Klage over afvisning af tandreguleringsbehandling
Statutory Text (2 Articles)
Klage over afvisning af tandreguleringsbehandling
Nævnet fandt, at det på baggrund af patientens tandstilling var i overensstemmelse med de gældende regler for udvælgelse af børn til tandreguleringsbehandling, at specialtandlægen i 1991 ikke tilbød tandreguleringsbehandling. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt om specialtandlægen i forbindelse med visitationen havde anført, om læbelukket var sufficient.
Med hensyn til tandlægen fandt nævnet, at hun havde handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af patienten, idet tandlægen ikke havde mulighed for at forudse, at patienten ville få brug for at få udført tandreguleringsbehandling, når hun skulle have udført den endelige behandling af sine beskadigede fortænder.
Afslutningsvis bemærkede nævnet, at nævnet var opmærksom på, at det efterfølgende viste sig, at det vil være nødvendigt, at patienten fik udført tandreguleringsbehandling, idet dette var en forudsætning for at kunne indsætte implantattænder i rigtig stilling.
En 10-årig pige blev den 16. februar 1989 visiteret af en specialtandlæge i en kommunal tandpleje med henblik på behov for eventuel tandreguleringsbehandling. Det blev i journalen anført, at sammenbiddet var forskudt lidt mod overbid, og at patienten havde dybt bid. En undersøgelse den 28. januar 1991 viste, at der ikke var sket nogen ændringer i sammenbiddet, og patienten fik derfor ikke tilbud om at få udført tandreguleringsbehandling.
I september 1993 slog patienten sine fortænder alvorligt ved et fald. En tandlæge fra den kommunale tandpleje behandlede efter nødbehandling på et sygehus de skadede fortænder frem til maj 1996. Al behandling i anledning af traumet rettede sig mod at redde alt, hvad der reddes kunne. Behandlingen kompliceredes af, at midterste fortand i venstre side (+1) faldt ud og skulle sættes på plads med efterfølgende 3 rodbehandlinger, at nerven i den lille fortand i højre side af overmunden (2+) døde (pulpanekrose), hvilket blev konstateret den 11. april 1994, og at der skete en opløsning af roden (rodresorption) i begge tænder (+1, 2+), hvilket blev diagnosticeret den 5. december 1994. Først i foråret 1996 så ud til, at resorptionerne var standset, og på udskrivningstidspunktet fra den kommunale tandpleje i juni 1996 blev tilstanden vurderet som rimeligt stabil.
Da patienten forlod den kommunale tandpleje, valgte hun en privatpraktiserende tandlæge, som i 1997 planlagde, at hun skulle have indsat 4 kunstige fortænder (implantater), hvilket først kunne udføres på det tidspunkt, hvor hun var så godt som voksen. Efterfølgende blev det konstateret, at det ville blive nødvendigt, at patienten fik rettet sine tænder først, idet de kunstige fortænder ville komme til at stå for langt fremme, fordi kæbeknoglen i fortandsområdet i overkæben gik lidt udad. Den stilling, som de kunstige fortænder således ville få uden forudgående tandreguleringsbehandling, ville være ugunstig, idet de ville blive udsat for et fremadrettet tryk af underlæben, hvilken belastning sådanne implantattænder ikke kan tåle.