Legislator Case Law & Legislation
W20010963225 DK

Hvorvidt medlemmets fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i efterlønnen.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2001 9632 Valid

Hvorvidt medlemmets fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i efterlønnen.

Ankenævnet har behandlet Deres sag om hvorvidt Deres fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i efterlønnen - på møde den 23. august 2001.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

Der skal ske fradrag i Deres efterløn for Deres fratrædelsesgodtgørelse således at De tidligst kan få efterløn når den periode beløbet dækker, er udløbet.

Begrundelsen er at De skal have fradrag for fratrædelsesgodtgørelsen som er givet fordi De sagde Deres stilling op med ca. 6 måneders varsel som er et kortere varsel end den periode på 3 år hvor Deres arbejdsgiver ville have haft pligt til at betale rådighedsløn efter tjenestemandslovens regler.

De kan således først få udbetalt efterløn efter udløbet af den periode som fratrædelsesgodtgørelsen lønmæssigt dækkede.

Deres opsigelse var betinget af at De ville få tildelt en fratrædelsesgodtgørelse.

Udbetalingen af godtgørelsen skete i henhold til den fratrædelsesordning som Deres arbejdsgiver tilbød ældre ansatte som selv sagde Deres stilling op.

Ankenævnet skal i øvrigt bemærke at nævnet er enig med direktoratet i at en tjenestemands accept af fratrædelsesgodtgørelse i et antal måneder reelt tilsidesætter arbejdsgiverens pligt til at betale rådighedsløn til den tjenestemand der skal afskediges som følge af ændringer i forvaltningen.

Nævnet er også enig med direktoratet i at det er vanskeligt for hver enkelt opsigelse at besvare det hypotetiske spørgsmål om arbejdsgiveren er forpligtet til at udbetale rådighedsløn i op til 3 år - når der i forvaltningen sker personalereduktion og omstrukturering.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 23. marts 2001, jf.

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 74 b, stk. 1,

direktoratets bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn § 31, stk. 1, litra 1,

direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse § 6.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

XXX

XXX

1. Sagsforløb

Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde

"Det fremgår af sagen, at De i henhold til lokalaftale af 15. marts 2000 om frivillig fratrædelsesordninger indgået mellem XXX og en række personaleorganisationer, søgte Deres afsked på betingelse af, at De blev omfattet af lokalaftalen. Det fremgår videre af sagen, at Deres ansøgning blev imødekommet den 7. juli 2000 af XXX, og at De fratrådte den 31. december 2000. Endelig fremgår det af sagen, således om den er refereret af a-kassen i afgørelse af 5. december 2000, at De i forbindelse med Deres bevilgede afsked ønskede et fratrædelsesbeløb svarende til 6 måneders løn, at Deres stilling blev nedlagt, og at De ikke blev tilbudt rådighedsløn, men at De efter Deres egen opfattelse ville have fået ansættelse et andet sted i landet, hvilket ville have medført store personlige omkostninger for Dem og Deres familie.

De sendte materiale om den frivillige fratrædelsesordning til a-kassens regionskontor i XXX, som i brev af 18. oktober 2000 meddelte Dem, at der skulle ske fradrag i efterlønnen for fratrædelsesgodtgørelsen.

På Deres ansøgning om efterløn, udfyldt og dateret af Dem den 23. oktober 2000, oplyste De, at De søgte om overgang til efterløn pr. 31. december 2000, og at De modtog en fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med Deres fratræden.

I brev af 30. oktober 2000 klagede De over a-kassens afgørelse. De anførte bl.a., at beløbet var ment som en tak, og at beløbet var en godtgørelse for fratræden, for at yngre mennesker ikke skulle fyres.

Den 14. november 2000 traf regionskontoret afgørelse om, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle medføre fradrag, og at De derfor tidligst vil været berettiget til at få efterløn, når godtgørelsen kan anses for opbrugt.

Den 16. november 2000 meddelte De telefonisk a-kassen, at De fastholdt Deres klage.

Den 5. december 2000 fastholdt a-kassens hovedkontor regionskontorets afgørelse.

Den 28. december 2000 klagede De over a-kassens afgørelse.

Den 15. januar 2001 fastholdt a-kassen sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet. A-kassen bemærkede, at De efterfølgende har oplyst til a-kassen, at Deres stilling er blevet nedlagt, at De ikke er blevet tilbudt rådighedsløn, og at De efter Deres opfattelse ville have fået ansættelse andet sted i landet, hvilket ville have medført store personlige omkostninger for Dem og Deres familie. A-kassen anførte videre, at De ikke har kunnet vælge mellem rådighedsløn eller en fratrædelsesgodtgørelse, men at fratrædelsesgodtgørelsen var et ensidigt tilbud, som XXX har givet Dem.

I forbindelse med direktoratets behandling af sagen oplyste a-kassen telefonisk, at a-kassen ikke har kopi af den aftale, De har indgået om Deres fratræden, men at a-kassen alene har kopi af standardblanketter, som ikke er udfyldt. A-kassen rettede derfor telefonisk henvendelse til Dem, som oplyste, at De havde sagt op i juni 2000, og at De ikke var blevet tillagt pensionsår. De havde heller ikke længere Deres opsigelse."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 4. april 2001 følgende afgørelse

"Direktoratet har som tidligere meddelt modtaget Deres klage den 16. januar 2001 over en afgørelse truffet af XXX Arbejdsløshedskasse den 5. december 2000. Ifølge afgørelsen skal Deres fratrædelsesgodtgørelse på 6 måneders løn medføre fradrag i Deres efterløn, således at De først vil være berettiget til at få udbetalt efterløn, når den periode, fratrædelsesgodtgørelsen svarer til, er opbrugt.

Afgørelse

Der skal ske fradrag i Deres efterløn for Deres fratrædelsesgodtgørelse.

De kan af den grund tidligst få efterløn, når den periode, beløbet dækker, er udløbet.

Begrundelse

Afgørelsen er truffet i henhold til § 74 h, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000, til § 31, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn og til § 6, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 4, i bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse (se regelafsnittet).

Grunden til, at fratrædelsesgodtgørelsen medfører fradrag i efterlønnen er, at De selv har sagt Deres stilling op med ca. 6 måneders varsel, som er en kortere periode end den periode på 3 år, hvor Deres arbejdsgiver ville have haft pligt til at betale rådighedsløn efter tjenestemandslovens regler.

De kan således tidligst få udbetalt efterløn efter udløbet af den periode på 6 måneder, som den udbetalte fratrædelsesgodtgørelse lønmæssigt svarer til, regnet fra fratrædelsen, jf. § 31, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn, og § 6, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 4, i bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, prak-tikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at De har været ansat som tjenestemand, at De har opsagt Deres arbejde med ca. 6 måneders varsel til fratræden ved udgangen af december måned 2000, betinget af, at De ville blive tildelt en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 6 måneders løn, at dette blev bevilget, at udbetalingen af godtgørelsen skete i henhold til en frivillig fratrædelsesordning, som XXX tilbyder i forbindelse med personaleindskrænkninger i XXX, at Deres arbejdsgiver ville have haft pligt til betale rådighedsløn i 3 år efter tjenestemandslovens regler, medmindre en anden passende stilling kunne anvises, hvis De ikke selv havde opsagt Deres stilling, men var blevet afskediget, og at Deres stilling ved forsvaret er blevet nedlagt.

Det er direktoratets opfattelse, at når en tjenestemand vælger at fratræde ved selv at sige sin stilling op med f.eks. 6 måneders varsel i forbindelse med en aftale om en fratrædelsesgodtgørelse fra arbejdsgiverens side på f.eks. 6 måneders løn, og tjenestemanden dermed fraskriver sig retten til rådighedsløn, så træder fratrædelsesgodtgørelsen i stedet for rådighedsløn.

Det medfører, at fratrædelsesgodtgørelsen medfører fradrag i efterlønnen i den periode den lønmæssigt svarer til, regnet fra fratrædelsestidspunktet.

Dette skyldes, at en tjenestemands accept af fratrædelsesgodtgørelse i et antal måneder, reelt tilsidesætter arbejdsgiverens pligt til at betale rådighedsløn til den tjenestemand, der skal afskediges som følge af ændringer i forvaltningen.

Det er videre direktoratets opfattelse, at anvendelsen af generelle aftaler eller tilbud om særlige fratrædelsesordninger i forbindelse med personaleindskrænkninger, hvor det forudsættes, at den ansatte selv siger sin stilling op, må medføre, at eventuelle godtgørelser m.v., som udgangspunkt har indflydelse på medlemmets ret til efterløn. Det hypotetiske spørgsmål om arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale rådighedsløn i op til 3 år fra en tjenestemands fratrædelse, hvis medlemmet var blevet afskediget, eller om ændringeme havde ført til forflyttelse til en anden landsdel, lader sig vanskeligt afklare for hver enkelt opsigelse, da personalereduktionen i højere grad må antages at medføre en mere generel omstrukturering i organisationen.

Øvrige bemærkninger

Direktoratet har i dag bedt Deres a-kasse om at meddele Dem den dato, De tidligst vil have ret til at få udbetalt efterløn fra."

3. Klagen til ankenævnet

Ved indankningen den 18. april 2001 anførte De

"Efter samtale med XXX tillader jeg mig herved at anke min sag vedr. afståelsessum da jeg stadig ikke mener at skulle opbruge denne sum før jeg kan få udbetalt min efterløn."

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 15. maj 2001 at der ikke var kommet nye oplysninger der gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

5. Nyt efter klagen

Intet

Endelig adm. afgørelse 2001 9632 Valid

Sagen handler om hvorvidt medlemmets fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i efterlønnen.

Medlemmet ansøgte i juni 2000 om fratræden som tjenestemand pr. 31. december 2000. Fratrædelsen var betinget at et fratrædelsesbeløb på 6 måneders løn. Hans stilling skulle nedlægges som følge af forsvarsforliget.

Medlemmet søgte den 23. oktober 2000 om overgang til efterløn pr. 31. december 2000.

Direktoratet traf den 4. april 2001 afgørelse om, at der skulle ske fradrag i medlemmets efterløn for hans fratrædelsesgodtgørelse således, at han tidligst kunne få efterløn når den periode beløbet dækkede, var udløbet.

Begrundelsen var at medlemmet selv havde sagt sin stilling op med ca. 6 måneders varsel som var en kortere periode end den periode på 3 år hvor arbejdsgiveren ville have haft pligt til at betale rådighedsløn efter tjenestemandslovens regler.

Direktoratet havde lagt til grund, at medlemmet havde været ansat som tjenestemand. Han havde opsagt sit arbejde med ca. 6 måneders varsel til fratræden ved udgangen af december 2000 betinget af, at han ville blive tildelt en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 6 måneders løn. Udbetalingen af godtgørelsen skete i henhold til en frivillig fratrædelsesordning som Forsvarskommandoen tilbød i forbindelse med personaleindskrænkninger i Forsvaret. Arbejdsgiveren ville have haft pligt til at betale rådighedsløn i 3 år efter tjenestemandslovens regler, medmindre en anden passende stilling kunne anvises, hvis medlemmet ikke selv havde opsagt sin stilling, men var blevet afskediget. Endvidere var hans stilling blevet nedlagt.

Direktoratet fandt, at når en tjenestemand valgte at fratræde ved selv at sige sin stilling op med f.eks. 6 måneders varsel i forbindelse med en aftale om en fratrædelsesgodtgørelse fra arbejdsgiverens side på f.eks. 6 måneders løn, og tjenestemanden dermed fraskrev sig retten til rådighedsløn, så trådte fratrædelsesgodtgørelsen i stedet for rådighedsløn. Dette skyldtes, at en tjenestemands accept af fratrædelsesgodtgørelse i et antal måneder reelt tilsidesatte arbejdsgiverens pligt til at betale rådighedsløn til den tjenestemand der skulle afskediges som følge af ændringer i forvaltningen.

Direktoratet fandt, at anvendelsen af generelle aftaler eller tilbud om særlige fratrædelsesordninger i forbindelse med personaleindskrænkninger, hvor det forudsattes at den ansatte selv sagde sin stilling op, måtte medføre, at eventuelle godtgørelser som udgangspunkt havde indflydelse på medlemmets ret til efterløn.

Det hypotetiske spørgsmål om arbejdsgiverens pligt til at udbetale rådighedsløn i op til 3 år fra en tjenestemands fratræden, hvis den pågældende lod sig afskedige, lod sig vanskeligt afklare for hver enkelt opsigelse, da personalereduktion i højere grad måtte antages at medføre en mere generel omstrukturering i organisationen.

På sit møde den 23. august 2001 vedtog ankenævnet at tiltræde direktoratets afgørelse og begrundelserne for den.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →