Klage over tvangsbehandling med daglige injektioner i stedet for tabletter eller medicin
Statutory Text (2 Articles)
Klage over tvangsbehandling med daglige injektioner i stedet for tabletter eller medicin
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at beslutningen om tvangsbehandling kunne godkendes, idet patienten fandtes sindssyg, og idet patienten forgæves i en længere periode forud for beslutningen var forsøgt motiveret for medicinsk behandling. Nævnet fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at anvendelse af injektioner, på trods af at der var mulighed for at forsøge at give medicinen peroralt, ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform. Nævnet fandt således, at der primært burde være ordineret medicin til peroral indtagelse.
En 49-årig kvinde blev indlagt på psykiatrisk afdeling, efter at egen læge havde fundet hende paranoid, aggressiv, truende, tankeforstyrret, præget af springende tankegang og bizarre udtalelser.
Hun fandtes ved indlæggelsen psykotisk, præget af uindfølelige vrangforestillinger og umotiverede aggressivitetsudbrud, manglende sygdomserkendelse og ukorrigerbar insisteren på at være seksuelt chikaneret samt at have en legemlig sygdom.
Overlægen traf den 19. april 2000 beslutning om tvangsbehandling i form af daglig injektioner med Cicordinol 10 mg samt supplerende Akineton 5 mg, hvilket blev godkendt af det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.