Manglende opsættende virkning af klage over tvangsbehandling

Manglende opsættende virkning af klage over tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at manden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet nævnet lagde vægt på, at manden fremtrådte forpint af sin tilstand, ligesom han tidligere med god effekt var blevet behandlet med antipsykotisk medicin, og i øvrigt tillige var kendt i afdelingen efter 2 tidligere indlæggelser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger, da Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ud fra en konkret vurdering at kunne godkende, at mandens klage ikke var tillagt opsættende virkning. Nævnet lagde herved vægt på, at medicinophør på det pågældende tidspunkt sandsynligt ville udgøre en nærliggende fare for forringelse af mandens helbred, ligesom det i øvrigt fremgik af journalen, at manden optrådte voldeligt over for personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde yderligere vægt på, at manden var svært paranoid, forpint og affekteksplosiv, hvorfor det var relevant at fortsætte medicineringen for at afværge at hans tilstand blev yderligere forværret, ligesom nævnet endvidere lagde vægt på, at manden i forløbet efter iværksættelse af medicinsk behandling havde udført karatespark mod personalet, ligesom han havde været fysisk og verbalt truende og kastet genstande efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte på denne baggrund Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn afgørelse.

En 38-årig mand havde siden 1977 misbrugt benzodiazepin. Siden 1980 havde han desuden misbrugt heroin, og siden 1991 været i vedligeholdelsesbehandling med Metadon. Manden havde ligeledes siden 1978 adskillige gange været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger under diagnosen skizofreni uden specifikation og afhængighedssyndrom, og han var gennem årene periodevis blevet behandlet med antipsykotisk medicin Trilafon med god effekt.

Manden blev aktuelt indlagt frivilligt efter henvisning fra et rådgivningscenter, da han var begyndt at blive psykotisk. Ved indlæggelsen gav han selv udtryk for, at når han blev psykotisk, blev han meget nemt aggressiv og meget paranoid, og han ønskede derfor at blive indlagt på lukket afsnit. Manden fandtes klamt svedende, latent aggressiv, generet af tankemylder, med følelsesmæssig læderet kontakt, hvorimod den formelle kontakt var intakt.

Dagen efter indlæggelsen virkede manden noget affektpræget og tømte et glas juice på gulvet. Han blev efterfølgende gentagne gange forgæves tilbudt frivillig behandling med antipsykotisk medicin, samtidig med, at det blev gjort klart overfor ham, at dette ville have god effekt på hans dårlige psykiske tilstand og psykotiske oplevelser.

Da manden efter 7 døgns indlæggelse fandtes forpint af sin psykiske tilstand, og at han var affekteksplosiv og svært paranoid over for et personalemedlem, og da tilstanden desuden var i hastig udvikling, traf overlægen beslutning om tvangsmedicinering med mikstur Trilafon 16 mg dagligt subsidiært indsprøjtning med Trilafon 8 mg dagligt, og eventuel stigning i dosis efter effekt. Manden ønskede ikke at klage og modtog derfor den medicinske behandling.

I efterforløbet var der flere voldelige episoder, hvor den 38-årige havde udsat personalet for karatespark, og han var af den grund blevet bæltefikseret flere gange.

Efter 17 dage klagede den 38-årige over beslutningen om tvangsmedicinering, men på grund af hans voldelige adfærd vurderede overlægen, at klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning.