægt på, at retten til fleksjob forudsætter, at beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked ikke er mulig, og at den personlige arbejdsindsats reelt svarer til arbejdsgivers andel af lønudgiften sammenholdt med kommunens opfølgningsforpligtelse.
Nævnet fandt ikke, at kommunen havde tilstrækkelig mulighed for at opfylde disse krav, hvis ansøger fik ansættelse i ægtefællens virksomhed.
Ankestyrelsen har ingen praksis på området. Hvis afgørelsen havde været indbragt, ville den være blevet antaget til principiel behandling.
Et nævn fandt, at en kommune ikke kunne give afslag på fleksjob i ansøgers datters virksomhed.
Nævnet henviste til, at der i den foreliggende situation med ansøger som lønmodtager og hendes datter som arbejdsgiver forelå et reelt ansættelsesforhold, idet der ikke var sammenfald mellem arbejdsgiver og lønmodtager.
Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel behandling, hvis den havde været indbragt.
Aktivlovens § 82
Nævnet fandt, at ved vurderingen af om ansøger selv havde mulighed for at afholde udgiften til psykologbehandling, skulle en løbende erhvervsevnetabserstatning, som hun modtog medregnes som indtægt.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at hjælp efter § 82 er trangsbestemt.
Ved trangsbestemte ydelser er der ikke grundlag for at bortse fra indtægt i form af erhvervsevnetabserstatning.
Bestemmelsen i aktivlovens § 33, stk. 2, om at der skal bortses fra erhvervsevnetabserstatning gælder således kun ved udmålingen af kontanthjælp.
Sagen ville være blevet antaget til principiel behandling, hvis den havde været indbragt.
I en anden sag havde kommunen ikke været berettiget til at træffe afgørelse om afslag på hjælp til tandbehandling på grundlag af ansøgers indkomstforhold, som de ville have været, hvis hun havde modtaget kontanthjælp.
Nævnet henviste til, at hjælp efter aktivlovens § 82 ikke er betinget af, at ansøger har været ude for ændringer af sine forhold.
Ansøger havde afslået at deltage i den aktivering, kommunen havde tilbudt. Hun fik derfor ikke længere udbetalt kontanthjælp.
Det er i overensstemmelse med praksis, at der ikke kan lægges fiktive indtægter til grund ved afgørelsen af, om en ansøger er berettiget til hjælp efter aktivlovens § 82.
I en sag havde kommunen ved vurderingen af, om der var grundlag for at yde hjælp til medicinudgifter ikke været berettiget til at fravige reglen om ligedeling af husstandens fællesudgifter.
Ansøger var samlevende, og parrets indtægter lå inden for det almindelige indkomstområde.
Nævnet fandt, at hverken indtægternes eller udgifternes størrelse kunne begrunde en fravigelse af ligedelingsreglen, og hjemviste sagen til ny vurdering.
Ankestyrelsen har ingen kommentarer til afgørelsen.
Ansøger havde søgt om hjælp til fjernelse af skægvækst (epilering) på en privatklinik.
Det var oplyst, at der for tiden ikke var noget behandlingstilbud i det offentlige sygehusregi for transseksuelle, der var i gang med behandling med henblik på kønsskifte.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet henviste til, at epilering ikke kan opfattes som sygebehandling, medmindre der er overhængende fare for, at ansøger udvikler alvorlige psykiske eller fysiske problemer, hvis behandlingen ikke foretages.
Nævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at det i ansøgers tilfælde ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne konstateres, om epilering eller undladelsen af epilering ville forværre eller forbedre ansøgers tilstand i meget væsentlig grad.
Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til behandling.
Der er nu truffet afgørelse, der er udsendt som SM A-29-01.
Ankestyrelsen fandt ligesom nævnet, at der ikke kunne ydes hjælp efter aktivloven til epilering, da udgiften ikke kunne anses for nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet i lovens forstand.
Aktivlovens § 83
Ansøger, der modtog højeste førtidspension og plejetillæg havde samværsudgifter på 5.518,50 kr. pr. besøg.
Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at give afslag på hjælp til udgifter til samvær.
Nævnet lagde til grund, at ansøger ikke havde mulighed for at afholde de fulde udgifter til samvær under henvisning til, at ansøger før afholdelse af udgifter til samvær havde et rådighedsbeløb på 7.326 kr.
Nævnet pålagde herefter kommunen at yde ansøger hjælp til samvær med 1.900 kr. pr. måned. Nævnet lagde vægt på, at ansøgers nuværende aftaler om samvær bestod i et besøg pr. måned.
Sagen har været behandlet i Ankestyrelsen, og afgørelsen er udsendt som SM A-14-01.
Ankestyrelsen ændrede delvist nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen lagde til grund, at der ved beregningen af ansøgers hjælp til samværsudgifter skulle ses bort fra hans invaliditetsbeløb og plejetillæg, da disse beløb var beregnet til at dække hans personlige behov ved invaliditeten.
Ankestyrelsen fandt dog, at ansøgers udgifter til personlige hjælpere kunne afholdes af plejetillægget, da behovet for personlige hjælpere under samvær med barnet skyldtes ansøgers invaliditet.
Der skulle alene ske dækning af ansøgers faktiske afholdte udgifter, hvilket forudsatte, at der forelå en dokumentation for størrelsen af disse.
Aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1
Et nævn fandt ikke, at ansøger skulle tilbagebetale den kontanthjælp, han havde modtaget i januar måned 2000.
Nævnet lagde til grund, at der ikke var tale om uforsvarlig økonomi, fordi ansøger i en kontanthjælpsperiode havde tilbageholdt sin kapitalpension og anvendt provenuet til betaling af privat gæld.
Nævnet lagde vægt på, at kapitalpensionen/nettobeløbet på ca. 40.000 kr. var af en sådan størrelsesorden, at forvaltningen skulle bortse fra den, samt at ansøger udelukkende havde indfriet kapitalpensionen for at indfri gæld til en søster.
Kapitalpensionen havde været stillet som sikkerhed for et lån på 35.000 kr., som ansøger havde fået af sin søster.
Ankestyrelsen har ingen praksis på området, og sagen ville være blevet antaget til principiel behandling, hvis den var blevet indbragt.
Et nævn ophævede kommunens afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp.
Nævnet henviste til, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling ikke i tilstrækkelig grad opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24.
Nævnet lagde vægt på, at der var angivet to forskellige mulige begrundelser (aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, og § 94), hvoraf dog kun den ene var angivet i de fortrykte rubrikker.
Der savnedes endvidere i begrundelsen henvisning til, hvilken lov tilbagebetalingskravet var støttet på.
Det kunne derfor ikke have været ganske klart, med hvilken begrundelse hjælpen blev ydet mod tilbagebetaling.
Kommunen havde således ikke angivet de hovedhensyn, der havde været bestemmende for, at der var truffet afgørelse om, at der forelå uforsvarlig økonomi.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Tendenser i indsendte afgørelser efter integrationsloven
Integrationslovens § 2
Ansøgers opholdstilladelse udløb den 23. september 2000.
Kommunen standsede på denne baggrund udbetalingen af introduktionsydelse til ansøger fra den 1. november 2000, fordi hun ikke havde søgt om forlængelse.
Først i forbindelse med standsningen af introduktionsydelsen blev ansøger opmærksom på, at hun skulle søge om forlængelse.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til, at introduktionsydelse kun udbetales til udlændinge, der opholder sig lovligt i Danmark.
Da ansøger pr. 1. november 2000 ikke opholdt sig lovligt i Danmark, da hendes opholdstilladelse var udløbet den 23. september 2000, havde kommunen været berettiget til at standse introduktionsydelsen.
Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til afgørelsen.
Integrationslovens § 12, jf. § 2, stk. 2, og § 54
Et nævn fandt, at ansøgers hustru og børn, der havde fået opholdstilladelse efter reglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, om familiesammenføring, ikke havde flygtningestatus.
Ægtefællen og børnene var derfor ikke omfattet af reglerne om boligplacering i integrationslovens § 12.
Ansøger måtte derfor henvises til selv at søge efter anden bolig, hvorefter han havde mulighed for selv at søge om økonomisk støtte til boligen.
Kommunen havde således været berettiget til at give ansøger afslag på at anvise ham ny bolig.
Ankestyrelsen har ingen praksis på området, men har ingen kommentarer til afgørelsen.
Integrationslovens §§ 16, 27 og 28
Nævnet ændrede en kommunes afslag på introduktionsydelse.
Kommunen havde givet afslag på ydelsen med henvisning til, at der ikke forelå en social begivenhed.
Ansøger havde, siden hun kom til Danmark, deltaget i danskundervisning og gennemgået kursus i samfundsforståelse.
Nævnet fandt derfor, at ansøger var berettiget til introduktionsydelse, men ved beregningen af ydelsen skulle der tages hensyn til hendes mands indtægter.
Hvis ægtefællernes samlede indtægter oversteg, hvad ansøger kunne modtage i introduktionsydelse/kontanthjælp, ville der ikke kunne udbetales ydelse til ansøger.
Sagen blev hjemvist til kommunen til beregning.
Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til afgørelsen.
Integrationslovens § 18
Nævnet tiltrådte en kommunes afgørelse om afslag på overtagelse af integrationsansvaret, da flytningen ikke fandtes af væsentlig betydning for integrationsforløbet, og da der ikke fandtes at foreligge sådanne særlige personlige forhold, at disse kunne give grundlag for flytningen.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger var indrejst i Danmark med sin bror, men han havde i sin ansøgning om opholdstilladelse ikke givet udtryk for, at han ønskede at bo i nærheden af sin bror.
Nævnet lagde også vægt på, at der heller ikke forelå oplysninger om, at ansøger var optaget på uddannelsesinstitution eller havde fået arbejde i tilflytningskommunen.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Et nævn pålagde en kommune på Sjælland at overtage ansvaret for introduktionsprogrammet for ansøger i forbindelse med, at han havde skaffet sig arbejde i København.
Han kunne ikke passe sit arbejde fra sin tidligere bopæl på Fyn.
Nævnet henviste til, at det af bemærkningerne til integrationsloven fremgår, at såfremt en udlænding opnår beskæftigelse, virksomhedspraktik eller bliver optaget på en uddannelsesinstitution i en anden kommune, hvortil der ikke umiddelbart er transportmuligheder, vil en flytning eksempelvis være at anse som af væsentlig betydning for integrationsforløbet.
Ankestyrelsen har ingen kommentarer til afgørelsen.
Tendenser i indsendte afgørelser efter repatrieringsloven
Repatrieringslovens § 7
Ansøger og hans ægtefælle søgte om repatriering, herunder om hjælp til fragt af erhvervsudstyr, der var nødvendigt til udøvelse af ansøgers og hans hustrus erhverv i hjemlandet og indkøb af erhvervsudstyr samt transport af dette til hjemlandet.
Kommunen gav afslag på fragt af erhvervsudstyr og indkøb af erhvervsudstyr.
Kommunen begrundede afslaget med, at ansøger havde en længere uddannelse inden for militæret, og hans ægtefælle var uddannet læge.
Ingen af ægtefællerne havde drevet selvstændig virksomhed i Danmark, og var dermed ikke i besiddelse af erhvervsudstyr, der skulle fragtes.
Kommunen henviste også til, at ansøgers ægtefælle kunne få ansættelse på hospital, og at ansøger havde mulighed for ansættelse på kontor eller lignende. Ansøger skrev og talte flydende engelsk.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med kommunens begrundelse.
Ankestyrelsen har ikke praksis på området, men afgørelsen forekommer umiddelbart rigtig.
Resumé
De Sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til Den Sociale Ankestyrelse. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte afgørelser.