Tvangsfiksering opfyldte krav om mindst indgribende foranstaltning

Tvangsfiksering opfyldte krav om mindst indgribende foranstaltning

Afgørelsen blev senere anket til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som fandt, at betingelserne for tvangsfiksering var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at den 30-årige selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt desuden, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at man, forinden bæltefikseringen blev foretaget, forgæves havde forsøgt at berolige den 30-årige ved fastholden, men at han blev voldsom, voldelig og overfaldt sygehuspersonalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ligeledes, at udstrækningen af tvangsfikseringen igennem ca. 3 3/4 døgn opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at fikseringen udfra hospitalsjournalen blev løbende vurderet, idet den 30-årige, uanset han tidvis var faldet noget til ro, stadig måtte anses for latent aggressiv og med utilstrækkelig impulskontrol. Nævnet lagde ligeledes vægt på, at bæltefikseringen, i takt med den løbende vurdering, blev gradvis ophævet frem til, at den 3 3/4 døgn senere kunne ophæves.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

En 30-årig mand havde i flere år lidt af sindsspaltningssygdom (skizofreni), og havde været indlagt mere end 20 gange på psykiatriske afdelinger. I forbindelse med tidligere udskrivelser havde han været i fortsat behandling med antipsykotisk medicin, som havde haft god virkning på hans psykiske tilstand.

Efter seneste udskrivelse var koordinationsplanen, at den 30-årige skulle følges i distriktspsykiatrien med fortsat medicinsk behandling. Imidlertid udeblev den 30-årige fra de ambulante aftaler, ligesom han ved arrangerede hjemmebesøg flere gange ikke var til stede, og ved andre hjemmebesøg ikke ønskede at få medicin. Ved seneste hjemmebesøg var det kun muligt at få en kort samtale med den 30-årige, som virkede sindssyg og latent aggressiv. Samtidig forelå der oplysninger fra familien om, at han var meget dårlig og isolerede sig.

Den 30-årige blev akut tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling på farlighedskriteriet, efter at han forinden var blevet anholdt af politiet, fordi han havde været aggressiv, truet forbipasserende med kniv og øvet hærværk mod biler. Ved indlæggelsen var den 30-årige tydeligt psykotisk, truende og latent aggressiv. Da han blev nægtet medicin for påståede mavesmerter, gik han direkte til angreb på et personalemedlem, som han tidligere havde haft en konflikt i forhold. Den 30-årige skubbede og slog det pågældende personalemedlem ned mellem to stole, hvorefter det øvrige personale, med assistance fra ekstra personale fra naboafdelingen, forsøgte at fastholde og pacificere ham. I første omgang faldt den 30-årige nogenlunde til ro og kunne placeres i en stol på gangen, men han blev hurtigt aggressiv igen og smed med et askebæger. Han blev derefter, på beslutning fra afdelingens 1. reservelæge, uden modstand bæltefikseret og fik frivilligt injektioner med Cisordinol depot 300 mg og Cisordinol Akutard 100 m.

Det fremgår af hospitalsjournalen, at der blev foretaget en løbende vurdering af den 30-åriges tilstand, som svingede mellem perioder med indsigt i egen situation og personlig kontrol, og perioder med latent aggressiv og utilstrækkelig impulskontrol. Man forsøgte løbende korterevarende løsning af bælte, først løsning i forbindelse med toiletbesøg, senere af 3 1/2 times foruden toiletbesøg, og sidst 1 time x 3 dagligt.

Efter 3 3/4 døgn virkede den 30-årige, - under en samtale med 1. reservelægen på afdelingen -, relevant, rolig og samlet. Det blev vurderet, at den 30-årige kunne overholde aftaler og ville henvende sig til personalet ved behov, og bæltefikseringen blev derefter ophævet. Da den 30-årige følte sig mest tryg ved at have en person tæt omkring sig, fortsatte han med fast vagt i yderligere 6 døgn, hvorefter man forsøgsvis undlod fast vagt i dagtiden på de dage, hvor personalesituationen var til det.