Klage over tvangsmedicinering

Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at manden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at han på tidspunktet for tvangsbehandlingen var i en psykotisk tilstand præget af forfølgelsesforestillinger, samt at han under den første del af indlæggelsen fremtrådte tiltagende anspændt og forpint med kompromitteret nattesøvn. Endvidere havde han givet udtryk for frygt for at blive likvideret, hvorfor han ville slå nogen på afdelingen ihjel.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at manden blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet lagde vægt på, at den ordinerede behandling bestod af almindeligt anvendte og velafprøvede antipsykotiske lægemiddler, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt yderligere, at der var grundlag for ikke at tillægge klagen over tvangsmedicinering opsættende virkning. Nævnet lagde vægt på, at omgående behandling var nødvendig for ikke at udsætte hans eller andres liv og helbred for væsentlig fare.

En 28-årig mand henvendte sig på en psykiatrisk modtageafdeling, hvor han oplyste, at han igennem 3 måneder var blevet forfulgt og aflyttet, samt at han under et korterevarende fængselsophold ca. et halvt år tidligere var blevet beskyldt for at være pædofil.

Efter at være blevet frivillig indlagt ønskede han sig udskrevet, idet det var hans opfattelse, at afdelingens personale deltog i forfølgelsen. Han gav udtryk for, at han ville blive likvideret, og at han derfor var nødsaget til at slå nogen på afdelingen ihjel. Han blev herefter tvangstilbageholdt på behandlingsindikation og blev søgt motiveret for medikamentel antipsykotisk behandling. Han afviste behandlingen, og fremtrådte efterfølgende tiltagende anspændt og svært forpint samtidig med, at han sov mindre. Det blev herefter besluttet, at der skulle iværksættes tvangsbehandling med tablet Zyprexa 20 mg dagligt eller mikstur Cisordinol 20 mg dagligt eller injektion med Cisordinol 10 mg dagligt. Medicinen skulle justeres inden for sædvanlig doseringsområde, afhængig af effekt og bivirkninger.

Patienten klagede ved sin patientrådgiver over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokalePsykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.