Legislator Case Law & Legislation
W20010963325 DK

Kontant tilbagebetaling af efterlønsbidrag

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2001 9633 Valid

Kontant tilbagebetaling af efterlønsbidrag

Ankenævnet har behandlet Deres sag om kontant tilbagebetaling af efterlønsbidrag for perioden 1. juli 1999-29. januar 2001 - på møde den 6. september 2001.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

De kan ikke få Deres efterlønsbidrag for perioden 1. juli 1999-29. januar 2001 betalt kontant tilbage.

Ifølge Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 77 a, stk. 2, og direktoratets bekendtgørelse nr. 873 af 2. december 1999 om betaling af medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse § 13, stk. 1, har et medlem som har indbetalt efterlønsbidrag, ret til det indbetalte bidrag hvis medlemmet fra det fyldte 60. år indtil det fyldte 65. år anmoder herom og skriftligt fravælger muligheden for at modtage efterløn.

Da De ikke er fyldt 60 år, opfylder De ikke denne betingelse.

Ifølge Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 77 a, stk. 1, og direktoratets bekendtgørelse nr. 873 af 2. december 1999 om betaling af medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse § 13, stk. 2, har et medlem der har indbetalt efterlønsbidrag, ret til at få bidraget tilbagebetalt hvis medlemmet inden det fyldte 65. år får tilkendt førtidspension.

Da De ikke har fået tilkendt førtidspension, opfylder De ikke denne betingelse.

Ifølge lov nr. 446 af 7. juni 2001 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ændret formulering af § 77 a, stk. 2, og direktoratets bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en arbejdsløshedskasse § 17, stk. 1, nr. 1, har et medlem der har indbetalt efterlønsbidrag, ret til det indbetalte bidrag hvis bidraget ikke overstiger 7 dagpengesatser for fuldtidsforsikrede.

Da bidraget til efterlønsordningen i 1999, 2000 og 2001 på årsbasis udgør henholdsvis 4, 6 og 7 gange dagpengenes størrelse - og da De har betalt efterlønsbidrag i perioden 1. juli 1999-29. januar 2001 - opfylder De heller ikke denne betingelse.

Begrundelsen er endelig at ankenævnet tillægger det vægt at arbejdsløshedskassen har oplyst at De har fået tilsendt arbejdsløshedskassens fagblad for marts 1999 og arbejdsløshedskassens brev af 31. maj 1999 om betaling af efterlønsbidrag og den nye efterlønsordning - og at dette materiale ikke er kommet retur til arbejdsløshedskassen.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 15. maj 2001, jf

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 77, stk. 4, og § 77 a, stk. 1 og stk. 2, og

direktoratets bekendtgørelse nr. 873 af 2. december 1999 om betaling af medlemsbidrag til en a-kasse § 13, stk. 1 og stk. 2, og

lov nr. 446 af 7. juni 2001 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om børnepasningsorlov og lov om befordringsrabat til efterlønsmodtagere m.fl. (Ændringer som følge af førtidspensionsreformen, selvstændig bibeskæftigelse i efterlønsperioden, børnepasningsorlov til modtagere af ledighedsydelse m.v.) ændret formulering af § 77 a, stk. 2, og

direktoratets bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse § 17, stk. 1, nr. 1.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

XXX

XXX

1. Sagsforløb

Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde

"Det fremgår af sagen, at du den 29. januar 2001 e-mailede til a-kassen, at du skriftligt frameldte dig efterlønsordningen. Du oplyste, at du stadig var uforstående og skuffet over de meldinger, som du fik for 2 år siden.

Den 2. februar 2001 vejledte a-kassen dig om fravalg af henholdsvis betaling af efterlønsbidrag og efterlønsordningen og om konsekvenserne af fravalget. Brevet var vedlagt en blanket AR 252, som du skulle udfylde.

Den 21. februar 2001 modtog a-kassen et brev fra dig, hvori du oplyste, at du ønskede at framelde dig og få dine penge udbetalt. Du oplyste endvidere, at du, da du blev 30 år, spurgte a-kassen, hvordan du skulle forholde dig og fik at vide, at du intet skulle gøre, før du blev 35 år.

Den 1. marts 2001 traf a-kassen afgørelse om, at de allerede indbetalte efterlønsbidrag for perioden 1. juli 1999 til 29. januar 2001 skulle overføres til en pensionsopsparing. A-kassen oplyste, at man den 31. maj 1999 sendte dig et brev om "Hvornår skal du betale efterlønsbidrag". Du fik tilsendt en kopi af brevet.

Den 4. april 2001 modtog a-kassen din klage over afgørelsen. Du har bl.a. anført, at du ikke på noget tidspunkt har modtaget information om betaling af efterlønsbidrag, og at du, da du kontaktede a-kassen, ikke fik rigtig information.

Med brev af 26. april 2001 sendte a-kassen din klage til direktoratet, idet man fastholdt afgørelsen. A-kassen oplyste, at man efter reglerne var forpligtet til at opkræve efterlønsbidrag af alle medlemmer over 30 år, der ikke skriftligt havde fravalgt at betale, og at man den 31. maj 1999 havde sendt dig et brev, hvori der var henvist til den nye efterlønsordning, herunder automatisk opkrævning af efterlønsbidrag og skriftligt fravalg af efterlønsbidrag. Brevet var også vedlagt en fravalgsblanket.

Den 4. maj 2001 oplyste a-kassen telefonisk til os, at man ikke havde kopi af breve, telefonnotater eller lignende, der viste, at du selv havde rettet henvendelse til a-kassen for at få vejledning. Udover brevet af 31. maj 1999 havde a-kassen sendt dig medlemsbladet fra marts 1999, hvori den nye efterlønsordning og betaling af efterlønsbidrag var beskrevet. Du havde været registreret under den samme adresse i a-kassen siden 20. juli 1998. Hverken medlemsblad fra marts 1999 eller brev af 31. maj 1999 var kommet retur til a-kassen, så man formodede, at det var kommet frem til dig.

I brev af 4. maj 2001 blev du bedt om at oplyse, hvordan og hvornår du kontaktede a-kassen, og om muligt, hvem du talte med. Du blev endvidere gjort opmærksom på de oplysninger, som vi telefonisk havde indhentet hos a-kassen.

Den 10. maj 2001 sendte vi dig en kopi af brev af 31. maj 1999.

Du har den 14. maj 2001 telefonisk oplyst til os, at du ikke havde modtaget a-kassens brev af 31. maj 1999. Du kunne ikke huske, hvem du havde talt med i a-kassen, eller præcis hvornår du havde talt med a-kassen. Du mente dog, at det måtte være på det tidspunkt, hvor din kone skriftligt havde meldt sig fra i sin a-kasse - formentligt i foråret 1999."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 15. maj 2001følgende afgørelse

"Som tidligere meddelt har Arbejdsdirektoratet den 27. april 2001 fra Arbejdsløshedskassen modtaget din klage over en afgørelse, som er truffet af a-kassen den 1. marts 2001.

Ifølge a-kassens afgørelse skal dine allerede indbetalte efterlønsbidrag overføres til en pensionsordning.

Afgørelse

Du kan ikke få betalt dine efterlønsbidrag kontant tilbage.

Begrundelse

A-kassen skal opkræve efterlønsbidrag af de medlemmer, som ikke skriftligt har fravalgt at betale efterlønsbidrag. Det fremgår af § 77, stk. 4, 2. punktum, i lov om arbejdsløshedsforsikring.

Et medlem, som er fyldt 60 år og har givet a-kassen skriftligt besked om, at efterlønsordningen vælges fra, kan få sine indbetalte efterlønsbidrag betalt tilbage. Det samme gælder for et medlem, som får tilkendt førtidspension. Det fremgår af § 13, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 873 af 2. december 1999 om betaling af medlemsbidrag til en a-kasse.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke er fyldt 60 år, og at du ikke har fået tilkendt førtidspension.

Du har anført, at du ikke er blevet vejledt om betaling af efterlønsbidrag, og at du ikke har modtaget a-kassens brev af 31. maj 1999. Ved henvendelse til a-kassen fik du at vide, at du ikke skulle foretage dig noget, før du blev 35 år.

Vi finder ikke, at dette kan føre til et andet resultat.

Vi har herved lagt vægt på a-kassens oplysning om, at du har fået tilsendt akassens fagblad fra marts 1999, hvor den ny efterlønsordning og betaling af efterlønsbidrag er beskrevet, og at du har fået tilsendt a-kassens brev af 31. maj 1999 om betaling af efterlønsbidrag, samt at ingen af brevene er kommet retur til a-kassen.

Øvrige bemærkninger

Man kan altid få sine indbetalte efterlønsbidrag tilbage. Opfylder man ikke betingelserne for at få dem udbetalt kontant, kan man få dem overført til en pensionsordning.

Hvis du ønsker dette, skal du udfylde rubrikkerne i den blanket AR 252, som du har faet fra a-kassen. A-kassen kan vejlede dig yderligere om det, herunder hvorledes du skal forholde dig, hvis du ikke på nuværende tidspunkt har en pensionsordning. A-kassen kan også fortælle dig om størrelsen af beløbet, og hvorledes det opgøres."

3. Klagen til ankenævnet

Ved indankningen den 11. juni 2001 anførte De

"Jeg har modtaget afgørelse fra AD, og jeg forstår ikke helt denne afgørelse, det virker som om at det er noget som jeg skulle finde på for at få udbetalt pengene, det er det ikke og jeg vil gerne have behandlet, for at få den rette afgørelse."

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 15. juni 2001

"Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at

ændre afgørelsen.

Direktoratet skal bemærke, at der med virkning fra den 1. juli 2001 er indført en bagatelgrænse for kontant tilbagebetaling af efterlønsbidrag på 7 gange højeste dagpengesats for fuldtidsforsikrede (4.116 kr. opgjort i 2001 niveau), jf. § 1, punkt 28 i lov nr. 446 af 7. juni 2001 samt § 17, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.

Det fremgår af sagen, at ovennævnte har indbetalt efterlønsbidrag som fuld-

tidsforsikret i perioden fra 1. juli 1999 til 29. januar 2001. På den baggrund

finder direktoratet ikke, at ovennævnte kan gøre brug af bagatelgrænsen og

få sit allerede indbetalte efterlønsbidrag udbetalt kontant, når bagatelgrænse-

reglen træder i kraft den 1. juli 2001."

5. Nyt efter klagen

Intet

Endelig adm. afgørelse 2001 9633 Valid

Sagen handler om kontant tilbagebetaling af efterlønsbidrag for perioden 1. juli 1999-29. januar 2001

Medlemmet meddelte den 29. januar 2001 arbejdsløshedskassen at han frameldte sig efterlønsordningen.

Medlemmet meddelte den 21. februar 2001 arbejdsløshedskassen at han ønskede at få efterlønsbidraget udbetalt. I 1998, havde han spurgt arbejdsløshedskassen om hvordan han skulle forholde sig, og fik da at vide at han intet skulle gøre før han blev 35 år i 2003.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at efterlønsbidragene for perioden 1. juli 1999-29. januar 2001 skulle overføres til en pensionsopsparing. Arbejdsløshedskassen havde den 31. maj 1999 til medlemmet sendt et brev med vejledning om efterlønsbidraget, vedlagt en fravalgsblanket.

Medlemmet meddelte arbejdsløshedskassen at han ikke på noget tidspunkt havde modtaget information om betaling af efterlønsbidrag. Da han havde kontaktet arbejdsløshedskassen, havde han ikke fået rigtig information.

Arbejdsløshedskassen meddelte direktoratet at arbejdsløshedskassen ikke havde notater om at medlemmet selv havde rettet henvendelse til arbejdsløshedskassen for at få vejledning. Arbejdsløshedskassen havde også sendt medlemmet medlemsbladet for marts 1999 hvor efterlønsordningen og betaling af efterlønsbidrag var omtalt. Medlemmet var registreret under den samme adresse i arbejdsløshedskassen siden den 20. juli 1998. Arbejdsløshedskassen havde ikke fået det fremsendte materiele retur.

Direktoratet traf afgørelse om at medlemmet ikke kunne få sine efterlønsbidrag betalt kontant tilbage idet han ikke opfyldte betingelserne herfor.

Begrundelsen var nærmere at medlemmet ikke var fyldt 60 år. Han havde heller ikke fået tilkendt førtidspension. Hverken arbejdsløshedskassens fagblad for marts 1999 eller arbejdsløshedskassens brev af 31. maj 1999 var kommet retur til arbejdsløshedskassen.

Ved sagens oversendelse til ankenævnet den 15. juni 2001 udtalte direktoratet at med virkning fra den 1. juli 2001 var den regel trådt i kraft at såfremt efterlønsbidraget ikke udgjorde mere end 7 gange højeste dagpengesats for fuldtidsforsikrede, kunne det kontant tilbagebetales. Medlemmet kunne ikke gøre brug af denne regel da han havde betalt efterlønsbidrag som fuldtidsforsikret i perioden 1. juli 1999-29. januar 2001.

Ankenævnet mødebehandlede sagen den 6. september 2001 og tiltrådte direktoratets afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →