Klage over behandling med elektrochok

Klage over behandling med elektrochok

Nævnet lagde især vægt på oplysningerne om, at kvinden uanset sin meget svære psykiske tilstand ikke befandt sig i en livstruende situation. Det var på den baggrund nævnets vurdering, at kravet om anvendelse af mindst indgribende foranstaltning ikke var opfyldt henset til karakteren af behandlingen med elektrochok.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at kvinden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at hun på tidspunktet for tvangsbehandlingen var præget af en ustabil, stærkt svingende, og tillige behandlingsresistent sindssyge, uden udsigt til at yderligere medicinsk behandling ville kunne afhjælpe tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at kvinden gennem 13 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om behandling med elektrochok blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun tidligere havde modtaget behandling med elektrochok med god effekt på tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at behandlingen med elektrochok måtte anses for en skånsom behandlingsform med få bivirkninger. Der gives i reglen otte til seksten behandlinger i en serie, hyppigt med tre behandlinger pr. uge, og i dette tilfælde blev der foreslået behandling i indtil fire uger, hvilket således er inden for det anbefalede.

Nævnet lagde tillige vægt på, at kvinden under sin indlæggelse var forsøgt behandlet med flere af de typiske antipsykotiske midler Serenase, Trilafon og Fluanxol. Det var nævnets vurdering, at behandlingen blev givet i tilstrækkeligt høje doser og igennem tilstrækkelig lang tid, men at den imidlertid ikke havde nogen effekt på kvindens psykiske tilstand, der således var uændret gennem forløbet, hvor hun ofte blev beskrevet som værende præget af personrettet aggressivitet.

Endelig lagde nævnet vægt på, at kvinden havde været i behandling med et nyere atypisk antipsykotisk præparat i form af Zyprexa, hvilket ikke havde nogen effekt på hendes tilstand. Ydermere blev hun tilbudt behandling med Leponex, hvilket hun imidlertid modsatte sig efter indtagelse af en tablet.

I betragtning af, at kvinden gennem nogle nætter ikke havde sovet, og idet hun tillige fremtrådte urolig og angstpræget, fandt nævnet, at der forelå risiko for akut delir, hvilket er en potentielt livstruende situation.

En 44-årig kvinde havde adskillige gange været indlagt på psykiatriske afdelinger og havde under de fleste indlæggelser fremstået svært sindssyg, aggressiv, hallucineret, tankeforstyrret, personforvekslende og paranoid. Diagnosen havde været psychosis manio-depressivus, manisk type eller skizo-affektiv psykose, manisk type. Kvinden blev behandlet med anti-psykotisk medicin i varierede doser og med stemningsstabiliserende medicin samt elektrochok (ECT).

Aktuelt blev kvinden under en indlæggelse behandlet med antipsykotisk medicin Trilafon depot 108 mg hver 14. dag foruden en mindre dosis beroligende medicin Rivotril og Truxal. Efter et par dage blev hun svært psykotisk, personforvekslende, paranoid og grænseoverskridende i forhold til medpatienter, hvorfor hun blev tvangstilbageholdt på behandlingsindikation. Da hun vedvarende var urolig, forpint, generede medpatienter og var ude efter personalet, måtte hun flere gange bæltefikseres. Depotbehandlingen med Trilafon blev suppleret med mikstur Serenase 20 mg dagligt uden sikker effekt. Trilafon i depotdosis blev endvidere øget til 108 mg ugentlig. Der indtrådte en kortvarig bedring i tilstanden, men herefter blev kvindens psykiske tilstand atter dårligere. Behandlingen med Serenase og Trilafon ophørte, og hun blev sat i behandling med antipsykotisk medicin Fluanxol som depotbehandling med 100 mg hver 14. dag, der dog på grund af bivirkninger i form af ufrivillige bevægeforstyrrelser blev reduceret til 75 mg hver 14. dag.

Da kvinden ikke kunne motiveres for frivillig behandling, blev det besluttet, at hun skulle tvangsbehandles med elektrochok i form af tre ugentlige behandlinger i indtil fire uger, afhængig af den kliniske effekt.

Kvinden klagede ved sin patientrådgiver til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn over beslutningen om iværksættelse af tvangsbehandling med elektrochok. Klagen blev tillagt opsættende virkning.