Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/2001

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/2001

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Politiken den 18. marts 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "Kærlighed ved første klik" fremgår, at

"[Måske ku' vi] En mail fra en pige gik forkert i byen og landede hos en ung mand på jagt efter en kæreste. Og så var net-flirten i gang.

At være ensom er patetisk, men at være single er luftigt og storbyagtigt. Man lever det frie liv. Eller gør man?

Med en konstant fornemmelse af, at der mangler noget i tilværelsen, begynder man at lede. Man kigger potentielle partnere dybt i øjnene, når man passerer dem på gaden, for hvad nu hvis det var kærlighed ved første blik, og man bare gik og havde travlt med at tælle stregerne i fortovet. Man er på vagt over for hver en lille sprække af samhørighed med det modsatte køn. Eller det samme køn, for den sags skyld. Vi lever jo i et moderne samfund.

Men kærligheden kommer, når man mindst venter den. Sådan var det også en vinteraften i København for et års tid siden. Jeg surfede på nettet og brugte gerne nattetimerne til det. Så var der i det mindste fred for alle de piger, jeg alligevel ikke kunne få. (Selvynk luner i en kold tid.) Jeg ville tjekke min mail, og minsandten om der ikke, var mail fra en pige.

Katrine hed hun. Mærkeligt, for jeg var ikke meldt til noget dating halløj, og jeg kendte ikke nogen, der hed Katrine. Jeg åbnede mailen, og til min store overraskelse var det en lang sørgmodig klagesang over, at jeg var rejst til Beograd, og at vores forhold var gået itu. Med stor nysgerrighed læste jeg om de problemer, vi havde haft i mit tilsyneladende ulykkelige forhold til denne Katrine.

Første kontakt

Jeg blev rørt af mailen, men måtte jo indse, at cyber-Per havde leveret posten i den forkerte mailbox. Men hun virkede sød og spontan, denne Katrine. Lidt naiv og lidt ung måske, men det var ikke til at vide, for hele mailen var baseret på følelser og ikke på handlinger eller beskrivelser, der kunne afsløre, hvor gammel hun var. Men hun havde i hvert fald slået op med en [K], som ikke var mig, og nu fortrød hun den brutale måde det hele var endt på.

Jeg skrev tilbage til hende, at jeg selvfølgelig blev glad for at få post, men at hun nok havde skrevet til en forkert adresse. Jeg gav hende et par opmuntrende ord med på vejen og håbede, at det ville hjælpe til at læge et sønderrevet pigehjerte. Jeg gav hende ikke nogle informationer om mig selv i mailen, men sendte den af sted. Og tænkte på Katrine hele næste dag. Hvem var hun?

Jeg kunne ikke vente med at tjekke min mail, og sørme om ikke der var bingo. En rar lille mail, hvor hun takkede for de søde ord. Hun responderede på min lille analyse af hendes brud med den mystiske [K], men syntes, at det hele var lidt underligt, fordi hun jo ikke vidste, om hun skrev til en på 13 eller 73 år. Men så blev hendes mail pludselig spændende. Med slet skjult henblik på videre korrespondance beskrev hun sig selv. Hun var 23 år, studerede i Århus, var halvt koreaner og halvt europæer. Lille, men ikke spinkel, og hun fik tit at vide, at hun så godt ud.

Søde ord

Jeg var ved at eksplodere. Mit smil flækkede mit ansigt, og jeg trådte ind i det, der skulle vise sig at blive mit livs mail-flirt. Vi skrev til hinanden tre til seks gange om dagen. Ikke noget kinky stuff, men søde ord og tanker. Vi udnyttede anonymiteten til at blive meget personlige meget hurtigt, og tanken om at skulle mødes hang efter enhver mail - som fint, lyserødt candy floss hænger i håret på børn, der absolut vil spise sukker i modvind.

Jeg er selv 25 år og kunne fornemme, at vi virkelig klikkede, for nu at bruge et relevant udtryk. Hun passede perfekt på min forestilling om en kommende kæreste, både hendes sind og den måde hun beskrev sig selv på. Men jeg vidste stadigvæk ikke, hvordan hun rent faktisk så ud. Jeg savnede at se hendes smil i virkeligheden og røre de bryster, som hun tvetydigt hentydede til i vores godnatmails.

