Legislator Case Law & Legislation
W20001239325 DK

Klage over mangelfuld bedøvelse ved operation af tandbyld

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2000 12393 Valid

Klage over mangelfuld bedøvelse ved operation af tandbyld

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik, at den 49-årige ved indlæggelsen ikke blev overført til intensivafdeling. Nævnet lagde herved vægt på, at der i indlæggelsesjournalen ikke var beskrevet respirationsproblemer, samt at grunden til, at tilstanden ved indlæggelsen blev beskrevet som akut medtaget, skyldtes således, at en tandbyld er meget smertefuld, og at der på grund af infektionen også var forhøjet temperatur.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at operationen ikke blev planlagt gennemført før dagen efter indlæggelsen. Nævnet lagde herved vægt på, at det ved fastlæggelse af tidspunktet for operativ tømning af en byld er af betydning, at infektionen har samlet sig, så der kan ske afløb for betændelsen, ligesom det vil være en fordel, at en antibiotisk behandling har haft en vis effekt, således at betændelsesforandringerne i vævene omkring bylden er mindsket.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af gennemgangen ved det præoperative narkosetilsyn. Nævnet lagde herved bl.a. vægt på, at vejrtrækningen i hele forløbet beskrevet som ubesværet. Imidlertid fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om der ikke var aftalt fuld bedøvelse, og således på anæstesiskemaet ikke anført, at denne skulle udføres som "akut" med et indsovningsmiddel efterfulgt af et muskellammende stof. Nævnet lagde herved vægt på, at sygdomsforløbet, udfra en anæstesiologisk vurdering, ikke var ualmindeligt, men at en tandbyld i undermunden kan medføre hævelse i hele undermunden og ned på halsen, hvilket kan gøre det vanskeligt eller umuligt at få overblik over de anatomiske strukturer omkring strubehovedet i forbindelse med intubation af luftrøret.

Patientklagenævnet fandt grundlag for kritik af og indskærpelse overfor den læge, som forestod selve bedøvelsen. Nævnet fandt således, at den pågældende inden starten af bedøvelsen burde have sikret sig, at det var muligt at opretholde en fri luftvej, før der blev indgivet muskellammende stof, som ville fratage den 49-årige egen vejrtrækning. Nævnet lagde således vægt på, at det var uforudsigeligt, hvilket overblik over de anatomiske strukturer i svælget det var muligt at få i forbindelse med intubation af luftrøret på grund af de betydelige hævelser som følge af betændelsen. Ligeledes lagde nævnet vægt på, at det ved undersøgelse med direkte laryngoskopi i lokalbedøvelse eller fiberskopi før anæstesien havde været muligt at sikre sig de oplysninger, der var nødvendige for at afgøre, om pladsforholdene var tilstrækkelige til at udføre normal intubation under bedøvelse, eller om der var grund til at anvende en anden teknik som f.eks. at foretage intubationen i vågen tilstand, eller at starte med at anlægge tracheostomi under lokalbedøvelse.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den gennemførte akutte tracheostomi. Nævnet lagde herved vægt på, at det under akutte forhold er nødvendigt med en meget hurtig åbning til luftrøret (nødtracheotomi). Ligeledes lagde nævnet til grund, at det udfra journalbeskrivelsen måtte anses for sandsynliggjort, at den først nedlagte tube var korrekt placeret, men at den 49-årige tilsyneladende allerede på dette tidspunkt havde hjertestop.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at der ikke var en øre-næse-halslæge tilstede fra starten af anæstesien. Nævnet lagde herved vægt på, at det ved narkosetilsynet var vurderet, at anæstesien kunne udføres med anvendelse af et muskellammende stof, hvorfor det i konsekvens heraf ikke var nødvendigt at anmode en øre-næse-halslæge om at være til stede på operationsstuen allerede ved indledningen af bedøvelsen.

Endelig adm. afgørelse 2000 12393 Valid

En 49-årig mand havde hos egen tandlæge fået fjernet en visdomstand i højre side af undermunden. På grund af tiltagende hævelse blev han ca. 3 dage senere af vagtlæge sat i penicillinbehandling på mistanke om infektion ved tandlejet, og yderligere den følgende dag af egen tandlæge akut indlagt på øre-næse-halsafdeling på mistanke om infektion.

Ved indlæggelsen havde den 49-årige vanskeligt ved at åbne munden (trismus). Der var hævelse af tunge og mundgulv, men ingen hævelse af svælg og strube. Halsen var øm og varm, og der var mistanke om en begyndende tandbyld, udgående fra den fjernede visdomstands leje.

Den følgende dag blev han tilsagt for at få foretaget en eksplorerende operation med udtømmelse af en byld i højre side af mundhulen.

Ved narkosetilsyn forud for operationen fandtes den 49-årige upåvirket med normal vejrtrækning uden blåfarvning af huden (cyanose). Han havde ingen vejrtrækningsbesvær (stridor) men en let hæs stemme, ligesom der kunne konstateres manglende evne til at gabe højere end op til ca. 2 cm . Det blev vurderet, at der ikke var noget, som adskilte den 49-åriges tilstand fra andre patienter med tandbylder, f. eks. bylder omkring mandlerne, ligesom der ikke fandtes forhold, der begrundede, at der ville opstå specielt alvorlige problemer ved intubation og ventilation i forbindelse med bedøvelsen.

Under den senere anlagte bedøvelse viste det sig på grund af tiltagende stivhed i kæbeleddet ikke muligt at få oversigt med almindeligt laryngoskop. Samtidig faldt iltmætningen til 67%, hvorfor der blev forsøgt ventilation på maske. Da hjerteovervågning viste abnorm hjerterytme, og da det ikke var muligt at ventilere med ansigtsmaske, blev der anlagt larynxmaske, hvorefter iltmætningen kortvarigt steg. Der indtrådte blodtryksfald og langsom hjerterytme, som flere gange blev behandlet med Atropininjektion til i alt 2,0 mg. Efter forsøg på akut nødåbning af luftrøret (nødtracheotomi) og efterfølgende udvidelse af indsnittet i luftrøret med anlæggelse af almindelig tube gennem dette, var iltmætningen fortsat lav (57%). Der indtrådte hjertestop, som blev forsøgt behandlet med tre gange adrenalininjektion á 1,0 mg. Der blev givet hjertemassage og fortsat ilttilførsel uden effekt, og den 49- årige afgik ved døden knapt 45 minutter efter, at bedøvelsen var påbegyndt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →