Klage over manglende diagnosticering af brystkræft

Klage over manglende diagnosticering af brystkræft

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af behandlingen.

Nævnet lagde vægt på, at overlægen beskrev, at der på begge sider var meget følelig fortættelse af kirtelvæv, og der var spredte mikroforkalkninger, men ingen grupper af forkalkninger og ingen fokale vævstætheder, som gav mistanke om svulst. Ved den supplerende ultralydscanning beskrev hun flere op til 1½ cm store cyster i højre bryst og en enkelt 7 mm stor cyste i venstre bryst.

Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at overlægen har oplyst, at hun ikke rutinemæssigt beskrev sit fund ved gennemføling, hvis det var identisk med den henvisende læges fund, men hun anførte altid fund ved gennemføling, hvis det adskilte sig fra den henvisende læges.

Patientklagenævnet fandt, at overlægen havde overtrådt lægelovens § 13, stk. 2, fordi hun ikke i tilstrækkeligt omfang har journalført behandlingen.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke blev ført notat om det kliniske fund ved undersøgelsen.

En 47-årig kvinde fik foretaget en mammografiundersøgelse på et sygehus. Det fremgik af røntgenbeskrivelsen, at røntgenundersøgelse af brystet viste, at der var betydelige godartede kirtelknuder med fibrøst bindevæv iblandet. Ultralyd af begge bryster viste flere op til 1½ cm i diameter store cyster i højre bryst. I venstre bryst sås en enkelt ca. 7 mm i diameter stor cyste. Overlægen oplyste, at det var afdelingens rutine, at alle kvinder til brystundersøgelse ud over mammografioptagelse også fik foretaget klinisk undersøgelse og ultralydscanning af brystet.

Det fremgik ikke af journal eller røntgenbeskrivelse, at overlægen foretog en klinisk undersøgelse.

Da kvinden 2 måneder senere fik forværret ømhed i højre bryst, blev vandcysterne punkteret, og vævsprøver herfra viste, at der var tale om kræft. Der blev herefter foretaget operation.