Med feminin snilde havde hun lokket mig til at maile et billede af mig selv, og heldigvis blev hun positivt overrasket. Men jeg måtte stadig "vente med at se varen", til vi skulle mødes, hvis vi altså skulle det. Men nu da vi havde holdt en erotisk sikkerhedsafstand i vores mails for ikke at gøre et virkeligt møde til et anti-klimaks, så skulle fanden da stå i ikke at tage sig sammen til at transportere sig fra København til Århus.

Halvblind date

Selve idéen om en halvblind date var frygtindgydende. Især Katrine havde svært ved det, for hun havde hørt om en veninde, der engang skulle gå blind date. Da fyren så kom ind i baren som aftalt, så han på pigen og ændrede sit ansigtsudtryk radikalt. Lettere nervøst gik han over til pigen og præsenterede sig som datens ven, der sådan set bare var taget herhen for at fortælle, at hendes date Søren var blevet syg og ikke kunne komme. Pigen var selvfølgelig sønderknust over ydmygelsen, og den frygt havde Katrine arvet i en lidt afdæmpet form.

Men vi udvekslede telefonnumre og skrev alligevel et par krampe-mails for at bevare spændingen. Som den store kujon jeg er, lod jeg hende ringe til mig. Da mobilen ringede, tog jeg den som jeg plejer, og så blev der stille. Pause. "Hallo". Stadig pause: "Gud, lyder du sår´n", sagde en pige med en accent, der ville være en Malmros-film værdig. Men det var OK. Hun havde forberedt mig på, at hun talte ret århusiansk.

Da hun var kommet sig over, at min stemme ikke var lige så dyb som mit sind, fik vi aftalt at mødes i turtelduernes Valhalla: biografen. Jeg havde noget arbejde i Århus, og vi skulle mødes kl. 17.30 for at se den nye Woody Allen film "Celebrity" kl. 19.00. Inden da skulle vi lige have en her-sidder-vi-så-drink på en café. Alt i al et klassisk setup.

Mødet

Jeg var for en gangs skyld i god tid og følte mig ikke specielt nervøs (tak for sjussen, Kasper). Vi skulle mødes om fem minutter, og jeg gik ind i biografen for at læse lidt om de nye film.

Da klokken blev 17.30, begyndte nerverne at melde sig, og det blev ikke bedre af, at hun var forsinket. Jeg kiggede jævnligt ud mod gaden for at se, om hun stod der, men hun var der ikke. Åh nej. Brændt. Typisk. Da jeg havde ventet lidt mere, besluttede jeg mig for at gå ud på gaden for at spejde.

Men så langt nåede jeg slet ikke. For inde i en krog stod en lille, mørkhåret, koreansk pige. Hun læste også om de nye film, men kunne åbenbart mærke, at jeg så på hende. Hun så tilbage, og jeg gik over mod hende. Vi smilte begge to nervøst, og jeg spurgte: "Er du Katrine"? "Ja". "Nu skal du høre. [X] er blevet syg, så han har sendt mig herhen for at aflyse jeres date", sagde jeg med hendes halvkomiske fobi i baghovedet.

Nu stod jeg med en halvkoreansk saltstøtte foran mig. Hun fremstammede et "Ok". Jeg havde ikke lige regnet med, at joken ville have en så effektiv virkning, så jeg bekendte hurtigt kulør og fortalte, at jeg var mig. Altså den rigtige (X). Ham fra Cyberspace. Hun kastede sig om halsen på mig og sagde, at hun var glad for at se mig.

Lige efter bogen

Det kunne jeg kun gengælde, for hun var en fræk lille sag. Lige efter bogen. Fuldstændig som hun havde sagt. Ingen make-up eller billige tricks, men en helt igennem naturlig pige. Vi gik på café og snakkede godt sammen, hvorefter vi gik i biffen og så en af de få Woody Allen-film, der ikke virker.

Desværre kom filmen til at afspejle resten af daten, for det viste sig, at vi trods alt ikke havde kemi til at gå videre. Ingen af os nævnte rigtig noget om at mødes igen.

Vi skrev stadig lidt sammen efter da. Det sidste jeg hørte fra hende var, at hun igen var blevet uvenner med den anden (K), der flyttede til Beograd. Hun havde sendt en tak-for-sidst mail til mig, og beskrev både de gode og de dårlige følelser, hun havde i forbindelse med et eventuelt forhold.

Desværre gentog historien sig, for den mail blev fejlagtigt sendt til den forkerte (K) i Beograd. Han syntes retfærdigt nok ikke, at han havde brug for en analyse af ex-kærestens dating-oplevelser.

I dag har Katrine en kæreste, og jeg er stadig single, men skulle der være en sød pige, der har lyst til at fejladressere sit hjerte, så står min postkasse åben.

(X)"

Klageren har indledningsvis anført, at artiklen krænker det grundlæggende synspunkt fremsat i de vejledende regler for god presseskik, nemlig at medierne bør anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse. Endvidere krænker den pågældende artikel pkt. A, litra 3 og pkt. B, litra 1, i de vejledende regler for god presseskik.

Klageren har nærmere anført, at artiklen er i strid med god presseskik, idet den indeholder oplysninger af privat karakter vedrørende forholdet mellem ham og den i artiklen omtalte kvinde, Katrine, ligesom han ikke blev adviseret om artiklen forud for dens offentliggørelse. Klager har i den forbindelse henvist til følgende konkrete passager i artiklen

1) "Jeg åbnede mailen, og til min store overraskelse var det en lang sørgmodig klagesang over, at jeg var rejst til Beograd, og at vores forhold var gået itu. Med stor nysgerrighed læste jeg om de problemer, vi havde haft i mit tilsyneladende ulykkelige forhold til denne Katrine."

2) "Men hun havde i hvert fald slået op med en som ikke var mig, og nu fortrød hun den brutale måde det hele var endt på."

3) "Hun responderede på min lille analyse af hendes brud med den mystiske [K]."

4) "Det sidste jeg hørte fra hende var, at hun igen var blevet uvenner med den anden [K], der flyttede til Beograd."

5) "Desværre gentog historien sig, for den mail blev fejlagtigt sendt til den forkerte [K] i Beograd. Hans syntes nok ikke, at han havde brug for en analyse af ex-kærestens dating-oplevelser."

6) "Hun var 23 år, studerede i Århus, var halvt koreaner og halvt europæer. Lille, men ikke spinkel, og hun fik tit at vide, at hun så godt ud."

Klager har anført, at disse konkrete beskrivelser af et "ulykkeligt" forhold, et "brutalt" brud samt af, at klager og Katrine "igen er blevet uvenner" ganske enkelt er skandaløse, idet en udenforstående tredjeperson offentligt beskriver og vurderer et menneskes private kærlighedsliv. Sidstnævnte citat medvirker til at identificere klager.

Klageren har endvidere anført, at han usløret er blevet inddraget i en lettere ulækker og lummer artikel uden, at han på nogen måde har haft mulighed for at undgå dette. Der er ikke tale om en rettidig sløring, blot fordi kun klagers fornavn er nævnt. Læsere med blot et minimum af kendskab til klager vil uomtvisteligt kunne identificere klager som "[K]".

Klageren har særligt til støtte for dette synspunkt gjort gældende, at det foruden oplysningen om hans fornavn omtales, at hans normale residens er Århus, at han midlertidigt har opholdt sig i Beograd, samt at han tidligere har haft et forhold til kvinden Katrine, hvis personlige karakteristika er mere indgående beskrevet i artiklen. Klageren har i den forbindelse fremhævet, at kun ganske få danskere opholdt sig i Beograd på det tidspunkt, hvor klager opholdt sig dér. Stednavnet Beograd identificerer utvetydigt klager i dennes videste omgangskreds, og bladet burde derfor have erstattet dette stednavn med et arbitrært i beskyttelsen af klagers privatliv. Bladet har da også efter indgivelse af klagen over for klager i et brev erkendt, at klager har ganske ret i, at det er muligt at identificere ham ud fra de faktuelle oplysninger, der findes i artiklen.

Klageren har yderligere anført, at han er blevet identificeret af et antal personer, med hvem han har - ikke personlige - men professionelt sociale relationer, og som ikke i forvejen kendte dette kapitel i klagers liv. Selvom enkelte af disse personer i forvejen var vidende om forholdets ophør, havde de intet indblik i, at forholdet angiveligt skulle have været "ulykkeligt", eller at bruddet skulle have været "brutalt".

Klageren har herudover anført, at der ikke i artiklen som af bladet anført videregives et neutralt indtryk af et brud, og at det af bladet anførte i relation til, hvilke personlige detaljer bladet har afstået fra at videregive, må anses for useriøst.

Klageren har i relation til bladets tilbud om en beklagelse i bladet anført, at det ikke er klagerens primære hensigt med klagen at få en sådan beklagelse af den åbenlyse grund, at han ikke ønsker mere publicitet omkring et forhold, han ikke mener burde have været offentliggjort overhovedet. Formålet med sagen er derimod at sikre bladets opmærksomhed på dets manglende beskyttelse af private menneskers private liv.

Klageren har sammenfattende anført, at det er grænseoverskridende, personligt krænkende og nedværdigende at få sit kærlighedsliv beskrevet i bladet på en måde, som gør mennesker i hans videste omgangskreds i stand til at identificere ham. Bladet kunne med største lethed have sløret de impliceredes identitet og således ikke voldt skade på disses personlige anseelse eller ret til privatliv.

Bladet har anført, at artiklen ikke var en nyhedsartikel, men derimod et essay skrevet af en freelanceskribent. Artiklen har på ingen måde kunne krænke klager. Ingen, der ikke kendte klager, ville kunne identificere ham på oplysningerne om navn og Beograd, og de få, der måtte kunne genkende ham via beskrivelsen af den tidligere kæreste, var i sagens natur i forvejen bekendt med bruddet. Selv om det ikke skulle være tilfældet, så fremkommer der i de få oplysninger om pigens fortælling til artiklens forfatter intet om bruddet, der kan være krænkende for klager. I artiklen videregives et neutralt indtryk af et brud, som opleves mange gange hver dag. Det skal i den forbindelse fremhæves, at der ikke som anført af klager står et "ulykkeligt forhold", men et "tilsyneladende ulykkeligt forhold" - sådan som artikelforfatteren udlægger det. Brugen af ordet "brutal" i forbindelse med bruddet er igen forfatterens udlægning af pigens oplevelse - ikke en konkret konstatering.

Bladet har endvidere gjort gældende, at klager ikke - som hævdet - i artiklen identificeres som en person med hjemsted i Århus.

Bladet har herudover anført, at hele plottet med artiklen har været - med udgangspunkt i den fejlsendte mail - at beskrive mødet med pigen fra Århus, og derfor har forfatteren kun taget de helt nødvendige oplysninger om klager med i artiklen. Forfatteren har således helt afstået fra at videregive de personlige detaljer om klager, som faktisk stod i den famøse fejl-mail.

Bladet har endelig anført, at man over for klageren har erkendt, at det havde været muligt uden større besvær at sløre klagerens identitet og har beklaget, at dette ikke skete. Bladet har samtidig tilbudt at bringe en beklagelse i avisen. Dette tilbud har klager afvist.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at det på baggrund af de i artiklen indeholdte oplysninger ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere ham som den i artiklen omtalte person. Nævnet er i øvrigt enig i, at bladet uden større besvær kunne have foretaget en bedre sløring af klagers identitet, således at det ikke var muligt genkende pågældende. Nævnet finder dog ikke grundlag for at udtale kritik af bladets undladelse heraf.

Pressenævnet finder ikke, at de i artiklen indeholdte oplysninger om klager og dennes forhold til og efterfølgende brud med den i artiklen omtalte kvinde har en sådan privat karakter, at bladet har tilsidesat god presseskik ved offentliggørelsen af artiklen.

Afsagt den 15. august 2001.

Klageren klagede over, at artiklen bragt i bladet var i strid med god presseskik, idet den indeholdte oplysninger af privat karakter vedrørende forholdet mellem ham og den i artiklen omtalte kvinde, ligesom han ikke var blevet adviseret om artiklen forud for dens offentliggørelse. Klager anførte bl.a. i den forbindelse, at det var grænseoverskridende, personligt krænkende og nedværdigende at få sit kærlighedsliv beskrevet i bladet på en måde, som gjorde mennesker i hans videste omgangskreds i stand til at identificere ham. Pressenævnet fandt, at det på baggrund af de i artiklen indeholdte oplysninger ikke kunne udelukkes, at det var muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere ham som den i artiklen omtalte person. Nævnet var i øvrigt enig i, at bladet uden større besvær kunne have foretaget en bedre sløring af klagers identitet, således at det ikke var muligt at genkende pågældende. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at udtale kritik af bladets undladelse heraf. Pressenævnet fandt endvidere ikke, at de i artiklen indeholdte oplysninger om klager og dennes forhold til og efterfølgende brud med den i artiklen omtalte kvinde havde en sådan privat karakter, at bladet havde tilsidesat god presseskik ved offentliggørelsen af artiklen.