Legislator Case Law & Legislation
W20010957825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 21/2001

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2001 9578 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 21/2001

Nørreholm Planteskole har ved advokatfirmaet Smith Knudsen klaget over, at Dansk Landbrug har afvist at bringe et genmæle.

Af en artikel med overskriften "Reklamerer med tilskud der ikke findes" fremgik af en underrubrik, at

"Nørholm Planteskole reklamerer med tilskud til læhegn som ikke findes."

I artiklen hed det

"På trods af, at tilskuddene til læplantning er betydeligt beskåret og på trods af, at bekendtgørelsen for de nye regler endnu ikke er færdig, fortsætter Nørholm Planteskole med at reklamerer med, at staten udbetaler 50 procents tilskud til læhegn.

Og det gør planteskolen mod bedre vidende. For Landsforeningen De Danske Plantningsforeninger har nemlig sendt breve ud til samtlige planteskoler, hvor man orienterer om, at der endnu ingen bekendtgørelse er for de kommende tilskud.

Brevet blev sendt den 10. januar, oplyser Helge Knudsen, der er inspektør i De Danske Plantningsforeninger.

- Det irriterer os voldsomt, at Nørholm Planteskole bliver ved med at skrive i deres annoncer, at man kan opnå 50 procents statstilskud til læplantning. Får man en ordrebekræftelse fra planteskolen hænger man på den også selvom tilskuddene senere bliver mindre end de 50 procent eller måske helt forsvinder, fortsætter Helge Knudsen.

Og en del af de læplantninger, der tidligere var berettiget til tilskud, vil næppe fremover kunne opnå tilskud, vurderer Helge Knudsen.

Derfor risikerer man altså at hænge på hele regningen, hvis man aftaler at få plantet nu også selvom man får plantet efter at bekendtgørelsen vedrørende de nye regler er færdig.

Tilskuddet til læplantninger forsvandt helt i forbindelse med sidste års finanslov. Inden andenbehandlingen af finansloven lykkedes det dog at få et beløb med på finansloven der er halvt så stort som tilskuddet sidste år.

Det er fordelingen af dette beløb, der er uklarhed om. Inden beløbet kan fordeles, skal der nemlig udarbejdes bekendtgørelser til den nye lov.

- Vores råd til folk, der har ønske om at plante læhegn er, at de kan søge for eksempel dispensationer nu, men i øvrigt helst vente med at plante til næste år, når vi er sikre på, at reglerne er klar, siger Helge Knudsen.

Af den nye lov fremgår, at tilskuddet højest kan udgøre 50 procent. Det vil formentlig betyde, at mange hegn, der tidligere kunne støttes med 50 procents tilskud fremover kun får 30 procents tilskud. Og at en lang række læhegn slet ikke kan få tilskud i fremtiden, vurderer Helge Knudsen."

Klageren anmodede ved brev af 10. april 2001 bladet om at bringe følgende genmæle

"I en artikel den 19. marts 2001 med overskriften "Reklamerer med tilskud der ikke findes" omtaler Dansk Landbrug, at Nørreholm Planteskole reklamerer med tilskud til læhegn som ikke findes. Over for denne oplysning meddeles det, at Nørreholm Planteskole v/ Kirsten Nygaard Struve reklamerer med tilskud til læhegn, der findes, samt at andre planteskoler reklamerer med tilskud til læhegn.

Kirsten Nygaard Struve, Nørreholm Planteskole."

Ved brev af 18. maj 2001 meddelte bladet klager, at man ikke ville bringe det pågældende genmæle.

Klageren har anført, at der ved 2. behandling af Finansloven blev hensat et beløb til tilskud, og har i den forbindelse henvist til brev af 10. januar 2001 fra Landsforeningen De Danske Planteforeninger. Af brevet fremgår desuden, at den maksimale tilskudsprocent er 50. Det fremgår således, at klager reklamerer med tilskud, der findes. Overskriften på klagers annonce er "Tilskud 50% til læhegn", og længere nede i annoncen er anført, at "På ovenstående mærket med v gives der op til 50% i statstilskud til læhegn ". Det fremgår heraf, at klagers annonce ikke indeholder faktuelle forkerte oplysninger. Det er således ikke vildledning af kunderne, at klager reklamerer med "Tilskud 50% til læhegn", idet den maksimale tilskudsprocent er nedsat fra 70% til 50%, og idet klager til enhver tid vil opfylde de objektive kriterier, der er en betingelse for at blive optaget på leverandørlisten.

Klageren har med hensyn til det i brevet af 10. januar 2001 vedrørende optagelse på leverandørlisten anført, at det alene er bestemt af fastsatte normer, om en planteskole bliver optaget på leverandørlisten. Det er med andre ord objektive og ikke subjektive kriterier, der afgør, om en planteskole bliver optaget på leverandørlisten. Klager vil til enhver tid opfylde disse objektive kriterier/fastsatte normer, der kræves for at blive optaget på leverandørlisten. Såfremt disse fastsatte normer skulle blive ændret, vil klager foretage de ændringer, der kræves for at blive optaget på leverandørlisten. Klager er derfor klar over, at man bliver optaget på leverandørlisten, og at der derfor bliver ydet et tilskud til beplantning leveret af klager.

Klageren har i den forbindelse anført, at hun ved brev af 24. november 2000 anmodede De Danske Plantningsforeninger om udsættelse med beplantning af tilskudsberettiget læhegn til 2001, hvilket blev accepteret. Som dokumentation herfor har hun henvist til skrivelse af 27. november 2000 til Johannes Tang Nielsen fra De Danske Plantningsforeninger, hvori det anføres, at "Tilsagnet er udsat til foråret 2001 ifølge telefax fra Nørreholm Planteskole". Det kan hermed konstateres, at De Danske Plantningsforeninger selv agerer ud fra, at klager bliver optaget på leverandørlisten for 2001, idet man accepterer udsættelse af tilskudsberettiget læplantninger til foråret 2001 med klager som planteleverandør.

Klageren har videre anført, at når hun tidligere har været optaget på leverandørlisten, kan hun selvfølgelig fortsætte med at reklamere med tilskud ud fra den forudsætning, at hun også i år 2001 bliver optaget på leverandørlisten, jf. at også De Danske Plantningsforeninger selv agerer ud fra den forudsætning.

Klageren har desuden henvist til landdistriktsstøtteloven, hvorefter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri i medfør af § 2, stk. 1, litra 4 c, kan yde tilskud i forbindelse med plantning af læhegn. Det fremgår endvidere af Karnovs elektroniske lovkommentar til bestemmelsen, at "Tilskuddet til læplantning kan ydes både til nyanlæg og til udskiftning. Det er hensigten fortsat at yde tilskud til såvel kollektive plantningsprojekter som til individuel plantning".

Klageren har endelig anført, at andre planteskoler har reklameret på samme måde. Artiklen lader det imidlertid fremstå, som om klager er den eneste planteskole, der reklamerer med tilskud til læhegn. Artiklen stiller klager i et uberettiget dårligt lys. De urigtige oplysninger, over for hvilke klager ønsker bragt genmæle, betyder stor økonomisk skade for enhver virksomhed. Det er i øvrigt irrelevant, at klager efter bladets omtale har ændret sine annoncer. Ændringerne er alene foretaget for at undgå yderligere negative artikler fra bladet om klagers annoncer.

Bladet har anført, at man har afvist at bringe genmælet, idet artiklen ikke indeholder fejlagtige oplysninger.

Bladet har videre anført, at klager ved brev af 10. januar 2001 fra Landsforeningen De Danske Plantningsforeninger blev orienteret om, at tilskuddet til læplantning var ændret, idet det maksimale tilskud fremover var nedsat fra 70% til 50%, og at der ikke eksisterede nogen bekendtgørelse, der redegjorde for, hvordan ordningen i fremtiden skulle administreres. De Danske Plantningsforeninger skrev således, at "Først når Ministeren underskriver bekendtgørelsen, og den er sat i kraft kan vi give svar på planteskolernes ansøgninger om at blive optaget på leverandørlisten". På dette tidspunktet - og altså også den 19. marts 2001 - var klager ikke klar over, om man var blevet optaget på leverandørlisten og derfor altså heller ikke klar over, om der ville blive ydet tilskud til beplantning leveret af hende. Alligevel annoncerede planteskolen med "Tilskud 50 % til læhegn".

Bladet har i den forbindelse anført, at det var vildledning af kunderne, der kunne bestille planter hos planteskolen i den tro, at der var tilskud til planter, uden at der var sikkerhed for, at planteskolen blev optaget på leverandørlisten.

Bladet har endelig anført, at det ikke var forpligtet til at omtale andre planteskoler, der reklamerede på samme måde, idet man havde vurderet, at man ikke flere gange vil omtale det samme problem. Klager havde i øvrigt efter bladets omtale ændret ordlyden i sine annoncer.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et medie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet lægger til grund, at klager ved artiklens offentliggørelse den 19. marts 2001 ikke var optaget på leverandørlisten med mulighed for at levere tilskudsberettiget læhegn.

Nævnet finder på den baggrund, at bladet har været berettiget til at afvise at bringe et genmæle, idet artiklens oplysninger om klagers annoncering fremtræder som utvivlsomt rigtige. Nævnet finder, at det ikke kan føre til et andet resultat, at klager på tidspunktet for offentliggørelsen havde en klar forventning om, at man ville opfylde kriterierne for optagelse på leverandørlisten.

Afsagt den 21. november 2001.

Endelig adm. afgørelse 2001 9578 Valid

Klager anførte, at bladet havde bragt urigtige oplysninger, over for hvilke klager ønskede bragt et genmæle.

Pressenævnet lagde til grund, at klager ved artiklens offentliggørelse ikke var optaget på leverandørlisten med mulighed for at levere tilskudsberettiget læhegn. Nævnet fandt på den baggrund, at bladet havde været berettiget til at afvise at bringe et genmæle, idet artiklens oplysninger om klagers annoncering fremtrådte som utvivlsomt rigtige. Nævnet fandt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at klager på tidspunktet for offentliggørelsen havde en klar forventning om, at man ville opfylde kriterierne for optagelse på leverandørlisten.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →