Klage over tvangsmedicinering uden opsættende virkning af klager
Statutory Text (2 Articles)
Klage over tvangsmedicinering uden opsættende virkning af klager
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at patienten var præget af hørelseshallucinationer, påvirkningsfornemmelser, vrangforestillinger, giftfrygt og spisevægring, ligesom han var uden sygdomsindsigt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten kort efter indlæggelsen og frem til beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet, blev forsøgt motiveret for frivillig behandling.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt yderligere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet lagde vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.
Vedrørende spørgsmålet om manglende opsættende virkning fandt nævnet det ikke godtgjort, at der var en nærliggende fare for patientens helbred, eller at der forelå en egentlig nødsituation, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at patienten nogen tid havde nægtet at indtage føde.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne på denne baggrund kun delvis tiltræde den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af patienten, idet det var nævnets opfattelse, at patientens klage burde have haft opsættende virkning.
En 37-årig mand blev frivilligt indlagt den 3. marts 2000, efter at han havde været til ambulant samtale dagen forinden. Ved indlæggelsen blev han fundet svært sindssyg, præget af påvirkningsfornemmelser, en styrende stemme fra en navngiven person samt vrangforestillinger.
De i behandlingen involverede læger opfattede tilstanden som en længerevarende sindssygdom, formentlig af skizofren art, og der blev tilbudt behandling med antipsykotisk virkende medicin i form af Cisordinol som mikstur.
Ca. 14 dage senere blev patienten tvangstilbageholdt med henblik på behandling, for at hans helbredstilstand ikke skulle forringes. Han fremtrådte på dette tidspunkt forpint med systematiserede vrangforestillinger om forfølgelse og forgiftninger, ligesom han afviste at indtage føde og væske. Der blev på denne baggrund besluttet tvangsbehandling med Cisordinol mikstur 10 mg to gange dagligt, alternativt Cisordinol injektion 10 mg samt bivirkningsmedicin.
Patienten klagede ved sin patientrådgiver over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.