Klage over tvangsbehandling med depotmedicin

Klage over tvangsbehandling med depotmedicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten var psykotisk, uden sygdomsindsigt og uden indsigt i, at han tidligere havde fået det bedre ved behandling med antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet nævnet lagde vægt på, at patienten siden tvangsindlæggelsen ca. 3 måneder forinden var forsøgt motiveret for frivilligt at genoptage den tidligere behandling med antipsykotisk medicin, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den patienten tidligere var behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på hans tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid ud fra en konkret vurdering, at den foreslåede behandling med Trilafon i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde herved vægt på, at det af journalen ikke i tilstrækkeligt omfang kunne anses for godtgjort, at daglig medicinering ville udgøre en særlig belastning for patienten.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede på denne baggrund Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.

En 60-årig mand havde igennem 25 år været i behandlingskontakt med psykiatriske sygehusafdelinger, hvor han i perioder flere gange var tvangsindlagt på behandlingsindikation, i de mellemliggende perioder var i ambulant behandling og i de seneste 5 år var i ambulant behandling med antipsykotisk medicin - senest i depotform, som han havde nedtrappet til en uvirksom dosis.

Det lykkedes at overtale patienten til frivilligt at indtage Trilafon, men en måling af koncentrationen af Trilafon i blodet viste imidlertid, at denne lå under den anbefalede koncentration, hvilket måtte tages som udtryk for, at medicinen ikke blev taget. Den 60-årige blev derfor forsøgt overtalt til at genoptage behandlingen med Trilafon i depotform, hvilket han indvilgede i, og der blev derefter givet injektion Trilafon dekanoat 108 mg.

Senere nægtede den 60-årige igen at medvirke ved behandling med Trilafon, såvel i depotform som gennem munden, og det blev derfor besluttet, at der skulle iværksættes tvangsbehandling med injektion Trilafon dekanoat 108 mg ugentligt med senere overgang til injektion l ml (108 mg) hver 14. dag, når den psykiske tilstand igen var stabil.

Begrundelsen for afdelingens beslutning om tvangsmedicinering var, at patienten fortsat var produktiv psykotisk, ligesom hans kliniske tilstand var præget af storheds- og forfølgelsesforestillinger med formelle tankeforstyrrelser. Der var under den tidligere behandling med Trilafon, herunder også som depotpræparat, ikke observeret specielle bivirkninger.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.