Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 58/2001
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 58/2001
ME/CFS Foreningen, der er en forening for patienter, der lider af kronisk træthedssyndrom, har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Danmarks Radio den 9. maj 2001, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen vedrører et program i udsendelsesrækken "Journalen" med titlen "En syg historie". Udsendelsen omhandlede udover sygdomme som piskesmæld og fibromyalgi også sygdommen kronisk træthedssyndrom. Udsendelsen behandlede spørgsmålet om, i hvor høj grad disse sygdomme kan anses for psykisk betingede. I udsendelsen blev en række læger, psykologer og psykiatere interviewet om dette spørgsmålet. Herudover var der blandt andet et interview med formanden for Fibromyalgiforeningen samt interviews med to patienter med kronisk træthedssyndrom.
Klageren har anført, at det ved et gennemsyn af udsendelsen står klart, at patienterne mistænkeliggøres for at satse på en førtidspension, for ikke at ønske at blive raske etc., hvilket ikke er sandt. Der er tale om en mistænkeliggørelse af en række allerede hårdt belastede patientgrupper, ligesom der er tale om en grov diskriminering, der udstiller flere patientgrupper og fratager dem deres værdighed og position i nærmiljøet og i offentlighedens øjne.
Klager har endvidere anført, at alsidighedsprincippet ikke blev tilgodeset. Hver gang en patient eller en fortaler for en af patientgrupperne kom til orde, blev det kun benyttet til, at de i næste øjeblik blev modsagt og nedgjort, således at det for seerne helt klart kom til at fremstå som somatiserende patienter. Der var således ikke tale om en debat, men en skindebat og en reel nedgørelse. Alsidigheden var således kun af formel og ikke af reel karakter.
Klager har herudover anført, at flere af deltagerne over for klager har oplyst, at de følte sig misbrugt i det set-up, som udsendelsen præsenterede. Konkret blev patienterne udleveret og mistænkeliggjort uden, at temaet havde behøvet dette. Der var helt klart opstillet to kategorier. Den ene, der var indbildt syge og så den anden, der vidste bedre, og som havde en klar og lægelig acceptabel forståelse og forklaring på det. De syge var modvillige af forskellige årsager og hverken ville eller kunne forstå det. Udsendelsen var således klart et partsindlæg.
Danmarks Radio har oplyst, at "Journalen" er et journalistisk dokumentarprogram, hvis formål blandt andet er at præsentere nye vinkler på allerede kendte problemstillinger. "Journalen" belyser konkret en række sygdomme, som har været fremstillet i offentligheden som havende en fysisk årsag på trods af, at den fysiske årsag aldrig er fundet. Programmet belyser blandt andet ved indlæg fra fagfolk, om årsagen til sygdommene helt eller delvist kan være psykisk betinget. Det er i sig selv et interessant emne, der fortjener at blive belyst.
Danmarks Radio har anført, at man ikke er enig i, at patienternes synspunkter ikke kom frem som andet end påstande, der efterfølgende blev tilbagevist. Vurderinger og meningstilkendegivelser om sygdommenes årsag blev fremsat af flere uafhængige medvirkende. Patienternes synspunkt om, at der er tale om fysisk betingede sygdomme, blev også fremsat og vurderet af andre end patienterne, f.eks. gennem interviews med speciallæge Henrik Isager og læge Helge Kasch.
Danmarks Radio har endelig anført, at det ikke kan tiltrædes, at udsendelsens tema var, at nogle troede, at de var syge, mens virkeligheden var noget helt andet. Programmet opstiller ikke entydigt en anden diagnose, men præsenterer en række synspunkter fra fagfolk og fra berørte mennesker. Der er ikke nogen stigmatisering eller værdiladning herved.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler
I udsendelsen blev der på journalistisk afbalanceret vis præsenteret forskellige synspunkter om blandt andet kronisk træthedssyndrom. Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for den foreliggende klage.
Afsagt den 15. august 2001.
Klageren havde anført, at der i udsendelsen var tale om mistænkeliggørelse af en række allerede hårdt belastede patientgrupper, ligesom der var tale om en grov diskriminering, der udstillede flere patientgrupper og fratog dem deres værdighed og position i nærmiljøet og i offentlighedens øjne. Pressenævnet udtalte, at der i udsendelsen på journalistisk afbalanceret vis blev præsenteret forskellige synspunkter om blandt andet kronisk træthedssyndrom. Pressenævnet fandt, at der ikke var grundlag for den foreliggende klage.