Klage over udførelse af leverbiopsi samt observation af komplikation

Klage over udførelse af leverbiopsi samt observation af komplikation

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af indikationen for leverbiopsien og gennemførelsen af denne. Nævnet lagde således vægt på, at biopsien var velbegrundet, da sygehistorie, aktuelle tilstand og de foreliggende undersøgelsesresultater havde vist tegn på en fremadskridende leversygdom. Patientens tilstand var desuden blevet yderligere forringet med tegn på forandringer i leveren, og nævnet fandt derfor, at det i denne situation var i overensstemmelse med god klinisk praksis at tilbyde en leverbiopsi med henblik på en nærmere afklaring af tilstanden. Nævnet lagde yderligere vægt på, at leverbiopsien blev gennemført efter en sædvanlig og anerkendt metode.

Nævnet fandt, at der i forbindelse med plejepersonalets observation af den 77-årige mand efter gennemførelsen af leverbiopsien ikke var udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnet lagde således vægt på, at afdelingens gældende instruks for leverbiopsier blev fraveget i væsentlig grad. Instruksen foreskrev regelmæssige målinger af blodtryk og puls i bestemte tidsintervaller i mindst 6 timer efter leverbiopsien, svarende til målinger hver 15. minut i time 1 og time 2, ved stabile værdier målinger kun hver halve time i time 3 og time 4, og ved fortsat stabile værdier målinger kun hver efterfølgende time. Patienten fik i de første 2 timer efter leverbiopsien målt blodtryk og puls hvert kvarter, hvorefter der ikke blev foretaget nye målinger frem til klokken 16.30. Nævnet fandt, at denne måling ifølge afdelingens instruks burde have været foretaget senest klokken 12.10 for at være rettidig. Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at instruksen blev fraveget væsentligt under observationen af patienten. Nævnet fandt således, at selvom den 77-åriges tilstand efter et plejefagligt skøn fandtes stabil og upåfaldende, kunne dette ikke begrunde, at instruksen om observation blev fraveget i en periode. Nævnet lagde herved vægt på, at de i instruksen anførte mindsteintervaller udtrykkeligt tog sigte mod stabile patienter.

Nævnet udtalte afslutningsvis, at den opståede blødning i bughulen måtte betragtes som en hændelig komplikation til leverbiopsien, og at blødningen ikke var udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed fra den behandlende læges side.

En 77-årig mand blev af egen henvist til indlæggelse på medicinsk afdeling til undersøgelse for leverlidelse. Forskellige undersøgelser viste påvirket leverfunktion, forandringer i det røde blodbillede, en stærkt forhøjet sænkningsreaktion samt forhøjet immunglobulin. En ultralydscanning af bughulen viste normale forhold ved leveren, en let forstørret milt samt lidt væske i bughulen. En CT-scanning viste let puklet lever og normal bugspytkirtel.

På baggrund af undersøgelsesresultaterne blev det formodet, at patientens leverlidelse kunne være immunbetinget, aflejringsbetinget eller alkoholbetinget. Han blev tilrådet en leverbiopsi med henblik på en nærmere afklaring af diagnosen, hvilket han ikke ønskede, og i stedet blev det aftalt, at levertallene skulle undersøges igen efter nogle måneder med alkoholafholdenhed.

Ved en kontrolundersøgelse 5 måneder senere oplyste patienten, at han havde haft et vægttab på 5 - 7 kg. Yderligere tre måneder senere henvendte han sig før aftalt tid, fordi han havde tabt yderligere i vægt og følte sig tiltagende sløv. Blodprøver viste, at leverfunktionen fortsat var påvirket, og en ultralydscanning viste diffuse forandringer i leveren. Han accepterede herefter at få foretaget en leverbiopsi.

Leverbiopsien foregik i lokalbedøvelse og forløb umiddelbart uden komplikationer. Der blev udtaget væv fra 9. mellemrum mellem ribbenene på højre side. Senere på dagen fik patienten mavesmerter. Ved klinisk undersøgelse fandtes han varm og tør med forhøjet puls på 132 og lokaliseret muskelværn omkring indstiksstedet. Det blev vurderet, at generne formentlig var forårsaget af en mindre blødning som følge af biopsien. Der blev ordineret morfintabletter mod smerterne, hvorefter pulsen blev normaliseret til 88 ved et blodtryk på 140/80. Senere samme aften var blodtrykket faldet til 80/50. Da plejepersonalet ikke kunne få kontakt med patienten, ordinerede en tilkaldt læge væske i drop, blod og ilt samt akut tilsyn fra anæstesiologisk og kirurgisk afdeling. Da tilstanden blev yderligere forringet med udsættende vejtrækning, blev han overflyttet til intensivafdeling, hvor en ultralydscanning viste væske i bughulen.

Ved efterfølgende akut operation fandtes 4 liter blod i bughulen, stammende fra en 4 til 5 cm lang, overfladisk rift i leveren. Blødningen kunne hverken standses kirurgisk eller med medicin, og patienten afgik ved døden den følgende morgen.