Klage over vagtlæges behandling af patient med svær insulinkrævende sukkersyge

Klage over vagtlæges behandling af patient med svær insulinkrævende sukkersyge

Nævnet fandt, at vagtlægen havde overtrådt lægeloven ved at have forsøgt at regulere patientens blodsukker ved ordination af rigelig væske og ved ikke at anvende insulin, samt ved ikke at have iværksat indlæggelse af patienten på stationær afdeling. Nævnet fandt endvidere, at det overfor vagtlægen skulle indskærpes, at han viste større omhu i sit fremtidige virke. Nævnet lagde herved vægt på, at vagtlægen i sin egenskab af praktiserende læge for patienten gennem 10 år havde kendskab til patientens sygehistorie, herunder at sukkersygen var dårligt reguleret. Nævnet lagde endvidere vægt på, at vagtlægen den 30. maj 1999 blev oplyst om, at patienten ikke havde spist siden den foregående dag, hvor opkastningerne begyndte, og at der ikke var givet insulin siden den 29. maj 1999 om morgenen. Endelig lagde nævnet vægt på, at blodsukkeret blev målt til 15 mmol/l og således var forhøjet, og at vagtlægen ikke foretog en undersøgelse for ketonstoffer (syre) i urinen.

Resumé

En 30-årig mentalt retarderet mand, som boede i et socialpædagogisk kollektiv, havde igennem adskillige år lidt af en svær insulinkrævende sukkersyge, og ambulante kontroller havde meget svingende og utilfredsstillende blodsukkerværdier, generelt i niveau mellem 10 og 25 mmol/liter.

Patienten administrerede selv sin insulin (Actrapid 10/6/6 IE samt Insulatard 10 IE til natten) og kontrollerede selv sit blodsukker, men var meget lidt omhyggelig med sin indgift af insulinen, ligesom han på ingen måde overholdt den anbefalede diæt.

På grund af opkastninger blev der den 30. maj 1999 tilkaldt vagtlæg., Vagtlægen fandt patienten liggende i sengen, lidt slap og intellektuelt fremtrædende, som han plejede. Blodtryk og puls var normal, og der var intet abnormt ved stetoskopi af lunger og hjerte. Da patienten ikke havde indtaget føde siden den 29. maj 1999 om morgenen, indskærpede vagtlægen, at patienten ikke måtte få insulin, før han havde været til kontrol i konsultationen om formiddagen den 31. maj 1999, og vagtlægen anbefalede rigeligt at drikke.

Den 31. maj 1999 blev patienten af personalet fundet liggende død i sin seng. Ved obduktionen fandt man et stærkt forhøjet indhold af sukker i såvel øjenvæske, rygmarvsvæske og urin (ca. 10 gange normalværdierne), ligesom man fandt stærkt forhøjet serum-carbamid og serum-creatinin som udtryk for nedsat nyrefunktion. Endelig blev der fundet nedsuget mavevæske i luftvejene. Det blev herefter konkluderet, at dødsårsagen måtte antages at være sukkersyge (coma diabeticum) med svær væske- og blodopstemning i organerne, terminalt kompliceret med opkastning til luftvejene.

Der blev klaget over, at vagtlægen ikke indlagde patienten den 30. maj 1999, samt at vagtlægen seponerede patientens basisinsulin med den konsekvens, at hans blodsukker steg meget.